FORRIGE UGES uhyggelige terrorangreb i Frankrig på blandt andet satiremagasinet Charlie Hebdo har fået samfundsdebatten om ytringsfrihed og Muhammed-tegninger til at blusse op igen, også i Danmark.
Flere positioner aftegner sig: islamkritikere (for eksempel Venstre-politiker Inger Støjberg), ytringsfrihedsidealister (for eksempel professor Frederik Stjernfelt) og politisk korrekte pragmatikere (for eksempel chefredaktør Bo Lidegaard).
Det kan i den forbindelse være nyttigt at minde om, at der er tale om debatter, som andre har ført før os. Apostlen Paulus var her en pioner. I Vestens idéhistorie er han den egentlige grundlægger af tænkning omkring kulturel sameksistens. Det er derfor fortsat værd at diskutere med ham.
Paulus skabte i miniature, hvad vi i dag ser i større skala: multikulturelle og multietniske samfund. Paulus etablerede menigheder, som etnisk set bestod af både jøder og ikke-jøder med forskellige normsæt og kulturelle baggrunde.
Der var tale om skrøbelige sociale eksperimenter. Brevene, som han skrev til menighederne, vidner om kultursammenstød og konflikter, som han forsøgte at mægle i. Det er ikke mindst sådan, Paulus er aktuel i dag: som konfliktmægler i en multikulturel og multietnisk kontekst.
Hvordan gjorde Paulus så? Hvad var hans metode til konflikthåndtering mellem etniciteter og kulturer? Først og fremmest skal vi lægge mærke til, at Paulus insisterer på fællesskabet. n form for konflikthåndtering ville jo være at opløse fællesskabet og gå hver til sit.
Men Paulus insisterer på sameksistens vel vidende, at fællesskab kræver ofre. Fællesskab har en pris. Og nogle må betale mere end andre. De, der må betale mest, er dem, der også har mest. De må give afkald på at bruge deres rettigheder - hvis de altså virkelig ønsker fællesskabet med de andre.
OVERVEJELSERNE I Første Korintherbrev, kapitel 8-10 er i den forbindelse centrale. Her diskuterer Paulus en konflikt, som på mange måder minder om vores tørklæde-, omklædningsrums- og vuggestuemaddebatter: Nogle velstående Kristus-troende (de stærke) sætter sig gerne i de hedenske templers restauranter og spiser maden der, mens andre (de svage) betragter det som uforeneligt med Kristus-troen og krænkes derfor af de stærkes praksis.
Hvad skal Paulus nu sige til det? Ja, principielt set må han give de stærke ret: De hedenske guder er jo ikke rigtige guder for den Kristus-troende. Derfor adskiller maden i templerne sig ikke fra al anden mad. For den Kristus-troende er det en principiel frihedsrettighed at spise hvad som helst - også mad fra hedenske templer.
På den baggrund skulle man nu tro, at Paulus ville irettesætte de svage: Efterlign de stærke! Og hvis ikke I kan tåle lugten i bageriet, men holder fast i jeres eksotiske følelser omkring særlige madvaner, må I finde jer et andet sted at være! Men netop denne konsekvens nægter Paulus at drage. Han er ikke rettighedsidealist. Hans primære hensyn er nemlig at holde det multikulturelle fællesskab sammen.
Her anlægger han et magtperspektiv. For Paulus er det ”den stærke”, der må give afkald på at gøre brug af sine rettigheder (herunder retten til at spise mad i hedenske templer) - for fællesskabets skyld. Det er den stærke, der har ressourcerne og overskuddet til at nærme sig den svage.
Det betyder imidlertid ikke, at Paulus inddrager de stærkes rettigheder. De gælder skam - i princippet. Men han råder de stærke til at gøre brug af frihedsrettighederne på en sådan måde, at fællesskabet kan holde.
To gange i Første Korintherbrev formulerer han det som slogan: ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner.” Læg mærke til, at Paulus gerne gør brug af det berygtede ”men”. Bag oversættelsen ”gavner” ligger i øvrigt det græske ord sympherei, som egentlig betyder ”bringer sammen”. Vi kan altså oversætte: ”Alt er tilladt, men ikke alt bringer (mennesker) sammen.” Det er den samme tommelfingerregel, Paulus gør gældende i alle sine breve: Hvis fællesskabet skal hænge sammen, må særligt de stærke give afkald på at benytte privilegier og rettigheder. Det gælder, hvad enten det drejer sig om judaister i Galatien, hedningekristne i Rom eller de socialt velstillede i Korinth.
Paulus er optaget af at formulere et fælles tredje for de stærke og de svage. I Paulus' optik er dette fælles tredje Jesus Kristus: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker (...) for I er alle én i Kristus Jesus.” (Galaterbrevet 3, 28).
Kristus er den, der for at etablere nyt fællesskab mellem Gud og mennesker gav afkald på sin guddommelige magt og sine guddommelige rettigheder, blev menneske og døde en forbryders død. Også her havde fællesskabet en pris.
Dermed indstiftede Kristus en eksistensform, som Paulus ifølge sin egen selvforståelse forsøger at imitere og videreformidle til de Kristus-troende. Ikke at de selv skal frelse verden, men Kristus har vist, hvordan man løser en konflikt: Den stærke kommer den svage i møde (Filipperbrevet 2, 5-11).
VI KAN I DAG som samfund næppe overtage Paulus' konfliktmæglingsstrategi i sin helhed. Dertil er den for utopisk. Men Paulus' tilgang til det multikulturelles problem er en sten i skoen. Vi kan lade os inspirere af ham. Det gælder først og fremmest på tre områder:
1) Det er en illusion at tro, at vi kan have fællesskab uden ofre og kompromiser. Religiøse og sekulære purister må komme ned fra træerne. Ifølge Paulus er det de privilegerede, der må ofre mest.
2) Principielt rigtige frihedsrettigheder kan komme til at true sameksistensen og må derfor bruges med omtanke. Hån, spot og latterliggørelse af islam og andre religioner og ideologier er naturligvis tilladt, men man håner, spotter og latterliggør ikke mennesker, man ønsker at leve sammen med. Muhammed-tegningerne håner jo i den forbindelse ikke bare terrorister (som alle dage vil kunne finde et påskud for deres afskyeligheder), men indgår i en generel marginaliseringsdiskurs i forhold til muslimer i Vesten. Vi må ikke komme dertil, at muslimers anerkendelse af ytringsfriheden kun tages for gode varer, hvis de istemmer lovprisningen af Muhammed-tegningerne. Dermed tvinges de i praksis til at afsværge egen identitet - ligesom jøden Shylock i Shakespeares ”Købmanden fra Venedig”, der kun kunne undslippe sin dødsdom og modtage de kristnes repressive nåde, hvis han blev som dem. Vi må ikke komme dertil, at den marginaliserede kun accepteres, hvis han frejdigt anerkender den stærkes ret til at mobbe ham. Hvis muslimer skal ”ofre til kejseren” for at være her, antager vores samfund totalitære træk.
3) Vil vi være sammen, må vi arbejde på at formulere et fælles tredje. Også det kræver ofre. Der er kollektive erindringer og narrativer, der kan deles, mens andre med smerte må glemmes, for at nye kan opstå. Og vi må holde op med at afprøve ytringsfriheden på, hvor hårdt vi kan mobbe vores mindretal.
Vejen hedder hverken svensk naivisme eller dansk rettighedsidealisme, men den nødvendige og besværlige vilje til fællesskab. Vi skal alle sammen kunne være her.
Kasper Bro Larsen er lektor i Ny Testamente ved Aarhus Universitet. Fredag den 23. januar udgiver han i samarbejde med Troels Engberg-Pedersen antologien ”Paulusevangeliet. Nye perspektiver på Romerbrevet”