Hvor bange er vi for religion?

Samfund, der er kendetegnet ved at forbyde religiøse symboler og mistænkeliggøre religiøse meninger i stedet for at leve med dem og diskutere og kritisere dem, er historisk set totalitære samfund, skriver kronikøren forud for høring på Christiansborg i morgen

Strid har hjemstedsret i det grundtvigske, siger konstitueret formand for Grundtvigsk Forum Kirsten M. Andersen, som derfor hilser aktuel debat om det grundtvigske i dag velkommen.
Strid har hjemstedsret i det grundtvigske, siger konstitueret formand for Grundtvigsk Forum Kirsten M. Andersen, som derfor hilser aktuel debat om det grundtvigske i dag velkommen. Foto: Leif Tuxen

HVOR BANGE ER VI FOR RELIGION? Noget bange er vi, tror jeg. Spørgsmålet er, hvilke konsekvenser vores mistro skal have. Religionsfriheden er ikke uden omkostninger, men vejen frem er ikke at aflyse forholdet mellem religion og offentlighed.

Vi har en religionsmodel i Danmark, hvor religion er en del af det offentlige rum, uden at religionen er formålet eller kan bestemme over det, der foregår i forskellige institutioner. Det er en model, vi skal udvikle i stedet for at afvikle.

Under henvisning til sikkerhed har politikerne på Christiansborg i de seneste år gennemført love, som har skilt ytringsfrihed og religionsfrihed fra hinanden. Det er blevet mere strafbart, hvis en religiøs forkynder eller en religiøs underviser siger noget, som er strafbart, end hvis en hvilken som helst anden person ytrer sig. Det må være en regerings opgave at øge både frihed og sikkerhed. Den amerikanske historiker Timothy Snyder siger det klart: ”At vælge mellem disse er et falsk alternativ. Vi skal ikke opgive friheden for sikkerhedens skyld. Vi skal ikke bytte reel frihed væk for en falsk tryghed.”

Lad os tage fat i det, som stort set alle borgere uanset religion kan være enige om. Vi er bange for islamismen og den terror, som rammer i flæng. Men de nye tiltag, der vil have religion ud af det offentlige rum handler ikke kun om terror. Det er blevet mere udbredt at være bange for religion. Måske er det et udslag af lige dele blufærdighed og en ubekvem følelse over, at man ikke bør skille sig ud og med religiøse symboler vise, hvad man tror på. I offentligheden fylder islam meget som et problem.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der går næsten ikke en uge, hvor spørgsmålet om religiøs praksis i det offentlige rum ikke er på den politiske dagsorden. Skal vuggestuer tvinges til at servere frikadeller? Må imamer og præster være domsmænd og nævninge? Skal al hovedbeklædning på sygehuse forbydes? Må læger og sygeplejersker bære religiøse tegn? Men omvendt er det, som om kristendommen enten behandles som et grundlag, der ikke må pilles ved, eller som noget, der helst skal gemmes af vejen. Det kan jo ikke forklares med islam. ”Religion er en privat sag,” lyder det ofte i debatten som et argument for, at ”religion skal ud af det offentlige rum”.

I det daglige underviser jeg selv i religion på læreruddannelsen i Haderslev. På mit arbejde har jeg aldrig båret et kors om halsen, selvom jeg fik et meget smukt et til min konfirmation. I mit hjem talte vi både om politik, kristendom og kultur. Mine forældre lagde ikke skjul på deres tilhørsforhold til kirken, og de var politisk aktive. Vi indgik i det som forlagsdirektør Jakob Kvist har kaldt ”et blufærdigt fællesskab omkring det kirkelige”. På den anden side var det langtfra ligegyldigt.

Det har givet en frimodighed at vide sig elsket, trods alt, og banet vej for en kampplads i sindet, hvor fortvivlelse og den tomme følelse af, at så meget ikke nytter, modsiges. Det er en stor rigdom at se på livet og verden som givet og opretholdt af Gud, og politisk set giver det en frihed at have en mening, som man selv må stå inde for. Den politiske frie debat, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, har samvittighedsfriheden og religionsfriheden som sin forudsætning, også selv når man ikke skilter med den.

I slutningen af april afgjorde regionsrådet i Syddanmark, at sygeplejersker og læger fortsat gerne må bære religiøse symboler. Det skete, selvom regionens jurister i marts blåstemplede et forbud mod religiøse symboler. Forslaget blev stillet af to politikere, der argumenterede for, at det vil forskrække de syge og gøre dem utrygge at møde en plejer med tørklæde på. En arbejdsgiver må kunne kræve religiøs neutralitet, så et sygehus kan være et sted, hvor patienterne er i centrum.

Det lyder så rigtigt. Hvem skulle være imod, at patienterne skal være i centrum? Neutralitet er næppe det, patienterne har mest brug for, snarere omsorg og venlighed, replicerede biskop Marianne Christiansen. Forslaget blev nedstemt af et stort flertal. Det blev heldigvis ikke til noget. Regionsformanden, Stephanie Lohse, understregede, at der ikke er nogen fordele ved neutralt rum.

Det seneste, politikerne har præsenteret offentligheden for, er et nationalt forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner. Bøn og religiøs praksis er ikke uddannelsesinstitutionernes formål. Det da lige ud af landevejen bare at proklamere ”Religion er en privat sag”, og ”Religion skal ud af det offentlige rum”. Jeg har svært ved at forestille mig den person, der vil tale for, at uddannelsesinstitutioners formål er religiøst. I de mange år, jeg har undervist, har jeg aldrig mødt en eneste, hverken studerende eller lærer, der anfægtede formålet. Vi diskuterer, hvordan vi bedst indfrier formålet.

Om forbud mod religiøse symboler og bederum har både uddannelsesinstitutioner og sygehuse meldt ud, at de ikke har de store problemer. Og når elever ønsker at forsamles om politik, religion eller andet, så foretrækker de ledelser, der har udtalt offentligt, at de helst selv vil bestemme. Det er udtryk for en sekulær indstilling, der sikrer en frihed, som gælder for alle. I de tilfælde, hvor friheden misbruges til social tvang og på den måde kommer til at gå imod en institutions formål, vil de gerne selv skønne, om der er brug for regulering.

Der er en anden værdikamp, som også synger med på omkvædet, at religion skal ud af det offentlige rum. Det er kampen mellem religion og naturalisme. Seneste kapitel i den batalje var, da videnskabsjournalist Lone Frank prædikede sit budskab i Københavns Domkirke i dagene før påske.

I 2015 ramte en mistænkeliggørelse Esben Lunde Larsen (V), da han blev udnævnt til uddannelses- og forskningsminister. Dengang udtalte nogle ganske få forskere, at de var bekymrede over, at have en minister, der tror, at Gud har skabt verden og opretholder den. Vi var mange, der undrede os over, at så veluddannede naturvidenskabsfolk ikke er i stand til at læse en trosbekendelse. De fremturede og fremstod som faktafundamentalister. Jeg er glad for fakta og naturvidenskab, men når de gøres til mere end et stykke videnskabelig objektivitet, så afslører det en mangel på nysgerrighed over for andre videnskabsformer, for eksempel teologi og humaniora. Nysgerrighed og undren over viden har naturvidenskaben ikke patent på.

Jo mere jeg tænker over, hvorfor der er så mange forslag om forbud og regulering af religion, jo mere står det klart, at med alle disse forslag og tiltag kan vi politisk være i gang med at forhandle nye standarder for forholdet mellem religion og offentlighed. Vi skal tænke os godt om, før vi ændrer et samfund, hvor vi som borgere har nydt udstrakte grader af frihed og forvaltet udstrakt selvbestemmelse og skøn i de institutioner og foreninger, som er væsentlige for et rigt folkeligt civilsamfund. Religion i det offentlige rum har lod og del i videreudviklingen af et liberalt samfund, der er godt for mennesker at leve i. De samfund, der er kendetegnet ved at forbyde religiøse symboler og mistænkeliggøre religiøse meninger i stedet for at leve med dem og diskutere og kritisere dem, er historisk set totalitære samfund, som der ikke vil komme noget godt ud af at efterligne.

Jeg ved ikke, hvor bange vi er for religion, men jeg tror ikke, det kun handler om terror, når der henvises til, at religion er en privat sag, der kan forbydes eller diskrimineres i det offentlige rum. Mødet mellem folkekirkens blufærdige fællesskab, muslimer og naturalister er en del af forklaringen.

Grundtvigsk Forum holder i morgen en høring i Fællessalen på Christiansborg under overskriften ”Hvor bange er vi for religion? Og: Kan vi finde en god dansk model for sekularisering?”