Kære farfar
Måske er jeg så heldig, at dette brev når frem til dig. Jeg ved slet ikke, om det gammeldags postsystem stadig fungerer, men her i byen er der i hvert fald postkasser langs med hovedstrøget. Det kan jo også være, at du ikke længere er i Danmark, vi har ikke hørt nyt i lang tid. I Barcelona talte vi med en lille flok, der kom nordfra, og de fortalte at floderne i hele Nordeuropa var ved at fryse til, at både Berlin og Hamborg var dækket af en halv meter sne. Og de var rejst derfra i juni.
De havde haft store problemer ned gennem Frankrig, især fordi de måtte efterlade deres bil i Alsace. Der var ikke reservedele at få, og benzinrationeringen strammede til på det tidspunkt. (Her i Sydspanien er det kun ambulancer og militærkøretøjer, der kan få udleveret brændstof.) De fik et lift helt ned til Nimes, men derfra var de nødt til at vandre, og de måtte op over Pyrenæerne cirka 50 kilometer mod vest, fordi spanierne har lukket grænseovergangene ved Middelhavet.
Vi var jo heldige at nå frem hertil, mens der stadig kørte tog langs kysten, og vi nåede Malaga lige først i december. Jeg kan huske, at farmor engang fortalte, at I holdt jul i Malaga, da I var helt unge, og I kunne sidde ude og spise frokost i bjergene. Nu er her meget koldt, omkring frysepunktet, og det regner næsten hele tiden. Brændselsforsyningen er meget svingende. Der var et tankskib på vej fra Suez, men den afrikanske kystvagt beordrede det ud gennem Gibraltar og ned til Casablanca.
Almindeligt brænde til de gamle komfurer, som mange har fundet frem, findes næsten ikke. Bjergskråningerne er nøgne, enkelte buske er der stadig, men ellers er de meget triste at se på, regnvandet skyller al vegetation væk. Vi har jo ofte talt om derhjemme, at det pludselig kunne få en ende med strømforsyningen til mad og varme og vores pc’er og telefoner, men der var nok ikke rigtig nogen, der drømte om, at det ville gå så hurtigt.
Jeg har ondt af de gamle spaniere, som ikke har varme i deres lejligheder og huse. Endnu er der lidt mad at få, men i den lille café, hvor vi drikker en kop tynd kaffe hver eftermiddag, siger værten at det snart får ende. Så er der kun den sure, lokale rødvin. Den er tynd på alle måder og giver også tynd mave. Man håber vist på nødhjælp fra USA og Canada, men det har nok lange udsigter. Siden de to lande trådte ud af FN, virker det næsten som om, de har opgivet Europa.
Vi forlod jo far og mor i Paris, mor var så syg, at hun skulle hvile og komme til kræfter, og far ville blive hos hende. I skal bare rejse videre, sagde han, find et sted hvor vi kan være alle sammen.
Men det ved du jo, det var vist sidste gang, vi talte sammen i telefonen. Og siden har der ikke været forbindelse til hverken Danmark eller andre steder. Heller ikke sms’er går igennem. Jeg gider ikke engang tage min telefon med mig mere, men jeg har nu ikke smidt den væk.
Måske får jeg den opladet på et tidspunkt. Om ikke andet, så har jeg en masse dejlige billeder, blandt andet et af farmor og dig, hvor I danser til Julies bryllup, jeg glemmer det aldrig, for I ser så glade ud. ”Man skulle tro, det var dem, der var blevet gift,” sagde Julie, men hun blev nu også hurtigt skilt fra Stefan. Ja, ja, det var godt, de ikke fik nogle børn. Det er ikke så rart for de forældre, der har små eller halvstore børn.
Vi bor sammen med et par familier i katedralens krypt, og det er tydeligt, at den her usikkerhed rammer især mændene hårdt. Kvinderne nusler om ungerne, synger og læser med dem, fortæller dem om deres hjem og det hus, de skal tilbage til, laver mad af det, der ikke er der. Suppe på en sten. Kan du huske den dag, farfar, da du lavede suppe på en sten, og jeg plyndrede hele køkkenhaven for tomater og løg og krydderier, og pralede af dig? Mor var ikke så glad.
Det er værre med mændene. De er udslukte, tomme i øjnene. De græder ikke, skælder heller ikke ud, skændes ikke med de andre mænd i kirken. De sidder bare, så går de lidt ud og prøver vel at skaffe sig lidt billig sprut. Så er de svære at have med at gøre om aftenen, børnene er bange for dem, men deres koner tier stille. Det her skal helst gå over, men i hvert fald klares, og kan manden ikke magte det, så må han bukke under. De er små løvinder, der forsvarer et kuld. ”Skrid!”, siger hun til løvefatter, hvis han vakler rundt i kirken.
Det er sørgeligt, farfar. Det er gode mennesker.
Englænderne har forladt Gibraltar, de fleste tog hjem for to-tre år siden, men andre fornemmede, hvilken vej de kolde vinde blæste, så de hævede formuerne og sørgede for at komme til Sydafrika eller vestpå til USA eller Canada. Spanierne har jo længe drømt om at generobre den lille klippestat, men de nåede aldrig at beslutte noget, før en nordafrikansk militærenhed havde installeret sig og oprettet lejre for asylansøgerne nordfra. Vi har vænnet os til tanken om at skulle igennem de ret ydmygende undersøgelser og forhør, de fleste bliver udsat for.
For en lille uge siden forsøgte vi via en menneskesmugler at komme over strædet i en gummibåd. En lille, tyk svensker skulle forestille at styre båden, men vi nåede kun knap to kilometer ud i det vilde farvand, før vi blev standset af et marokkansk flådefartøj og slæbt tilbage til Tarifa. Kaptajnen kiggede ned på os og rystede på hovedet. ”It is not worthwhile, my friends. You are not welcome in our country.” Kan du mon huske, at du engang, ja, det er nok 10 år siden, da jeg var 10 og Julie var 14, fortalte os om den vending af Golfstrømmen, der muligvis var på vej. Vi forstod ikke ret meget, jeg gjorde i hvert fald ikke, men jeg skal love for, at vi har fået syn for sagn.
I sidste uge forsøgte en flok unge franskmænd at nå frem til et krydstogtskib, der lå for anker en lille kilometer fra kysten. Skibet sejlede under egyptisk flag, og jeg ved faktisk ikke, om de var ude på at komme ombord eller blot ønskede at skaffe sig friske madvarer. Da de forsøgte at klatre op langs skibssiden, blev de brutalt skubbet ud fra skibet, og en af dem omkom, da han styrtede ned i den lille jolle. Så der begynder at ske grimme ting, skønt mange mennesker egentlig prøver at hjælpe hinanden. Indbyggerne hernede er som hovedregel meget rare, men de begynder at se lidt skævt til os, efterhånden som flygtningestrømmen tager til. Det gik rigtig galt, da en flok desperate fædre huggede prædikestolen i stykker og tændte bål midt i katedralen for at lave varme til deres syge børn.
Vi ved ikke, hvad det skal ende med.
I overmorgen er det nytårsaften. 2033, farfar. Du bliver 90, og jeg bliver 20. Og på samme dag. Tænk, hvis vi kunne holde vores fødselsdage sammen. Et ordentligt gilde ude i skoven med bål og grill og musik. Det ville farmor være glad for. Giv hende et knus, også selvom hun ikke registrerer det mere.
Og prøv at skrive til mig, især hvis du hører nyt om mor og far. Send brevet ”poste restante” til postkontoret i Marrakesh. Far foreslog, vi skulle prøve at mødes der i det nye år. Jeg tror, han har en sentimental erindring om den by.
Bare vi ses igen, så er jeg glad. Pas på farmor – og dig selv.
1000 kærlige hilsener
Nete