Med kritisk front mod ikke mindst KFUM og Olfert Ricard voksede Tidehverv for næsten 100 år siden ud af blandt andet Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse. Oplevelsesorienteret kristendom, inderlig moralisme, religiøse følelser, kristen idealisme, sentimentalitet, kirkelig pænhed og lukkethed, fædrelandskærlighed og den tætte sammenhæng mellem kultur/politik og kristendom var nogle af de mål, som de oprindelige tidehvervsfolk skød til måls efter.
I sin bog ”Tidehvervs historie” mere end antyder Torben Bramming, at Tidehverv i 1993 var ved at indtage de positioner, som det oprindelige opgør beskød.
Uden at kunne vurdere detaljerne i konteksten for små 100 år siden vil jeg gerne skrive under på den forståelige og nødvendige kritik fra de oprindelige tidehvervsfolk.
Grundlæggende kritiske spørgsmål til samtid og magthavere af enhver slags har været Tidehvervs største og vigtige bidrag til teologi og kultur gennem bevægelsens historie.
”Den røde tråd er i virkeligheden trangen til opgør,” skriver Bramming. Tak for den gode og skarpe samtidskritik. Vi er mange, der har ladet os inspirere af den klassiske tidehvervske kritik af alt menneskeligt, for eksempel ideologier, idealismer og moralismer.
Men der er jo forskel på at lade sig inspirere og at lade sig radikalisere. Der findes i dag alt for mange radikaliserede tidehvervsfolk, der nægter at indse det helt banale, at verden har forandret sig og er blevet global.
En typisk automatreaktion fra de radikaliserede tidehvervsfolk er, at mennesket gøres mindre, end det er, for så i næste moment at kunne lukke øjnene for - netop som menneske - at leve livet i ansvar for samtidens mest brændende problemer.
At gøre mennesket mindre, end det er, er lige så farligt og uansvarligt som at gøre det større, end det er. I begge tilfælde er det nemlig at tale forbi den enkeltes pligt til at udleve netop sit ansvar.
Teologisk set drejer det sig om at fastholde, at mennesket både er skabt i Guds billede og er en ufuldstændig synder. I en konkret 2016-virkelighed kunne det eksempelvis formuleres sådan, at man udmærket kan bruge sine naturvidenskabelige evner på at udvikle grøn teknologi til bekæmpelse af klimaforandringer uden dermed automatisk at skulle beskyldes for, at man er i gang med at gøre sig til Gud selv eller verden til Paradis.
Man kan også udmærket være en dygtig diplomat, der har været med til at gøre de seneste årtier til de historisk set fredeligste, uden at skulle beskyldes for at være i gang med at gøre sig til en ny Jesus.
Hvordan står det så til i 2016? Menneskeheden og ikke mindst et homogent samfund som det danske er udfordret af en globalisering, der blandt andet konkretiserer sig i form af internet, samhandel, billige rejser og globale udfordringer.
De største udfordringer hedder klima, global uretfærdighed, flygtninge og en international økonomi. Disse udfordringer har nationalstaten ikke (og slet ikke, når den er så lille som Danmark) en kinamands chance for selv at løse.
Sådan ser verden ud i 2016 - også for en radikaliseret tidehvervsmand og kvinde. Vil man med ansvar ”være jorden tro”, må man forholde sig til, hvordan denne jord ser ud lige nu. Fair nok, hvis man foretrækker 1950'erne, men det oprindelige Tidehverv har blandt andet lært os at møde verden og tiden, som den virkelig er.
Fair nok, hvis man er imod internet og billige flybilletter, men vil man lyttes til, må man først og fremmest forholde sig til verden, som den rent faktisk ser ud. Og lige nu er verden i høj grad præget af menneskeskabte problemer. Problemerne har mennesket ansvar for at bruge sin viden (for eksempel grøn teknologi) og evner (for eksempel at skabe fair samfund) til at gøre noget ved.
De seneste årtier og stort set siden Brammings bog fra 1993 har det synlige Tidehverv systematisk tilsluttet sig Dansk Folkepartis nationalkonservatisme. Da Bramming skrev sin bog, var det internationalismen, store EU-visioner og Murens fald, der prægede den offentlige debat.
Her var det forståeligt, at nogle tidehvervsfolk løftede det kritiske flag i forhold til de store ord, de store følelser og den store optimisme. Men virkeligheden har jo ændret sig. Og desto mere besynderligt er det, at det synlige Tidehverv i samme periode er gået i ét med nationalismen hos de aktuelle sejrherrer i Dansk Folkeparti.
”Gå i ét med” vil her sige, at tidehvervsfolk har glemt netop det vigtigste Tidehvervs-dna: samtids- og ideologikritikken og trangen til opgør. Hvor er den traditionelt karske og bloddryppende tidehvervske kritik af tidens mest magtfulde parti? Hvor er de ikke-radikaliserede tidehvervsfolk med mod til at se den globaliserede verden, som den er?
Havde der eksisteret en levende og vågen samtids- og ideologikritik i Tidehverv, ville den have udfoldet sig med skarp pen og tydelig signatur mod netop tidens stærkeste politiske magt. Den udeblevne tidehvervske kritik af Dansk Folkepartis brug af kristendom som moralsk legitimering af sin magt og sin politik er et sørgeligt portræt af et forstenet og temmelig irrelevant Tidehverv.
Den udeblevne kritik af tidens magthavere afslører, at Tidehverv tilsyneladende har forladt sin samtids- og ideologikritiske tradition og er blevet til et tandløst og dovent selskab for selektiv hatecrime mod udvalgte positioner, mens andre idealismer kun berøres med fløjlshandsker.
Sådan er det gået for de radikaliserede tidehvervsfolk. Men hvor er kredsen af tidehvervsfolk uden for gruppen af de radikaliserede? Hvor er jeres svar? I kan være politisk røde eller blå - det er lige meget. Men I kan da ikke kalde jer tidehvervsfolk og så samtidig stille op i tavshedens kø, når tidens stærkeste politiske parti systematisk søger at tage patent på både kristendom og danskhed. Resultatet er tilsyneladende en afvæbnet og ukritisk kristendom pakket ind i nationalismens og magtens uniformer, mens den tidehvervske tavshed er rungende.
Kritikken af KFUM for næsten 100 år siden var sikkert berettiget og måske også én af årsagerne til, at vi i KFUM og KFUK ofte spørger os selv, om vores aktiviteter og engagement blot er selvpromoverende moralisme, der i virkeligheden blot dækker over et forsøg på selvfrelse og personlig branding.
På de gode dage finder vi balancen og handler som mennesker med ansvar over for den aktuelle samtid uden at leve i den vildfarelse, at vi er i gang med at skabe et paradis på denne jord. På de dårlige dage er vi ude af balance. Men alle dage påskønner vi inspirationen fra blandt andet Tidehvervs oprindelige samtids- og ideologikritik.
Lad mig i denne sammenhæng præsentere mig som den tidehvervske KFUM og KFUK'er, der kigger længelsfuldt efter tidehvervsfolk, der har mod til at være ”jorden tro” ved at forholde sig til de største trusler i 2016, og til at levere en seriøs kritik af de aktuelle magthavere i Dansk Folkeparti og omegn.
Jørgen Kvist er generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark