Hvor er kirkens samfundsengagement?

Tiden præges af konkurrencetænkning, naturødelæggelse, nyttetænkning, velfærdsbeskæringer, øget afstand mellem rig og fattig, ghettoisering. Vil kirken af lutter angst for at blive politiserende bare se passivt til en sådan samfundsudvikling?

Hvor er kirkens samfundsengagement?

Den Danske Folkekirke er i vækst. Man hører ganske vist altid om faldende medlemstal, og der er ganske rigtigt af helt indlysende grunde tale om en matematisk tilbagegang. Men kender man bare lidt til kirken, vil man også vide, at den samtidig er i vækst og fuld af liv i form af rigtig mange aktiviteter, for kirken har nemlig med mange nye tilbud formået at leve op til samtidens markedsorienterede forbrugersamfund og imødekomme individets ret og evne til selv at vælge, hvad der skal ”forbruges”. Den omstilling er hverken udtryk for populisme eller tivolisering, men for rettidig omhu.

En ansvarlig kirke må nemlig altid afspejle samtiden, hvis den ikke skal isolere sig fra det omgivende samfund. Epoken præges af individualisme, men også af konkurrencetænkning, vækst-ideologi, naturødelæggelse, materialisme, instrumentalisering, nyttetænkning, protektionisme, privatisering, velfærdsbeskæringer, øget afstand mellem rig og fattig, ghettoisering. Vil kirken af lutter angst for at blive kaldt politiserende bare se passivt til en sådan ”samfundsudvikling” og alene holde sig til ”betjening af forbrugerindividet”?

Når talen er om kirke og kristendom, har tiden aldrig stået stille, og ethvert synspunkt og enhver gruppering er, hvad enten man bryder sig om det eller ej, stadier og led i en diskurs – teoretisk og praktisk. Såvel teologi som kirke har altid afspejlet skiftende tider, hvilket ikke er udtryk for følgagtighed, men tværtimod for ansvarlighed i retning af at aktualisere kristendommen og give samtiden ”svar på tiltale”. Spørgsmålet er, om og i givet fald hvordan kristendommen kan formuleres og aktualiseres, så også mennesker af i dag gribes af kirkens forkyndelse og forstår og lever livet kristeligt. Den omstilling er i en vis forstand lykkedes i kraft af dygtige præster og menighedsråd, organister, sognemedhjælpere, musikpædagoger og flere, som alle fortjener stor ros. Kirken har formået at svare på og imødekomme samtiden i én henseende, nemlig hvad forbrugermentalitet angår. Men så vidt, jeg kan se, er tiden nu både teologisk og kirkeligt i høj grad inde til et næste trin med vægten på ”samfund” – på fællesskab og solidaritet, både når talen er om forholdet til ens medborgere, til andre nationer, til naturen og klimaet. Imødekommer kirken fortsat kun nutidens individualisme og forbrugerisme, risikerer den bare at være følgagtig og ikke fungere som et kristeligt kvalificeret svar på den samtid, der på flere niveauer er destruktiv både menneskeligt og med hensyn til natur og klima.

Er tiden ikke nu moden til at gøre op med individuel og kollektiv egoisme og fremtænke en fællesskabsteologi, som vel at mærke ikke er det samme som partipolitisk teologi? Er den tidligere teologisk-kirkelige koncentration om mig selv og mine behov efterhånden ikke – ja, kristeligt set uforsvarlig, hvis den står alene, selvom der er en lang luthersk tradition for at tænke kristendommen som et meget personligt og privat anliggende? Martin Luther var som bekendt renæssancemenneske og gjorde som barn af en i forhold til middelalderen ny tidsalder både teologisk og kirkeligt op med centrale idéer i den katolske kirke, der på mange måder var forblevet i middelalderen – i den gamle epoke. Han var så forpint af denne autoritetskirkes selvforståelse og bogholderkristendom med truslen Guds dom, at der i hans renæssancesind og intellekt satte sig en kristendomstolkning igennem, som resulterede i en meget personlig og inderlig måde at være from på og i en ny kirkelig praksis, som spaltede kristendommen i katolicisme og protestantisme. I og med renæssancen havde der nemlig udkrystalliseret sig et selvbevidst ”individ”, og Luther kom den nye tid i møde ved at placere det enkelte menneske direkte over for Gud uden kirkens mellemkomst. Og selv flyttede han, som tidligere havde været et superkristent middelaldermenneske, ud af klosteret – ud i verden, men vel at mærke stadig som kristen, nu bare med en mere samtidspassende individtilpasset tolkning af kristendommen. Endnu i 1800-tallet puster de kirkelige vækkelser liv i et individualistisk helliggørelsesideal, og Søren Kierkegaard tager i sit forfatterskab med inspiration fra kristendommen originalt livtag med en personlig eksistentiel selvforståelse som svar på den stadigt voksende individualisering. Han skriver som barn af sin tid om hin enkelte og troens spring. Men udviklingen bevirker, at tanken om fromhed og helliggørelse med en form for naturnødvendighed fortoner sig både individuelt og kollektivt, og den direkte religionskritik ser dagens lys med afsløring af religion som unødvendig overbygning, hvad blandt andet de tre mistænksomhedens tænkere Marx, Freud og Nietzsche gennemskuer. Siden er individet kommet mere og mere i fokus, og verdsliggørelse og sekularisering har langsomt, men sikkert afløst forestillingen om helliggørelse. Det senmoderne individ er efterhånden blevet et ateistisk ego – måske tilsat lidt fritidsspiritualitet, og verden bliver mere og mere selvkørende – uden Gud. Skal kirken så bare lade samfundet sejle sin egen sø og nøjes med at koncentrere sig om at imødekomme de individuelle religiøse, spirituelle og kulturelle behov?

Der er mange former for kirke og kristendom, men det rokker ikke ved, at der i Det Nye Testamente – i evangelierne og i de øvrige skrifter kommer en grundlæggende livsforståelse til udtryk. Om man nu vil kalde sig kristen eller ej og eventuelt bare opfatter Jesus som et stort menneske, kan man ikke nægte, at han står for en livsindstilling, som ikke kun handler om individet i forhold til sig selv eller i forhold til Gud, men også og måske især om, hvordan man bruger sig selv som medmenneske. Hvordan er jeg over for min næste? Jesu krav er det simple, at du skal elske din Gud og din næste som dig selv. Se dig selv som den anden! Her kan man så prøve at slippe udenom ved at problematisere, om man elsker sig selv, og hvem der i øvrigt er ens næste og lignende, men det kan ikke for alvor sløre den kendsgerning, at den enkelte ikke er alene i verden som et isoleret individ, men i samfund med andre lokalt, nationalt og globalt og i samfund med Gud – som gæst i en kosmisk virkelighed, der ikke er vores.

Som jeg oplever det, handler nutidens folkekirkelige forkyndelse næsten aldrig om mennesket som aktiv kristen samfundsborger, og den teologiske debat er faktisk blottet for samfundsmæssige aspekter. Kun få teologer deltager for eksempel i den politiske debat, skønt der kunne være god grund til at holde udviklingen op mod Jesu livsforståelse. For divergensen mellem den egocentrerede vækstideologi og konkurrencestatsfilosofi på den ene side og Jesu gudsbevidsthed og næstekærlighed på den anden side er efterhånden til at få øje på. Så hvis kirken skal følge med tiden uden blot at være et spejlbillede af den, bør den efter min mening nu begynde at efterspørge en mere samfundsorienteret teologi. Med andre ord: Hvad er kirkens svar på, at kloden og klimaet ødelægges, at afstanden mellem de fattige og de rige lande øges, at flere og flere bukker under for ensomhed og stress, og at konkurrencementalitet og profitbegær efterhånden køres i stilling som politisk agenda?

Hvis kirken ikke formår at modsvare ”den slags samtid” og stiltiende lader en sådan ”udvikling” dominere, risikerer den at reducere sig selv til at være en isoleret klub med fine tilbud til dem, der har et særligt, personligt og privat behov for kirkelig kulturaktivitet og måske sjælesorg. Men i så fald kan kristendommen ikke længere gøre krav på at være universel og evigt aktuel. Så er den ikke længere Guds ord til enhver samfundsborger, men bare en historisk tilfældig og relativ ”forkyndelse” – en slags spirituel ”teknik” a la yoga og meditation alene beregnet til privat forbrug.