Hvor er visionen for de næste 100 års folkebiblioteker?

I de seneste 100 år har stat og kommuner med succes understøttet biblioteker for alle rundt om i landet, men med pres på folkebibliotekerne er spørgsmålet, om de folkevalgte stadig har visioner for folkeoplysningen, skriver historiker og forfatter

Folkebibliotekerne opstod ud af en oplysningstrang og et ønske om at styrke folkestyret. Spørgsmålet er, hvem der i dag fremviser politiske visioner for de næste 100 års folkebiblioteker. Lad os bruge dette års 100-årsjubilæum til i fællesskab at sætte nye visioner for folkeoplysningen i det 21. århundrede, skriver historiker i kronikken.
Folkebibliotekerne opstod ud af en oplysningstrang og et ønske om at styrke folkestyret. Spørgsmålet er, hvem der i dag fremviser politiske visioner for de næste 100 års folkebiblioteker. Lad os bruge dette års 100-årsjubilæum til i fællesskab at sætte nye visioner for folkeoplysningen i det 21. århundrede, skriver historiker i kronikken. Foto: Birthe Melchiors/Ritzau Scanpix.

I MORGEN markeres 100-året for Danmarks første bibliotekslov. Ved århundredets begyndelse fandtes der rundt om i landet et varieret bibliotekstilbud af private foreningsbiblioteker, læseselskaber, lejebiblioteker og enkelte offentlige biblioteker foruden Det Kongelige Bibliotek, Universitetsbiblioteket og Statsbiblioteket fra 1902.

Med loven fra den 5. marts 1920 ændrede billedet sig gradvist. Folkebibliotekerne blev i udpræget grad et anliggende for det offentlige, som gennem kommunal og statslig støtte udviklede sig til uundværlige velfærdsinstitutioner for mange danskere.

Idéen om biblioteker for hele folket var solidt forankret i moderne oplysningsidealer og troen på, at det enkelte menneske under de rette betingelser kunne tage ansvar for samfundsudviklingen.

Omkring grundlovsændringen i 1915, hvor stort set hele den voksne befolkning blev inkluderet i demokratiet, var der bred enighed om at understøtte befolkningens oplysning. I dette arbejde stod bogen og læsningen helt centralt. ”Bogen er livets talisman, og den moderne kulturs hovedopgave består i at udbrede lysten til læsning og give folket midlerne i hænde til at oparbejde kærligheden til skrift,” skrev professor Vilhelm Grønbech i et essay i 1922. Med folkebiblioteksloven tog politikerne afgørende skridt hen imod etableringen af det moderne Danmarks store dannelsesinstitution.

Loven pålagde staten at medvirke til ”bibliotekssagens fremme”. Det gjorde staten først og fremmest gennem Statens Bibliotekstilsyn, der fordelte statstilskuddet, fastlagde samarbejdet mellem centralbiblioteker og folkebiblioteker og gennem vejledning og inspektioner sikrede, at bibliotekerne levede op til lovens bestemmelse om udbredelse af kundskaber og almindelige oplysning.

Oplysningssigtet stod klart: Folkebibliotekerne skulle udbredes til hele landet, så oplysningen kunne nå de mange sogne, der ikke havde et offentligt bibliotek. Samtidig skulle bogudvalget præges af alsidighed og kvalitet.

Det var ikke bibliotekernes opgave at lære folk at læse eller at skaffe dem den lette læsning, mente tilsynets første og særdeles indflydelsesrige direktør, Thomas Døssing. Det gjorde ugebladene meget bedre. Bibliotekernes opgave var i stedet at virke opdragende, at føre læseren fremad og opad. For at realisere målene tog tilsynet del i organiseringen og professionaliseringen af biblioteksvæsenet.

Frem til oprettelsen af Danmarks Biblioteksskole i 1956 stod tilsynet for uddannelsen af bibliotekarer, og tilsynet spillede også en betydelige rolle ved organiseringen af forholdet mellem centralbiblioteker og mindre biblioteker, der skabte grundlaget for en centralt styret bogbestilling samt fælles klassifikations- og katalogiseringsstandarder.

Statens engagement i bibliotekssagen mødte modstand blandt dele af biblioteksbevægelsen, som ønskede at fastholde folkebibliotekerne på frivillige hænder, og som så statens organisering og professionalisering som formynderi. I årene fremover blev mange biblioteker fortsat drevet i civilsamfundet, men i længden var det svært at overleve uden offentligt tilskud.

Med velstands- og velfærdsudviklingen efter Anden Verdenskrig slog de offentlige folkebiblioteker for alvor igennem som biblioteker for næsten alle danskere. Efterkrigstidens uddannelseseksplosion gjorde behovet for viden større, og stort set alle danske børn stiftede bekendtskab med bibliotekerne i deres skoletid.

I 1964 vedtog Folketinget en ny bibliotekslov, der muliggjorde drømmen om at udbrede bibliotekerne til alle egne af landet. Helt i tråd med det nyoprettede kulturministeriums tanker om demokratisering af kulturen pålagde loven alle kommuner at stille et gratis bibliotekstilbud til rådighed. Derved forsvandt den sidste rest af de foreningsdrevne biblioteker. For at nå ud til alle danskere intensiverede bibliotekerne ydermere det opsøgende arbejde med oprettelse af nye filialer, bogbusser og biblioteker på arbejdspladser, sygehuse og fængsler.

Loven gav mulighed for flere kulturelle aktiviteter og udlån af andre medier. Det betød blandt andet, at antallet af arrangementer voksede, og musikbibliotekerne oplevede en voldsom opblomstring. I samme ombæring kom tidligere udskældte forfattere som Morten Korch og genrer som tegneserier, modeblade, krimier, science fiction og hobbybøger på udlånshylderne. Dermed var vejen banet for den store vækst i antal lånere, bøger og udlån, som bibliotekerne fik i de efterfølgende to årtier. Toppen for udlån blev nået i midten af 1980’erne med lige under 90 millioner udlånte bøger. På nær folkeskolen kunne ingen anden kulturinstitution mønstre en lignende tilslutning.

Med loven i 1964 og kommunalreformen i 1970 var mange af bibliotekssagens oprindelige ønsker virkeliggjort, og bibliotekerne var blevet en naturlig del af velfærdsamfundet. Set i bakspejlet blev 1980’erne et vendepunkt, hvor staten nedtonede interessen for biblioteksområdet, og kommunerne entydigt overtog ansvaret for bibliotekerne.

En lovrevision i 1983 indførte bloktilskud og afskaffede den lukrative statslige refusionsordning, der tilskyndede kommunerne til at bruge penge på bibliotekerne. I 1990 blev Bibliotekstilsynet nedlagt, hvilket yderligere understregede, at kampen for et ensartet bibliotekstilbud i hele landet var overstået.

Godt nok overtog staten i 1993 ansvaret for centralbibliotekerne, men det statslige engagement for en fælles biblioteksudvikling er svundet gevaldigt ind siden. I 2010 udgav Statens Bibliotekstilsyns arvtager, Styrelsen for Bibliotek og Medier, visionen ”Folkebibliotekerne i videnssamfundet”, der indtil videre er det sidste bud på en fælles national håndtering af biblioteksudviklingen. Siden er styrelsen lagt sammen med Slots- og Kulturstyrelsen, og en væsentlig drivkraft bag det 20. århundredes biblioteksudvikling er forsvundet.

Staten er langtfra den eneste aktør, der har spillet en rolle for udviklingen af det danske biblioteksvæsen, og centraliserings- og rationaliseringsbestræbelser mødte i mange år kritik fra civilsamfundets aktører.

Alligevel kan årsdagen for loven i 1920 være en påmindelse om betydningen af visionære idéer, politisk vilje og høje ambitioner for folkeoplysningen. Foreløbig nyder bibliotekerne stadig stor folkelig opbakning. I større kulturhuse med plads til mange forskellige aktiviteter løfter folkebibliotekerne dagligt en stor samfundsopgave. Folkebibliotekerne får lidt under 40 millioner besøg om året, og de er fortsat fast forankret i det kommunale liv.

Men bibliotekerne har også en række udfordringer, som må adresseres. Internettet har erstattet mange opgaver, biblioteket tidligere udfyldte som centrum for oplysning og viden.

I dag konkurrerer mange flere kulturtilbud om folks opmærksomhed, og bøgernes betydning er ikke den samme som tidligere. For folkebibliotekerne er udlånstallene støt faldende og er i dag på samme niveau som i 1960’erne, lige under 30 millioner om året. Mange kommuner har begrænset det opsøgende arbejde og reduceret antallet af biblioteksfilialer væsentligt.

Folkebibliotekerne opstod ud af en oplysningstrang og et ønske om at styrke folkestyret. Spørgsmålet er, hvem der i dag fremviser politiske visioner for de næste 100 års folkebiblioteker.

Lad os bruge dette års 100-årsjubilæum til i fællesskab at sætte nye visioner for folkeoplysningen i det 21. århundrede.