Prøv avisen

Hvor er den borgerlige politik?

Grundforskning hører op med at være grundforskning, når man med indgreb udefra behandler den, som om den var opgaveløsning. Det kan ikke være god, borgerlig politik at dræbe det frie initiativ på landets universiteter

DER VAR JUBEL blandt borgerlige politikere og vælgere, da Venstre og De Konservative overtog regeringsmagten i 2001. Sejrherrerne festede livligt på valgaftenen. Nu skulle der andre boller på suppen. Men kom der det?

Der er to ting, man som borgerlig vælger burde være garanteret med en regering bestående af Venstre og De Konservative. Det Konservative Folkepartis engagement i regeringen burde sikre, at der bliver taget godt vare på tradition og overlevering. Mens Venstres andel i regeringsmagten burde garantere plads til og respekt for den enkeltes frie initiativ. Fra begge kunne man forvente decentral styring.

Det er imidlertid det modsatte, vi oplever i universitetsverdenen. Problemet er hverken fusionerne af universiteterne, eller at flere universitetsansatte løser opgaver for ministerier og andre eksterne aftagere. Heller ikke, selvom der mangler argumenter for, at stort er godt i forskningsverdenen, eller at omverdenen er bedre end forskerne til at vurdere, hvilke projekter der gavner samfundet mest.
Problemet er derimod, at traditionen og det frie initiativ bliver sat over styr. Med universitetsloven i 2003 fulgte en énstrenget ledelsesstruktur på universiteterne. Den er siden resulteret i en hidtil uhørt topstyring af forskningen og undervisningen, der tilmed er kendetegnet ved at være ekstremt detaljeret. For blot at nævne et enkelt eksempel ønsker Videnskabsministeriet at bestemme, hvor længe den enkelte studerende må være om at skrive sit speciale.

Det svarer til, at politikerne vil bestemme, hvor mange minutter en medarbejder på et plejehjem må bruge på at børste en beboers tænder, eller hvor mange dage en landsmand må anvende på at få høsten i hus. Venstre og De Konservative vil stærkt modsætte sig begge dele. Men hvorfor blander de sig så som regering i arbejdsgangen på landets universiteter? Universitetsloven skulle jo netop få universiteterne til at fungere som selvstændige virksomheder. Eller var det måske slet ikke meningen? Var loven egentlig ikke udtryk for liberal politik?

Det er blevet overset, at mange af dem, der har valgt en ansættelse som forsker og underviser ved et universitet, ikke har truffet det valg, fordi de er politisk motiveret. Mange af dem har slet ikke noget politisk ståsted. Det er heller ikke bare på grund af interesse for det fag, de er ansat inden for, at de netop har valgt en løbebane i universitetsverdenen, for de havde også kunnet dyrke deres fag inden for andre erhverv, eksempelvis som forlagsredaktører, højskolelærere, mediemedarbejdere eller andet.

MANGE HAR derimod arbejdet ihærdigt og ofret meget for at opnå ansættelse på et universitet, fordi en universitetsansættelse indtil for nylig var den bedst tænkelige mulighed for at tage frie initiativer i åndens verden og på en måde, så man samtidig tog vare på traditionen. Det er de færreste, der har opfattet forsknings- og undervisningsfriheden som en licens til at ligge på den lade side. Langt de fleste universitetsansatte har en arbejdsuge på betydeligt mere end de 37 timer, de bliver betalt for. Friheden er derimod blevet betragtet som en mulighed for seriøs fordybelse i overleveringen og for at forfølge nye idéer uden garanti for udfaldet.

Allerede nu mærker man imidlertid både på sig selv og andre, at det bliver anderledes i fremtiden. Den psykologiske reaktion på den detaljerede topstyring sætter prompte ind, hvad enten den enkelte selv vil det eller ej. Liberale gemytter mister ikke bare enhver lyst til at lægge sig i selen, arbejde over og sætte ting i gang, når de bliver kontrolleret fra top til tå. De mister selve evnen til at tage initiativ og tænke nyt, det vil sige den kreativitet, der hidtil var drivkraften og helst også skulle være det i fremtiden.

Resultatet af den detaljerede topstyring bliver forskere og undervisere, der blot præsterer det nødvendige og i øvrigt forsøger at få sig et liv, som de unge siger, et andet sted. Den medfører medarbejdere, der leverer de påkrævede timers undervisning og det fornødne antal artikler, men uden engagement og derfor også uden nytænkning. Ikke fordi de vil det sådan, men fordi det er det eneste, der er psykologisk muligt i et rigidt regime. Det burde borgerlige politikere kunne forstå. Netop de burde vide, at ønsker man vækst, så opnår man mest ved at give mennesker mulighed for at udfolde sig frit.

OG IKKE KUN det frie initiativ bliver sat over styr med alt, hvad det indebærer af intellektuel og økonomisk stagnation. Traditionen og overleveringen er også i alvorlig fare. For hvor mange gode argumenter, der end kan formuleres for nødvendigheden af seriøs traditionsforvaltning, og hvor enige alle kan blive om dens vigtighed, uanset politisk observans så er det ikke den, der står først for, når nye projekter partout skal passes ind.

Naturligvis er det fristende for politikerne på Christiansborg at blande sig i beslutningerne og det daglige arbejde på universiteterne. Det giver sikkert en følelse af, at man ved, hvad resultatet bliver. Men for det første er det uborgerligt, og for det andet bliver udfaldet af indblandingen sjældent som forventet. Dels fordi det er mennesker og ikke maskiner, der arbejder på universiteterne, og dels fordi grundforskning hører op med at være grundforskning, når man med indgreb udefra behandler den, som om den var opgaveløsning.

Det kan ikke være god, borgerlig politik at dræbe det frie initiativ. Ingen ønsker at gøre det i erhvervslivet, hvorfor dog så i forskningen? Tilmed i en tid, hvor det hedder sig, at viden er vor væsentligste ressource. Det kan heller ikke være god, borgerlig politik at sætte traditionen og overleveringen over styr. Hvorfor ikke i stedet gøre en dyd ud af at lade os komme tænkende ind i fremtiden, herunder med bevidsthed om, hvem vi er, og hvad vi er rundet af?

Der er sikkert meget, Venstre og De Konservative ikke kan forliges om. Men én ting burde de kunne blive enige om: at vejen til bedre forskning og undervisning ikke går gennem mere statslig styring. At løsningen tværtimod består i at overlade mere til universiteterne, deres ledere og medarbejdere. Men disse borgerlige indsigter leder man forgæves efter i den aktuelle forsknings- og uddannelsespolitik. Med sin detaljerede topstyring, der ikke kun rammer universiteterne, men hele forsknings- og uddannelsessektoren, er den i stedet udtryk for en uborgerlig mistillid. Det er samfundsødelæggende. For et godt samfund er et samfund med sammenhængskraft, og sådan et samfund kan ikke fungere uden et grundlag af gensidig tillid, der knytter os sammen.

Behovet for gensidig tillid betyder, at politikerne må overlade det til forskerne og underviserne selv gennem frit valgte studier, indbyrdes diskussioner og gensidig kritik at finde ud af, hvilken forskning og undervisning der er bedst for samfundet. Forsknings- og undervisningsfriheden vil selvfølgelig altid indebære en risiko for, at nogen misbruger den og ikke yder det, de skal. Men det er den pris, man må betale for at have et samfund, hvor der udfoldes samfundsgavnlig originalitet og kreativitet i forskning og undervisning.

Hvis det frie initiativ skal blomstre også i forsknings- og uddannelsessektoren, og hvis overleveringen skal hentes seriøst fortolket med ind i fremtiden, må politikerne altså vise forskere og undervisere mere tillid. Som det er nu, begynder man med at fortælle børn i 1. klasse, at de er forskellige og skal udvikle deres individualitet. Men jo længere de kommer op i uddannelsessystemet, des mere må de opleve, at man ikke har nogen tillid til, at de selv kan forvalte friheden. Politikerne må imidlertid forstå, at ingen af os vælger politikere for at lade dem umyndiggøre os og heller ikke for, at flest mulige mennesker i samfundet kan blive umyndiggjort. Vi vælger derimod vore politikere, for at de kan repræsentere os i sager, der kræver fælles handling. For eksempel bevarelsen af forsknings- og undervisningsfriheden.

Dorthe Jørgensen er lektor, dr.phil. ved Afdeling for Idéhistorie på Aarhus Universitet og Peter Kemp er dr. theol. og fil.dr., professor ved Institut for Pædagogisk Filosofi, DPU