”DE DROG UD Som voldsmænd og erobrere, men også som handelsfolk, bønder og nybyggere (…). Bag rejselysten lå ønsket om velstand og bedre livsvilkår. Uden midler kunne konger og stormænd ikke stå sig i tidens politiske spil, og kun rigdom gjorde det muligt at opnå en livsstil, der levede op til naboernes.”
Sådan hed det i introduktionen til Nationalmuseets store særudstilling om vikingerne tilbage i 2013.
Ordene klinger umiddelbart letforståelige som et ekko af vores egen tid. Vi kender det jo: Mændene ved vikingeskibenes årer tænkte og handlede – bortset fra deres voldelige fremfærd – ligesom det store flertal af os gør nu i 2017. Ønsket om materiel vækst, rigdom og velfærd motiverede handlingerne. Men spørgsmål rejser sig: Handlede det dengang om at gøre sig gældende i et konkurrencesamfund beslægtet med vores nutidige? Udviklede vikingetiden sig dynamisk i en kæde af begivenheder udelukkende drevet af tanken om materiel og økonomisk vinding?
På udstillingen så vi det gyldne krucifiks fra Åby Kirke ved Aarhus, fremstillet omkring 1050-1100. Som en udløber af vikingetiden er den kronede Kristus her endnu fyldt med sejrsvilje, hænderne er store og vidtfavnende, blikket rettet nærværende ud mod verden – en kraftfuld Kristus i slægt med den gudssøn, vi også møder på den store Jellingsten.
Men snart, i de følgende århundreder under Romerkirken, bliver kongekronen afløst af en tornekrone, Kristi ansigt fyldes med lidelse og smerte, hovedet med lukkede øjne falder ned til den ene side.
Omkring 968 – da Harald Blåtand er konge i Danmark – skriver den tyske munk og historieskriver Widukind af Corvey i sin ”Sakserkrønike”, at danerne anerkendte Kristus som en gud, omend knap så mægtig som andre guder: ”Danerne havde været kristne fra Arilds tid, men tilbad alligevel de hedenske guder.” Det må betyde, at Kristus, opfattet som sejrrig himmelkonge, gennem vikingetiden var blevet dyrket ved siden af Odin, Thor, Frej, Freja med flere. I denne før-katolske periode, inden Romerkirken for alvor fik fodfæste og magt i Danmark, blev han æret og tilbedt som kong Kristus eller Hvide Krist.
UDTRYKKET ”HVIDE KRIST” optræder i to islandske skjaldedigte fra 900- og 1000-tallet samt i 1300-tals håndskriftet ”Flateyarbók”s (Flatøbogens) version af Olav den Helliges saga. Kilderne giver ingen forklaring på ordet, men det kan have forbindelse med den hvide kjortel, som tilhængerne af Kristus i vikingetiden skulle iklædes ved dåben. I Nordens tidligkristne tid skete det i voksenalderen, ofte først umiddelbart inden døden, efter at personen med sympati for Kristus i mange år blot havde været primsignet med korstegnet som en forberedelse til dåben. Denne praksis gav frihed, for eksempel kunne primsignede handelsmænd omgås både hedninge og kristne.
Normannernes accept af Hvide Krist rummer i virkeligheden nøglen til forståelsen af ordet ”viking”, som tiden 750-1050 er blevet navngivet efter. På baggrund af de skriftlige kilder, hvor ordet optræder for første gang, må det antages at stamme fra det oldengelske ord wicinga, en sammentrækning af hwit for farven hvid og cyninga for konge.
Det var spændingerne imellem de tidlige hvide-kristne i Danmark og de pave-kristne syd- og vestpå i alliance med Karl den Store og kongerne i England der udløste de tidligste vikingetogter. Hånd i hånd med paven og Romerkirken havde frankerne under karolingerkongerne i 700-tallet vundet magten i hele Central- og Nordvesteuropa og var omkring 785 rykket faretruende tæt på danernes grænseområder i Sønderjylland.
Efter merovingerkongen Theoderik IV’s død i 737 havde den karolingiske rigsforstander Karl Martell gennemført en række militære angreb mod sakserne, som blev trængt nordpå, over Rhinen. I kølvandet på felttogene havde missionærer, blandt andre den angelsaksiske Bonefatius, udbredt den romersk-katolske kristendom nordpå. Efterfølgeren, kong Pipin den Lille (741-768), fortsatte felttogene og knyttede tættere bånd til paven. I 751 lod han sig på gammeltestamentlig vis salve som en ny kong David ved en ceremoni, hvor pavelige udsendinge deltog. I 754 fornyede den nye pave, Stephen II, salvingen, og for at sikre karolingerslægtens fremtid som legitime konger salvede han også de to sønner, Karloman og Karl (senere den Store). Det frankiske kongedømme var nu af Guds nåde. Pipin blev betragtet som Guds stedfortræder på jorden, pavestolens beskytter og den sande kristne tros forkæmper i Vesteuropa.
I 768 dør Pipin, og Frankerriget deles imellem Karl og hans broder, Karloman. I den sidst tilskrevne del af krøniken ”Liber Historiae Francorum”, der ender med brødrenes tronbestigelse, slås det fast som en ny tradition, at karolingerkongerne skal hyldes som nye Davidskonger. Karloman dør 771, og i 772 genoptager Karl med fuld styrke fremstødene mod de hedenske saksere som enearving til den frankiske kongetrone
Første fase af frankernes krig mod sakserne afsluttes i 776. En forsamling af saksiske fredsudsendinge møder Karl den Store ved floden Lippes kilder i det nuværende Nordrhein-Westfalen. Mange af dem lader sig døbe i borgen Karlsburg, som han har ladet anlægge for at markere sin nyvundne magt. Men så snart frankernes hovedhær er borte, angriber sakserne igen for at generobre deres tabte borge, Eresburg og Büraburg.
VED RIGSDAGEN I PADERBORN 777 lader mange saksere sig døbe til den romersk-katolske kristendom. På det tidspunkt er deres leder Widukind ifølge ”Annales Regni Francorum” flygtet til normannerkongen Sigfred nord for Dannevirke, hvis datter (eller søster) han er gift med. I de næste otte år står Widukind i spidsen for en gruppe saksiske stormænds fortsatte modstand imod Karl den Store. Men de kan ikke modstå frankerhærens bølger af felttog og straffeekspeditioner og må opgive. I 782 bliver det saksiske stammeområde i forfatningsmæssig henseende ligestillet med andre dele af Frankerriget.
Samme år bryder den sidste store opstand ud blandt sakserne. Det fører til blodbadet ved Verden syd for Bremen, hvor tusindvis af oprørere bliver henrettet i henhold til den frankiske rets straf for højforræderi. Widukind flygter igen nordpå til normannerne og viderefører herfra angrebene mod frankerne. Men i 785 er modstandsviljen udtømt. Mod sikkerhed fra stillede gidsler, og måske tilskyndet af den danske kong Sigfred, drager Widukind til det frankiske palads Attingney ved Reims og lader sig døbe.
På Karl den Stores opfordring påbyder paven en tredages takkebøn ved nordgrænsen. Karl den Store står nu truende i en
magtfuld alliance med Romerkirken og nykatolske kristne saksere syd for Dannevirke. Danmarks sikkerhed og religiøse og politiske uafhængighed er i fare.
Og straks efter Widukinds overgivelse og dåb kommer modreaktionen. De første normanner-angreb imod England sætter ind og griber om sig som en løbeild. Større og større flåder af langskibe stævner ud over Nordsøen for at bekæmpe Romerkirkens nordligste bastioner, kirkerne og klostrene i Nordengland. Besætningerne består af målbevidste og kampklare mænd, opsat på at forsvare Hvide Krist og Sydskandinaviens frihed mod en centraliseret kirke- og kongemagts monopol på udøvelsen af den sande kristentro.
De politiske og religiøse modsætninger imellem Skandinavien og England/Vesturopa flammer op og varer ved i tiden 785-1050, den periode vi kalder vikingetiden. Omkring 750 år efter de første vikingetogter genopliver og viderefører Martin Luther i Wittenberg normannernes oprør mod Romerkirkens monopol på kristentroen i Nordeuropa.
Og denne gang lykkes det!