Prøv avisen
Kronik

Hvilket sprog taler naturen?

Naturen er intet i sig selv, men blot en ressource, som vi kan forvalte mere eller mindre smart i lyset af, hvad vi mener, vi har behov for. Det kan være fysiske eller æstetiske behov, men for dem alle gælder, at naturen er vores. En scene, som mennesket udspiller sine dramaer på. Spørgsmålet her er derfor ikke, om vi kan tale til naturen, men om den kan tale tilbage. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Mickey Gjerris, lektor i bioetik og redaktør af bogen ”naturens sprog” og Jes Harfeld, lektor i filosofi og bidragyder til bogen ”naturens sprog”

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Når naturparker bliver til et spørgsmål om mountainbikeruter og jagtmuligheder, ender vi med kun at høre os selv. Lad os begynde at lytte til naturen og udvikle et sprog til sammen at tale om alt det, naturen også er, skriver Mickey Gjerris og Jes Harfeld

HOLLYWOOD HAR LÆRT OS, at man kan danse med ulve, svømme med spækhuggere og hviske med heste – i hvert fald, hvis man skal tro de sentimentale fremstillinger af forholdet mellem dyr og menneske, der med jævne mellemrum dukker op på det hvide lærred. Men kan man tale med naturen – uden at det ender i romantiske forestillinger om følende træer eller planeten Jorden som en stor venlig superorganisme?

Vigtigheden af dette spørgsmål skal findes i de kriser, som de fleste ikke orker at høre mere om: klimaforandringer, overudnyttelse af ressourcer, tab af biodiversitet, forurening af vand, jord og luft og så videre. Listen er lang, problemerne komplekse og løsningerne uden for den enkeltes rækkevidde. En ting har problemerne dog tilfælles. De er ikke blot utilsigtede bivirkninger ved et ellers sundt forhold mellem mennesket og dets verden, men symptomer på et natursyn, der har mistet blikket for det væsentligste, som naturen har at fortælle os.

Det første, man må gøre sig klart, er, at naturbegrebet er svært at få greb om. Hver gang man tror, at man har fået defineret det på rimeligt dækkende vis, dukker der nye eller gamle glemte tolkninger op, som supplerer eller ligefrem modsiger dem, vi lige havde i hånden.

Den danske filosof Hans Fink skelner mellem en række måder, som vi forstår begrebet natur på. Fra den urørte vildmark over Esben Lunde Larsens (V) hvedemarker til universet som sådan. Lige så svært er det at sige noget entydigt om mennesket: Er vi natur eller unatur? Kan vi som væsener, der er vokset ud af de samme kosmologiske, geologiske og biologiske processer som stjernetåger, bjerge og tusindfryd, egentlig gøre noget unaturligt? Eller er vores (selv)bevidsthed og kulturdannelse et fremmedfænomen i universet, så vi i bund og grund er unatur, og kun det, som er uberørt af menneskehånd, siges at være naturligt?

VI VÆLGER AT FORSTÅ NATUR som det, der i et eller omfang er opstået spontant og uden menneskelig indblanding. Natur er derfor ikke et enten-eller, men snarere et både-og, der kommer i forskellige grader. Jo mere uafhængigt noget er af mennesket både i skikkelse af dets opståen og dets eksistens, desto mere natur er der til stede. Naturen er dermed ”det vilde” – både i os selv og i verden.

Vi ved kun alt for godt, at det er en famlende og uklar definition, men målet her er ikke at udvise naturvidenskabens præcision og afgrænsning, men filosofiens afdækning af fænomenets kompleksitet og mulige betydning.

Der er ingen tvivl om, at vi kan tale til naturen. Vi kan møde den med vores behov og præferencer og fortælle den, hvad vi ønsker, den skal være. Vi tænker her ikke på, at vi med ord kan få naturen til at adlyde os – hvor meget vi end holder af Harry Potter, vil vi lade magien hvile her. Påstanden er blot, at vi med vores handlinger kan fortælle naturen, hvordan den skal være. Vi kan lave grisen om til bacon, træet om til tømmer og den vilde skov om til en golfbane. Inden for miljøetikken taler man om antropocentrisme. Naturen er intet i sig selv, men blot en ressource, som vi kan forvalte mere eller mindre smart i lyset af, hvad vi mener, vi har behov for. Det kan være fysiske eller æstetiske behov, men for dem alle gælder, at naturen er vores. En scene, som mennesket udspiller sine dramaer på. Spørgsmålet her er derfor ikke, om vi kan tale til naturen, men om den kan tale tilbage.

DEN DANSKE TEOLOG K.E. Løgstrup har sagt, at vores forståelse af verden opstår i den tavse samtale mellem vores forforståelse af verden og verdens tavse tale til os. Vi møder verden med nogle idéer om, hvad den er, men verden modsætter sig vores bestemmelse af den, da den i sig selv allerede er noget. Dette noget har vi, ifølge Løgstrup, adgang til at forstå gennem vores umiddelbare erfaring af verden. Umiddelbarheden beskriver her en erfaring, der er både førvidenskabelig og ikke-behovsorienteret i forhold til de fænomener, universet består af. Populært kan man sige, at det er den erfaring, som vi kan gøre os, før vi spørger: Hvad får jeg ud af det her?

Filosofisk er tankegangen for Løgstrup et opgør med en erkendelsesteori med rødder til hovedsageligt den tyske filosof Immanuel Kant. Det er et spændende opgør i sig selv, men her vil vi hage os fast i en etisk tolkning af Løgstrups måde at forstå naturen på. Om Løgstrup kan genkende sig selv i det følgende, kan vi ikke garantere, men det er nu engang store tænkeres lod at blive brugt af eftertiden uden at kunne sætte sig imod.

For os at se har naturen noget at sige til os. Vi skal i mødet med den ikke blot fortælle den, hvad vi vil, at den skal være, men bør også søge at forstå, hvad den er, før vi kommer til den. Vi skal tage os tiden til at udfolde den umiddelbare erfaring af verden og høre, hvad den har at fortælle om sig selv.

For det er her, vores forestillinger om, at naturen blot er til for vores skyld, kan blive udfordret. Det er her, vi kan få øjne og ører for, at det at ødelægge biosfæren ikke kun er dumt, men også skamløst. Menneskeskabte klimaforandringer og masseuddøen af arter er ikke kun at save den gren over, som vi selv sidder på, men også at ødelægge noget, der har en etisk betydning i sig selv, som vi ingen ret har til at true på denne måde.

DET ER I ERFARINGEN af solopgangen, tordenvejret, de rådnende blade og æbler i efterårets dybgrønne græs, sneglen på vej over fortovet, ubegribeligheden i universets størrelse, dødens sikre sejr, vand mod huden, lugten af mødding, fuglens flugt over himlen og forårets kildrende livsenergi at vi har en chance for at forstå, at denne verden ikke er vores, men at vi er en del af den.

Del af et fællesskab så meget større end os selv, hvor opgaven ikke er at rage det til os, vi kan, men at bidrage så godt vi kan til, at dette fællesskab trives. I sidste ende ikke for vores egen skyld eller for naturens skyld, men for det ”os”, som består af mennesket og naturen.

Når der skal udfærdiges klima- og miljøpolitik, står den naturvidenskabelige viden og alle vores ægte og indbildte behov i kø for at blive taget alvorligt. Vi taler om bæredygtighed, eco-system services og planetary boundaries og tager hinanden meget alvorligt.

Men begynder nogle at tale om betydningen af at ligge på en græseng og høre summen af insekter, glæden ved at vide, at der i naturen også er plads til vilde dyr og betydningen af dagligt at møde det, der ikke bare er lagt an på os, så bliver der tænkt og måske også sagt ord som naturromantik, sentimentalitet og pjat.

VI MISTER NOGET i denne afvisning af, hvad naturen har at fortælle os. Når naturparker bliver til et spørgsmål om mountainbikeruter og jagtmuligheder, når naturpleje bliver til et spørgsmål om at kunne købe kvalitetskød fra græssende kvæg, og når ulve reduceres til et spørgsmål om at undgå selv den mindste risiko, ender vi med kun at høre os selv. Lytter vi kun til os selv, kommer vi ikke videre. Så får vi aldrig håb og mod til at ændre på en kultur, der på en lang række områder er i strid med sit eget livsgrundlag.

Lad os begynde at lytte til naturen og udvikle et sprog til sammen at tale om alt det, naturen også er. Et sprog, som på en gang indfanger naturens forundelige kompleksitet, betydning, skønhed – og de vilkår, som vi nu en gang har fået den på: at den også er farlig og rummer både død og ødelæggelse. Et sprog, som kan indgå i samfundsdiskussionen om, hvordan vi som individer og samfund bedst kan udfylde vores rolle i det fællesskab, som vi alle er indfældet i.