Prøv avisen

Hvis dannelsen forsvinder, er fanden løs

Vi bør genfinde Grundtvigs budskaber, mener dagens kronikør. På billedet: Grundtvig Statue i gården ved Vartov Kirke. Foto: NILS LUND PEDERSEN

På grundlovsdag bør vi reflektere lidt over, hvor vi er på vej hen som samfund. I kraft af et eklatant traditionstab er vi havnet i et dannelsesmæssigt dødevande, hvor det er markedstænkningens åndsforladte begreber, der styrer samfundet. Der må ske noget andet, mener dagens kronikør

I 1848 Gjorde Grundtvig sig nogle tanker om den nye grundlov. Han skrev blandt andet, at den eneste gode grundlov er, hvad han kaldte for det fælles bedste. Denne grundlov har også det store fortrin at være lyslevende, thi selv hvor den aldrig blev ført til bogs, står den indprentet i alle folks hjerter , skrev han.

Senere uddyber han, hvad han mener: Det er en hovedsag, at den ny danske grundlov, som nu skal skrives, frem for alt indskærper ærlighed, folkelighed, gavnlighed, lempelighed, ligelighed og tydelighed.

Det er jo temmelig indlysende. Vi kan ikke undvære hverken ærlighed, folkelighed, gavnlighed, lempelighed, ligelighed eller tydelighed. Det er nogle af de byggestene, som det gode samfund hviler på, og det ved vi godt inderst inde. Om ikke andet kan vi konstatere det, når deres modsætninger trives. Hvis uærligheden og uligheden øges, er der grund til at minde om ærlighedens og ligelighedens betydning.

Det fælles bedste er således udtryk for, at et klassesamfund eller en hvilken som helst situation, hvor de mere privilegerede ikke bekymrer sig for de mindre privilegerede, ikke er i orden.

Grundtvigs linjer er et eksempel på, hvorledes idéerne inspirerer det politiske. Der kunne også nævnes andre. Men eksemplerne bliver færre, jo nærmere vi kommer vores egen tid. Det er blevet meget vanskeligt at udpege nogle overordnede idéer og formulerede grundholdninger, som i dag bærer og styrer det politiske og det administrative.

Hvis de findes, holdes de i al fald godt gemt. I stedet for idéer og værdier har vi snarere fået et idémæssigt tomrum. Det er ikke længere idéer og visioner om et fremtidigt samfund, der er styrende for demokratiet.

Men hvad er det så, der inspirerer det politiske miljø i dag, må man spørge. Det bedrøvelige svar må være, at det styrende i dag er en underlig hybrid af markedstænkning og en instrumentel og beregnende tilgang til tilværelsen. En visionsløs styringsmåde, som er så langt fra det visionære og det musiske, så man ikke ved, om man skal grine eller græde.

Alene det sprog, der præger denne styringsmåde, illustrerer fænomenet tydeligt. Prøv lige at høre nogle begreber fra en rapport, som havde til formål at skabe vækst i en forsømt del af landet; oplevelsesledelse, innovationsfremmende metoder, effektafsmitning, brandingsmarkedsområder, storytelling, kompetencekobling, oplevelseskoncept. Det er bare et lille udpluk.

Som det fremgår, er vi ligesom et stykke fra de ord, Grundtvig fremhævede. Men havde det så bare været ordene. Problemet er, at de her nævnte begreber er helt typiske udtryk for den nye kulturs grundlag. En kultur, som er totalt ånds- og visionsløs, umusikalsk og slet og ret dum, men som for tiden styrer en stor del af samfundet.

Alle mulige institutioner skal underlægge sig denne merkantile instrumentalisme, som tror, at de relevante indikatorer for, om noget fungerer, kan noteres i skalerbare enheder.

Men det handler om mere end blot en tro på, at den her skitserede kultur er egnet til at registrere, hvad der er vigtigt. Der er ikke bare indtrådt en instrumentalisme i vores kultur, men også en form for brutalitet, som rummer en ubehagelig ligegyldighed over for lige netop sådan noget som det fælles bedste.

LÆS OGSÅ:Grundtvig indtager Harvard

Det værdi- og idémæssige tomrum medfører ikke bare dumhed, men også en stigende hårdhed og intolerance over for dem, der ikke kan følge med. Man kan, hvad man vil, synes løsenet at være, og der er ikke megen forståelse for, at ikke alle kan, hvad de gerne ville kunne. Uden direkte at ville det er vi ad denne vej kommet over i en form for socialdarwinisme, hvor de stærke kører hurtigere, og hvor de svage må se at tage sig mere sammen eller blive sejlet agterud.

Et sådant samfund bliver en brutal affære, for hvor skal den etik komme fra, som for eksempel taler om også den svages værdighed eller pligten til, at den stærke tager sig af den svage?

Hvis vi tilsidesætter idéerne, etikken og de faktorer, som er bærere af en medmenneskelighed, kort sagt: Hvis vi tilsidesætter dannelsen og dens dyrekøbte resultater, som ligger i vores kulturelle arv, og som vi blot kan tage frem, hvis vi vil, lander vi i en tilstand, som truer med at opløse demokratiet og enhver form for menneskelig værdighed.

Et samfund, hvor medmenneskeligheden bliver latterlig, hvor der ikke er nogen indgroede holdninger til, hvordan vi forholder os til hinanden, ingen overlevering af traditionen, ingen etisk minimalkonsensus. Hvis dannelsen forsvinder, er fanden løs.

Det går jo ikke, at vi får en samfundsstruktur, hvor det, der skulle være pejlemærker og styrende idéer, er blevet glemt, og hvor der i stedet indtræder en brutal og primitiv tænkemåde, som ingen interesse har for idéer eller værdier. Hvad kan vi bruge det til?, er blevet et idiotisk nøglespørgsmål. Det er derfor, begrebet viden ikke længere har samme autoritet som begrebet kompetence.

At der med denne ændring er tale om en dannelsesmæssig forarmelse, har man ikke forståelse for i den nye ideologi, som tilmed har givet navn til en mennesketype: homo oeconomicus. Det i ordets videste forstand økonomisk tænkende menneske hentyder ikke kun til, at man er meget optaget af økonomi, men at man vurderer alting efter, om det kan rummes inden for kategorier, der er skalérbare og målelige.

Homo oeconomicus har det lidt lige som Pe Sme i Anton Berntsens gamle vise ham, som hele tiden spurgte Hwa nøtt er et te?, hver gang hans nabo glæder sig over blomsterne eller musikken.

Fænomenet er således ikke nyt. Det nye er, at man er holdt op med at smile overbærende ad de pågældende nu styrer de samfundet. De præger tænkningen i embedsværket gennem den ofte udskældte, men tilsyneladende uudryddelige new public management-tænkning, og de politikere, som skulle gå foran og vise de overordnede linjer, er alt for ofte hurtige til at tilpasse sig denne tænkemåde, som på en eller anden måde har kunnet sætte sig igennem som mere realistisk end det, som så ofte og så nedladende omtales som de bløde værdier.

Den er ikke til debat, for det er ideologier jo til forskel fra idéer aldrig. Der tåles ikke nogen afvigelser fra tænkemåden, og anfægtelser af ideologiens rigtighed eller direkte protester bliver der som regel slået ned på med hård hånd.

Naturligvis behøver man ikke affinde sig med denne udvikling. Den er ikke kommet ned fra himlen, og den er ikke mere nødvendig, end vi vedtager, den skal være.

Vejen ud af det dannelsesmæssige dødvande er egentlig meget enkel. Hvis man vil forny sig, skal man se på historien og lære af den, så man tilegner sig dens bedste resultater.

Vi skal ikke rykke tiden tilbage, for det er nostalgi, men vi skal være os vores arv bevidst og komme ud over en mere og mere historieløs tilgang til tingene. I historien ligger nogle erfaringer og erkendelser, som er guld værd, og som det har kostet meget at erhverve for dem, der ville give dem videre til blandt andre os.

Det er bare at samle dem op og lade dem være inspiration til noget, der er mere funktionsdygtigt og visionært end det idémæssige tomrum, vi længe har lidt under.

Det er godt at erindre sig på en grundlovsdag.

Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster