Prøv avisen
Kronik

Hvis vi ældre forhindres i at arbejde, dør vi hen

Per K. Larsen

Det er en grundlæggende fejl at se os ældre som arbejdsløse. Seniorer forlader arbejdsmarkedet, men vi er stadig aktive og nyttige borgere. Vi bliver ikke for gamle til at arbejde – tværtimod yder vi efter bedste evne, mener formanden for Danske Seniorer

TILLAD MIG AT BEGYNDE MED en bekendelse. Jeg er født i 1946 – en årgang, der har givet anledning til bekymringer lige siden. Starten var ellers så glædelig. Anden Verdenskrig var slut, befrielsen fyldte vores forældre med optimisme, og året efter fødte kvinderne den største børneårgang, der nogensinde er set i Danmark. Men så kom bekymringerne.

Der blev nedsat en ungdomskommission, som forudsagde, at vi ville leve i trængsel og skærpet konkurrence og med alt for få muligheder resten af livet. Men hvad skete der? Vi voksede op i et sandt boom af uddannelser, et voldsomt udvidet arbejdsmarked især for kvinderne og en langt bedre velfærd for alle. Det skal retfærdigvis nævnes, at kommissionen var med til at bane vejen med forslag om flere uddannelser og sociale initiativer.

Historien gentog sig, da vi blev unge. Vi udskiftede ”Giro 413” med jazz og beat, fornyede uddannelser og kultur, krævede fred og social retfærdighed, SU, barselsorlov og ligestilling for kvinder. Kort sagt gjorde vi det, som unge gør for at udvikle samfundet. Vi blev udnævnt til 68’ere og fik at vide, at vi var alt for krævende. Og hvad skete der? I dag, 40 år efter, er Danmark og danskerne rigere end nogen sinde før.

DER ER MANGE ANDRE forklaringer, globale og økonomiske, det er ikke de store årganges skyld alene, naturligvis er det ikke det. Men det giver anledning til at minde om, at selvom de store årgange livet igennem er set som byrder, er der hver gang kommet løsninger til det bedre, som har været svære at forudse. Vi er ikke kun ofre for forudsigelserne, men har også haft modet til at præge udviklingen.

Nu hvor de store årgange er 70 år og derover, oplever vi det igen. Vi mødes af dystre prognoser fra politiske og administrative beslutningstagere, der ser os som økonomiske byrder og sundhedsproblemer snarere end som hele mennesker.

Fremtiden truer igen-igen. Men hvorfor ikke for en gangs skyld se lidt mere nuanceret på det, som sker?

Den grundlæggende fejl er at se os som arbejdsløse. Det er noget vrøvl, som har rod i en indskrænket opfattelse af arbejde som synonymt med lønarbejde. Seniorer forlader arbejdsmarkedet, men det er ikke det samme, som at vi holder op med at være aktive og nyttige samfundsborgere.

I LANDE SOM TYSKLAND, England og Frankrig har man forskellige begreber for arbejde, som tillader en skelnen, men også en accept af både det frie arbejde og lønarbejdet.

Det frie arbejde som for eksempel håndværk, kunstværk og livsværk er lystbetonet og betegnes positivt som work, werk og oeuvre, hvor lønarbejdet ofte betegnes med negative begreber som labour (plage), travail (tortur) og arbeit (uværdigt for frie mennesker). Frivilligt arbejde har i Danmark fået en kedelig klang af kun at være en erstatning for lønnet arbejde.

Arbejde i ordets brede forstand omfatter både lønarbejdet og det frie arbejde. Det er en proces, hvor mennesket omdanner naturen og udvikler samfundet efter sine behov og udvikler sig selv fysisk og psykisk.

Processen fortsætter og afbrydes ikke, når man forlader lønarbejdet. Vi bliver svækkede med alderen og dør til slut, men fortsætter med at yde det, vi kan, indtil vi dør. Faktisk kan vi slet ikke lade være. Det ligger dybt i den menneskelige natur, at vi er nysgerrige og undrende, at vi søger hen, hvor vi kan være til nytte for andre og oplever taknemmeligheden, både vores egen og deres. Vi bliver ikke for gamle til at arbejde, det er lige omvendt: Hvis vi hindres i at arbejde, dør vi hen.

Der er store individuelle forskelle på, hvad vi kan yde livet igennem, også når vi bliver gamle. De, der er ramt af lidelser og handicap, kan på nogle områder mindre end dem, der er heldige. Den økonomiske ulighed vokser blandt seniorer som i resten af befolkningen og hæmmer nogle mere end andre. Men grundreglen er, at alle yder det, de kan, og handler efter bedste evne, der hvor de er.

DE NYE GENERATIONER af seniorer er som helhed bedre uddannede og sundere og stiller op med nye ønsker til velfærdssamfundet. Ikke nødvendigvis mere af det samme, men snarere mindre af noget og mere af noget andet. Levealderen øges, der er flere gode år med plads til nye udfordringer, mere tid til nærhed og aktiviteter.

Meget handler om at gøre op med fordomme og forstå, at alderdom ikke kun er svækkelse, sygdom, hjælpeløshed. Danske Seniorer, der er en ny landsorganisation for foreninger og seniorer, har siden starten i 2013 haft fokus på at ændre fordommene til et mere realistisk syn på alderdommen og en særlig indsats for de dårligt stillede.

Vi startede med at stille spørgsmål ved, om det gavner trafiksikkerheden at få lægerklæringer, når vi skal forny kørekort som seniorer. Svaret er nej, så nu er reglen fjernet. Alle voksne er ligestillede, og der spares hvert år 150 millioner kroner og 75 årsværk blandt praktiserende læger. Vi er gået videre med at spørge, hvordan vi undgår den fejlmedicinering, som årligt resulterer i 100.000 hospitalsindlæggelser og 5000 dødsfald især blandt seniorer.

Vi har spurgt medlemmerne, hvad der giver de største bekymringer og glæder, og hvilke ønsker de har til velfærden. Svarene viser, at bekymringerne samler sig om frygten for at blive syg og afhængig af andre, mens glæderne kommer i fælleskaber med andre. Mange efterlyser bofællesskaber som et alternativ til den 40 år gamle målsætning om ”længst muligt i eget hjem”. Mange ønsker bedre hjælp og pleje i hjemmet, men frygter at blive afhængige af den. Mange ønsker bedre forhold på plejecentrene, men ingen ønsker at komme der selv. Tankevækkende, ikke sandt? Måske fordi plejecentre fokuserer for meget på sygdom og for lidt på nytte, aktiviteter og fællesskab.

Fællesskabet og aktiviteterne trives i de mange foreninger, som ledes af seniorerne selv, så måske er svaret at give foreningerne vilkår, der giver plads til flere svage ældre, samt at overlade ledelsen af hjemmepleje og plejecentre til brugere og fagfolk, der forstår udfordringen og formår at sætte institutionerne og de varme hænder fri.

Hvis seniorer skal gøre mere gavn, handler det ikke kun om at sætte pensionsalderen op, men snarere om at give flere individuelle valgmuligheder, både for dem, der vil fortsætte på arbejdsmarkedet og dem, der ikke kan mere. Måske skal man lade sig inspirere af de unge, der har vejledning, praktik, efterskole og fjumreår som forberedelse til arbejdsmarkedet.

Der gennemføres allerede nu rådgivning for seniorer, som tyder på, at en tredjedel gerne vil fortsætte på arbejdsmarkedet, og at to tredjedele hellere vil fortsætte med at gøre nytte på frie vilkår som pensionister. I Danske Seniorer arbejder vi for at gøre rådgivningen tilgængelig for mange flere, og vi anbefaler at bruge Seniorhøjskolerne, fordi overgangen fra arbejdsmarked til det frie arbejde af mange, især mænd, opleves som en livskrise, der er svær at løse alene.

Det er løsninger, men de kommer ikke af sig selv og kræver, at man tør se seniorlivet i øjnene uden så mange fordomme. Herunder også fordommen om, at vi kun tænker på os selv. Nogle gør måske, men langt de fleste af os tænker også på generationerne efter os. Vi mener ikke, man politisk skal prioritere ældre frem for børn, når opgaven er at sikre velfærd for alle.

Vi har et langt livs erfaringer med, at netop velfærd til alle har gjort Danmark til et at verdens rigeste og mest trygge samfund. Det bidrager Danske Seniorer gerne til fortsætter.