Prøv avisen
Kronik

Hvor er det myndige lægfolk?

Haves: En tusindårgammel folkelig institution. Ønskes: Et myndigt lægfolk. Måske skal man ikke begræde de mange udmeldelser, for de kan være med til at skabe en folkelig vilje, som besinder sig på kirke og kristendom

SKAL MAN TRO DE TAL, som senest er fremkommet om 10-20.000 ekstra udmeldelser af folkekirken fremprovokeret af Ateistisk Selskabs opfordringer til medlemmer om at forlade folkekirken, så er det tydeligt, at selskabet har haft god vind i sejlene. Det har skabt en del bekymringer hos kirkefolket, for hvor langt ned i medlemstal skal man, før man ikke længere kan tale om ”folkets kirke”?

Jeg mener, at man her med Mark Twains underfundige ordspil skal lade være med gennem begrædelser at give bekymringerne svømmeundervisning. Det kunne jo tænkes, at de druknede af sig selv, når man i stedet begyndte at reflektere over, hvad det i grunden er, der er på færde i folkekirken. Måske kan det være en god nyhed, at så mange har meldt sig ud af den samlende institution, som folkekirken i generationer har været. For først, når det for alvor er erkendt, kan der skabes en folkelig vilje til at tage problematikken alvorligt.

I Sjørring i Thy står der i haven uden for den daværende højskole, det gamle Sjørring Vold, en sten, sat af venner til minde om den navnkundige folkeoplyser Folke Trier. På stenen har billedkunstneren Erland Knudssøn Madsen indridset et dannebrogsflag samt indskriften ”Jeg bringer glædeligt budskab. Fjenden er i landet.”

Inskriptionen stammer fra Saxos danmarkskrønike, hvor der fortælles om en anden Folke, der var grundigt træt af, at folkene i kongsgården stort set ikke lavede andet end at drikke, æde og fordøje. En dag hvor han sidder og funderer over rigets tilstand, får han øje på fremmede krigsskibe. Da rejser han sig og rider den lange vej fra Ejderen til kongsgården i Jelling, og da han kommer frem slår han døren op og råber: ”Jeg bringer glædeligt budskab. Fjenden er i landet.” Underforstået, at så må I da vågne op, handle, gøre noget og kæmpe for alt, hvad I har kært og tror på. Og som sagt så gjort. Fjenden blev drevet tilbage. Det var det, der skulle til, for at folkene i kongsgården omsider vågnede op til dåd.

DET ER EN LIGNENDE opvågnende samling af folk med magt og myndighed, der fordres. At man efter flere års søvngængeri anerkender, at det er et folkeligt og medmenneskeligt problem, hvis en så stærk folkelig institution som den danske folkekirke yderligere svækkes.

Den tro, som kristendommen står for, og hvis offentlige og folkelige ramme er folkekirken, indeholder sandheder, der folkeligt set formidles stærkest gennem den trospraksis, som kirken formidler. Der er her tale om etiske og medmenneskelige sandheder, som vi som folk ikke kan være foruden. Men kristendommen former ikke som set tidligere det daglige liv i Danmark, og det kan på længere sigt svække den sammenhængskraft, vi har kendt til.

Adskillige præster og menighedsråd gør, hvad de kan for at standse blødningen. Der bliver indbudt til et sandt overflødighedshorn af alternative gudstjenesteformer, børn og unge møder på en helt anden aktiv måde end tidligere kirken og dens præster, når de sammen med deres forældre indbydes til særlige børne- og konfirmandgudstjenester og arrangementer, og der er ingen, der skal komme og anklage kirken for ikke at se problemet i øjnene.

Som tidligere sognepræst gennem 35 år er det en fornøjelse og en bekræftelse at se så mange arbejde med så forskellige tiltag for at gøre tilgangen og indgangen til kirken og dens gudstjeneste lettere. Men sagen er, at dette arbejde er professionaliseret, forstået på den måde, at det primært er de ansatte i folkekirken, der yder dette prisværdige arbejde. Men de alene løser ikke på længere sigt problemet. Det gør kun folket i kirken. Kun de kan genskabe den sammenhængskraft, der er ved at forsvinde, og som på mange andre områder i landet er forsvundet, i og med at flere af de offentlige institutioner er blevet svækket, dels af økonomisk kortidstænkning, dels af manglende folkelig vilje til at bibeholde dem. Et skrækeksempel er postvæsenet, som tidligere var en garant for at landet var bundet sammen, men ingen ved sine fulde fem tror på, at det har en fortsat levetid og hermed eksistensberettigelse i Danmark. Andre institutioner bløder i dag på samme måde grundet kortsigtet nyttetænkning, og er man pessimist ser det ud til, at det også langsomt men sikkert rammer folkekirken. Sandt er det i al fald, at folkekirken er ved at være den sidste stærke offentlige institution, der fortsat kan sikre sammenhængskraften herhjemme, og skal det lykkes, så fordrer det, at andre end de i kirken ansatte erkender deres ansvar.

DET, DER SAVNES I DAG, hvor udfordringen er til at tage og føle på, er et myndigt lægfolk i kirken. Og derfor kan det være et glædeligt budskab, at folkekirkens fjende nummer ét – Ateistisk Selskab – er lykkedes med deres ihærdige kampagne. For først da kan der næres forventninger til, at lægfolket vågner op til dåd. Det afhænger alt sammen af, om vi som folk vil tage ejerskab over for det hus, som blev rejst længe før os, og som forhåbentlig stadig står længe efter os.

Længe nok har vi med kirkeskattekroner serviceret os ud af et forpligtende fællesskab i folkekirken. Jeg tænker her på de mange opgaver, vi ansatte tager os af, som det i grunden var folkets eget ansvar at løse. Det skabte som sagt en anden form for liv i og omkring kirken, og det skabte arbejdspladser for en løntung gruppe i kirken. Men det skabte også en afstand fra kirkens indre liv. Ingen behøvede at tage ansvar. Det klarede de ansatte.

Men med færre og færre medlemmer af folkekirken vil det ikke længere være muligt at fortsætte med den model. Og godt nok for det. For det åbner for den indlysende sandhed, at skal folkekirken fortsat have navn af at være folkets kirke, så må det samme folk, som ønsker folkekirken bevaret som folkets kirke, ledet af et myndigt lægfolk, træde i karakter. Et sådant myndigt lægfolk har tidligere været synligt og virksomt, og jeg har en begrundet forhåbning til, at det kan blive synligt igen.

Jeg tænker især på meningsdannere inden for folkeskolen, højskolen og andre folkelige institutioner, der fortsat er medlemmer af folkekirken. Der må være en indlysende grund til, at de ikke har ladet sig overtale af ateisternes kampagne. Og den grund må de hjertens gerne udtrykke i tale og skrift og gennem deres institutioner udleve.

Det er livet i kirken om at gøre, at de gør det. Folkekirkens styrke afhænger ikke alene af antallet af betalende medlemmer, men i lige så høj grad af, hvem der fortsat er medlemmer. Kort og godt handler det ikke kun om, hvor mange vi er, men mere om, hvem vi er. En sådan tydelighed vil også på længere sigt højne dåbstallet, da meningsdannerne i nogle af de stærke institutioner i landet har en stor indflydelse på, hvad unge familier vælger for deres børn. At vi som folk vil kirken og søndagens gudstjeneste skal være et myndigt lægfolks utvetydige svar på de såkaldte ateisters aggressive kamp mod kirken.

Haves: En tusindårgammel folkelig institution. Ønskes: Et myndigt lægfolk.