ENDNU EN GANG skal vi igennem diskussionerne om, hvor meget og hvordan folkekirkens præster skal tro. Endnu en gang gør man, som om folkekirken er en bekendelseskirke. Det gør både de liberale og de konservative. Hvad de skændes om, er, hvor lidt eller hvor meget man kan klare sig med.
Grundtvig ville ikke spille med på den boldbane. Efter sit mislykkede felttog mod H.N. Clausens liberale fortolkning og efter forgæves at have forsøgt at få det gjort lovligt, at de ”gammeldagstroende”, som han regnede sig selv til, kunne udtræde af statskirken, nåede han frem til, at man måtte betragte statskirken - og efter Grundloven folkekirken - som et hus med mange værelser, hvor han håbede, at Guds kirke kunne få lov at bo i et gæsteværelse. Så længe han levede, fandt han ikke, at man var kommet langt nok med friheden, men han mente, at man var på vej.
Hans holdning blev siden af de grundtvigske formuleret sådan, at folkekirken var en borgerlig ramme om de mange og forskellige menigheder. Ud af den forståelse udvikledes en praksis, der i lige grad gav præsterne frihed til at tro og tænke, som de kunne forsvare det over for deres samvittighed, og menighedernes medlemmer frihed at finde en præst, de havde tillid til.
Der blev åbnet en hel række ventiler: Man kunne danne valgmenigheder; mindretal kunne hente præster fra andre sogne til at holde regelmæssige gudstjenester i sognets kirke; man kunne løse sognebånd til præster i andre sogne; et mindretal kunne for egen regning ansætte en ekstra præst ved egen kirke.
I sidste ende kunne man komme af med en præst ved vedvarende uoverensstemmelse mellem menighed og præst - uden at man skulle have dommere til at afgøre, hvad der var sand kristendom. Ventilerne virkede så godt, så man i næsen 100 år undgik læresager.
DENNE LIBERALE UDVIKLING blev rullet tilbage med den ulykkelige lov om gejstlige læresager, som blev vedtaget for cirka 20 år siden og straks blev brugt til at ekspedere en præst ud af folkekirken. Det skete i en proces, hvor man brugte bekendelsesskrifterne, som var de juridiske dokumenter, hvad de naturligvis ikke er.
Loven er hidtil kun blevet brugt den ene gang, men skadevirkningen er stor. Thorkild Grosbøll måtte underkaste sig et ydmygende teatershow, hvor han over for biskop Jan Lindhardt skulle fremsige trosbekendelsen, uden at der i øvrigt blev taget stilling til hans teologiske udsagn. Det var en pinlig udstilling af, at såkaldt bekendelsestroskab er et disciplineringsinstrument, der kan bruges til at skræmme præster, uden at man behøver at gøre rede for, hvad indholdet af bekendelsen er.
Siden har man trukket bekendelseskortet den ene gang efter den anden. Er Gud en skabende og opretholdende Gud? Er Gud almægtig? Og nu: Er Jesus blevet fysisk levende efter at have været død? Man kan true med at sætte det konfessionsløse kirkeministeriums lige så konfessionsløse advokatfirma til at være anklager for en statslig domstol.
Man forestiller sig grotesk, at en sådan proces kan afgøre, hvad der er sand kristendom. For hvad andet kan en sådan proces vel handle om? Folkekirken kan da ikke gøre, som om den har en lære, der er snævrere end evangelisk kristendom. Luther ville have betakket sig for, at luthersk i evanglisk-luthersk skulle forstås som en indskrænkning af det almene.
MEN MERE END DET. Truslen om at blive trukket i retten fører til hykleri, når præster bliver fristet til af bekymring for levebrødet at svare, hvad de tror, at en domstol vil have dem til at sige. Og hvad værre er: Det vil gøre præsterne utroværdige, at man kan mene, at de siger, hvad de siger, fordi de er tvunget til det.
Hvad så? Så er det, man må spørge, hvad der er blevet af den grundtvigske forståelse af, at folkekirken er en borgerlig ramme om menighederne. Det er jo ikke blot højrefløjsrepræsentanter, der prøver at bruge argumentet om bekendelsestroskab til at ekskludere de mere liberale. De liberale hopper på limpinden og kaster sig ud i lange forklaringer om, hvordan de dog alligevel er inden for bekendelsernes rammer. Hele kompasset rundt køber man forestillingen om, at folkekirken er en bekendelseskirke.
Det er ikke holdbart. Det juridiske grundlag for at hævde det er tyndbenet. Man argumenterer med, at der står i Grundloven, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og som sådan understøttes af staten. Derudaf henter man forestillingen om, at staten via Grundloven har til opgave at drage omsorg for, at folkekirken holder sig til den rette evangelisk-lutherske dogmatik.
Naturligere er det at forstå Grundlovens formulering sådan, at med ”den evangelisk-lutherske kirke” henvises der til den kirke, der hedder sådan. At den er folkekirke, er en konstatering af, at størstedelen af befolkningen er medlemmer af den, og det er i kraft af det, at man pragmatisk indrømmer den en særstilling. Staten er konfessionsløs.
Men ikke bare juridisk, men også kirkeligt og teologisk er det uholdbart. Folkekirken har for længst opgivet enhver forestilling om kirketugt med hensyn til de menige medlemmer. Der stilles ikke læremæssige eller moralske krav til hverken den brede medlemsskare eller til menighedsrådsmedlemmer, organister, kordegne, kirketjenere eller kirkeministre. Krav om bekendelsestroskab rejses udelukkende i forhold til præsterne. Det er en mærkelig halvkatolsk rest i en kirke, der ellers siger, at enhver, der er krøbet ud af dåben, er præst. Mener man, at troen skal bæres af de aflønnede præster? De andre kan mene, hvad de vil. Selvom de ikke tror korrekt, må de gerne være med, bare de betaler kirkeskat.
De teologiske forskelle er så store i den danske folkekirke, at det er nødvendigt at betragte den som en ramme. Hvis samhørigheden skal begrundes med læremæssig enighed, må folkekirken splittes. Det vil være trist. Især af hensyn til alle dem, der ikke foregiver at have faste meninger om Gud og Jesus. De bliver hjemløse.
Men også af hensyn til alle os, der vedkender os, at vi har meget med hinanden at gøre. Vi bruger samme salmebog, stort set samme gudstjeneste. Vi taler sammen med mange, som vi ikke har teologiske meninger fælles med, men hvor det giver gensidig inspiration og eftertanke at spørge om, hvordan de andre kan sige, som de gør, når vi finder, at det, de siger, ikke stemmer overens med, hvad de siger i salmer og bønner.
Derfor er der brug for at få genåbnet idéen, om at folkekirken er en borgerlig ramme om meget forskellige forståelser af troen. De grundtvigske er nærmest til det. Så bliver der også plads til en fri teologisk samtale.
Der er ikke brug for andre myndigheder til at regulere troen end menighederne. Provsters og biskoppers fornemste opgave er at sørge for, at der bliver taget hensyn til mindretallene. Og i øvrigt at være fyrtårne, der taler til kirkefolk og til samfund, så det kan høres, at evangeliet har noget at sige i nutiden.