Hvis styringsreform er svaret, hvad er så spørgsmålet?

Folkekirken har behov for en løsning, hvor dens mange lag og aktører opnår størst muligt ejerskab over reformprocessen og ikke mindst over det resultat, som kommer ud af det forestående arbejde, skriver dagens kronikører forud for konference om folkekirkens fremtid

Formuleringerne i regeringsgrundlaget siger noget om, hvad den nuværende styringsstruktur er og ikke er. Den siger derimod ikke noget om, hvilke presserende problemer, den ikke kan løse, skriver dagens kronikører.
Formuleringerne i regeringsgrundlaget siger noget om, hvad den nuværende styringsstruktur er og ikke er. Den siger derimod ikke noget om, hvilke presserende problemer, den ikke kan løse, skriver dagens kronikører. Foto: colourbox.com.

Houston, we have a problem. Sådan lød det i april 1970, da astronauterne fra den amerikanske Apollo 13 rapporterede om en eksplosion, som ramte rumskibets iltforsyning. Meldingen om den livstruende fejl er siden gledet ind i sproget, også når det gælder det langt fra så fatale.

Men hvad med fejlmeldingerne i folkekirken? Er der her tale om noget fatalt eller om mindre uhensigtsmæssigheder, som det ikke kræver den store indsats og omlægning at udbedre? Er Houston, we have a problem overhovedet en passende melding i den sammenhæng? Eller burde vi til en start erstatte denne konstatering med at stille de rigtige spørgsmål? Altså: Houston, har vi et problem? Og hvis ja: Hvilken art problem er det så?

Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R) har indbudt til konference på mandag den 16. april om en styringsreform af folkekirken. Reformen er indskrevet i S-R-SF-regeringens grundlag, hvor det fremgår, at regeringen ønsker en mere tidssvarende og klar styringsstruktur for den danske folkekirke.

Nu skal Grundlovens paragraf 66, den såkaldte løfteparagraf om folkekirken, udfoldes, så folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Af regeringsgrundlaget fremgår også, at der skal nedsættes et udvalg, som skal komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken med en klar ansvarsfordeling for økonomiske og indholdsmæssige forhold. Det hele skal ske inden for rammerne af den nuværende grundlov.

Formuleringerne i regeringsgrundlaget siger noget om, hvad den nuværende styringsstruktur er og ikke er. Den siger derimod ikke noget om, hvilke presserende problemer, den ikke kan løse.

Vi har imidlertid først og fremmest behov for at finde ud af, hvilke problemer der skal løses. Den 16. april og fremefter.

I vores nordiske nabolande har folkekirkerne arbejdet ihærdigt med spørgsmålet om styringsstruktur de seneste år, og her tegner der sig forholdsvis tydelige billeder af, hvilke problemer man særligt har ønsket at sætte fokus på.

Arbejdet med kirkeordningsspørgsmål i Norge og Sverige har taget udgangspunkt i identifikationen af problemstillinger, som skal løses. Et konstruktivt spørgende udgangspunkt, som er helt fraværende i regeringens oplæg. I den norske kirke er det tydeligt, at en drivkraft i processen har været spørgsmålet om lighed i forhold til de øvrige tros- og livssynssamfund, og man er endt med en ordning, der klart anerkender den evangelisk-lutherske folkekirkes enestående betydning, men samtidigt giver sammenlignelige vilkår også for andre tros- og livssynssamfund.

Også i Sverige har spørgsmålet om sammenlignelige vilkår for alle trossamfund været et tema. Her er der dog et andet ønske, der tilsyneladende har vejet endnu tungere. Nemlig et stærkt ønske om en fælles strategi og én kirkens stemme i den aktuelle samfundsdebat.

Endelig er der det tætte forhold til staten. Det har man identificeret som et problem i Sverige og løst ved en adskillelse. I Norge er staten og kirken blevet enige om, at det forhold ikke er et problem i sig selv.

Hvordan ser de her indkredsede problemfelter så ud i en dansk sammenhæng?

Hvad angår en større ligestilling med andre trossamfund ser mange i Danmark det som en påtrængende problematik i et stadigt mere pluraliseret og globaliseret samfund. Det kunne løses både anstændigt og lempeligt, som det er sket i Norge.

Når det imidlertid handler om projektet med at styrke én kirkelig stemme i samfundsdebatten, bliver det straks mere komplekst. Spørgsmålet er jo, hvordan det kan ske, uden at man lægger op til kirkelig ensretning. Klare stemmer i den offentlige debat kan ikke være et succeskriterium i en folkekirke som den danske med en stærk frihedstradition.

Folkekirken er ikke et politisk parti, men et gudstjenestefællesskab ikke mindst lokalt. Heri ligger rummeligheden. Prøven på en folkekirkelig struktur må derfor snarere være, om strukturen sætter folkekirken i stand til at håndtere uenigheder, at give rum til den mangfoldighed, der er helt afgørende, når det gælder fortolkningen af evangeliet i en luthersk kirke.

Bredden og åbenheden er en kvalitet ved folkekirken, som ikke må sættes over styr, men tværtimod må nyfortolkes og nyformuleres i det 21. århundrede. Betingelserne er anderledes end før, fordi der ikke længere er næsten dækkende sammenfald mellem befolkning og folkekirke. Men folkekirken er stadig en vigtig samfundsinstitution med en rolle i fællesskabet. Der er altså stadig en grund til at tale om folke-kirke og sætte alle kræfter ind på at sikre rummeligheden, så de særligt indforståede, vakte og aktive ikke kommer til at gøre folkekirken til kirke-kirke.

Man har traditionelt set kirke-stat-relationen i Danmark som en sikring af rummeligheden men man stikker sig selv blår i øjnene, hvis man benægter, at samfundsbetingelserne for relationen mellem stat og kirke er under kraftig forandring. Dertil kommer, at selve forholdet mellem stat og kirke hviler på en skrøbelig overenskomst om, hvad staten blander sig i, og hvad staten ikke blander sig i.

Spørgsmålet rejser sig ikke alene af den aktuelle debat om vielse af bøsser og lesbiske, men også i forhold til den almindelige statslige styring af folkekirken. Folkekirken skal naturligvis leve op til de almindelige krav, der gælder i samfundet, om for eksempel arbejdsmiljø, regnskabsføring og så videre men det er ikke en selvfølge, at folkekirken, hvis grundlæggende enhed er sognet, skal have et økonomisystem, der er skabt til en koncern. Måske har statens vokseværk sat sig på folkekirken på den dårlige måde, så der er kommet for meget stat i folkekirken. Skal man imødegå dette, må folkekirken have øgede muligheder for at prioritere egen økonomi og indsats.

Her vil demokratiske organer være nødvendige ikke blot på stiftsplan, hvor de allerede findes, men også på landsplan, og de bør indgå i et dynamisk forhold med biskopperne som teologiske markører samt sognemenigheder, de kirkelige retninger og frie folkekirkelige organisationer. Demo-kratiske organer skal være instrumenter for gennemsigtig håndtering af de uenigheder, som folkekirken lever af og lever med. Folkekirken har ikke sådanne fora, og spørgsmålet er, om ikke det er dét problem, der først og fremmest skal imødegås gennem en styringsreform.

På mandag sætter Manu Sareen en proces i gang mod en reform af folkekirken. For os at se er det helt afgørende, at vi starter med at identificere problemerne, sådan som det er sket i både Norge og Sverige. Herefter håber vi inderligt, at processen bliver åben og netop svarer til den åbne og mangfoldige organisation, den skal understøtte, og det budskab, den skal fremme. Folkekirken har ikke brug for en administrativ hurtigløsning tænkt ovenfra tværtimod. Den har behov for en løsning, hvor folkekirkens mange lag og aktører opnår størst muligt ejerskab over reformprocessen og ikke mindst over det resultat, som kommer ud af det forestående arbejde.

Apollo 13 landede aldrig på månen. Til gengæld lykkedes det de tre astronauter med lidt assistance fra jordkontrollen i Houston at få rumskibet sikkert landet igen på den blå planet.

Man kan overveje, hvor stort et kontroltårn folkekirken skal have i Houston. Læren af eksplosionen på Apollo 13 var i hvert fald, at Houston alene gør det ikke. Det er vigtigt, at rumskibet er bemandet med selvstændige og snarrådige astronauter, der kender deres rumskib.