Prøv avisen

Hvor lang var tiden, da vi var mindre?

Barndommen erindres i billeder, ikke ved at søge på Google, mener dagens kronikør.

Vi er jo ikke fra naturens hånd konstrueret til at vidne i byretten, skrev en kronikør for nylig. Ord, som dagens kronikør har taget til sig, når han fortæller om sin barndom i 1950ernes København. Om billederne så holder i byretten, betyder mindre, hvis de giver andre oplevelsen af igen at sidde i biffen til erindringernes fireforestilling

VI ER JO IKKE fra naturens hånd konstrueret til at vidne i byretten, skrev Kai Møller Nielsen i en fin kronik i Kristeligt Dagblad den 20. april. I stedet sætter han pris på en god kreativ hukommelse, forstået som en billedskabende funktion.

Lidt længere gik forfatteren Benny Andersen, da han forsøgte at skrive om sin egen barndom og i stedet skrev romanen På broen med denne begrundelse: Jo mere jeg lyver, digter, fjerner og tilføjer, jo længere jeg bevæger mig væk fra den erindrede virkelighed, jo mere kommer det til at ligne, jo mere kan jeg genkende den og stå inde for min gengivelse.

Ord, som jeg har taget til mig, når jeg fortæller om min barndom i 1950ernes København i digte, viser, foredrag og nu i en roman. Om mine billeder så holder i byretten, hvad betydet det, hvis de giver mig og forhåbentlig andre oplevelsen af igen at sidde på tredje række i vores egen private Laterna Magica til erindringernes fireforestilling og gumler på popcorn og spørgsmålet: Hvor lang var tiden, da vi var mindre?

Første billede: Jeg sidder på skødet af min morfar. Hans sorte bukser, der er en rest fra hans tid ved jernbanerne, kradser. Men så er der også den obligatoriske vest af mere venligt stof. Grå foran. Sort silke bag. Men det er hverken bukserne eller vesten, der interesserer mig. Det er den tykke guldkæde, der forsvinder ned i vestelommen.

Er der på bunden af vestelommen et anker, der holder morfar på plads? Det må der være. Med sådan en kæde! Men når kæden trækkes op, kommer der ikke et anker til syne, men i stedet stiger sommerferiesolen op af vestelommen i al sin glans.

Majestætisk træder morfars guldur ud af sit læderetui. Jeg puster til den tunge port og simsalabim: Kapslen springer op med sine evigt tikkende spørgsmål: Hvornår må vi gå ud at lege? Hvornår skal vi være hjemme? Hvornår sætter mormor frikadeller, nye kartofler og persillesovs på bordet? Hvornår er vi færdige med opvasken? Middagssøvnen? Hvornår skal vi i banehaven og plukke jordbær, hindbær, ribs, solbær, stikkelsbær og ærter? Hvor længe må vi være ude at lege i aften? Hvornår skal vi spille Æsel og i seng?

Morfars ur har alle svarene. Men selvom morfar har passet signalskiltet i Kolding og har kontrol med timer, minutter og sekunder, kan han heldigvis ikke skubbe til tiden de lange lyse sommeraftener. De er og bliver uendelig meget længere end morfars tommestok.

Andet billede: Kreaturmarked på havnen. Fem minutter fra morfars banehave. Det er lige så spændende som at være til dyrskue eller i cirkus.

I dag kommer karlen med sin ko og spørger, om jeg vil hjælpe ham. Koen er stor. Meget stor. Alligevel tager jeg godt fat i rebet, mens fluerne lander på dens tunge krop. Men jeg holder fast, mig skal den ikke vifte væk med halen. Nu kommer manden i den hvide kittel. Ser undersøgende på koen og på mig. Hvad skal han med den pistol? Tænker jeg. Man skyder da ikke en ko. Koen vifter endnu en flue væk. Øjnene er store og sorte.

LÆS OGSÅ: Danskere blander sig ikke når forældre slår deres børn

Så lyder skuddet. Det rykker i tovet. I mig. Koen spræller tungt med fødderne strittende til begge sider for mine fødder. Jeg stirrer på karlen. På koens mælkehvide øjne. Den mørke plet ved mine blå gummisko vokser. De trækker koen væk. Det er ikke så let. Jeg tænker: Er den rigtig død? Eller er det blot en film? Så løber jeg hurtigere, end jeg kan. Solen er gået i sort. Vi spiser middag klokken 12. Men i dag kan hverken hakkebøf eller jordbær fortrænge mødet med døden.

Hvor lang var tiden, da vi var mindre? Altså ikke uendelig! Et par dage efter begraver vi en solsort. Blå himmel. Høj sol. Vi står samlet under æbletræet i morfars have. Ingen siger noget. Forsigtigt lægger vi den døde solsort i en af morfars cigarkasser foret med fine lyserøde rosenblade. Graver hullet. Sænker cigarkassen. Kaster graven til og sætter kors på graven. Det er ikke en leg. Men det er heller ikke helt alvorligt. Ikke som med koen. Og slet ikke som med mennesker.

Døden gnaver som en sten i skoen. Vi ved det godt. Har hørt om børn, der dør. Vi kan dø. Mor og far kan dø. Mormor og morfar kan dø. Ingen siger det, men vi tænker det. Alle sammen: Hvorfor kan man ikke begrave døden under æbletræet? Døden er alt for levende.

Tredje billede: I Romsøgade på Østerbro har vi hverken galende haner eller utålmodige køer, der skal malkes. Vi har kemifabrikken. Klokken kendes på stanken. Den er særlig streng efter to. Og er man i tvivl om, hvornår dagen trænger til sutsko og aftensmad, så hyler fabrikkens sirene klokken fire.

Så er der jo også kirkeklokken i Sionskirken, der fra Strandvejen minder solen og os andre om, hvornår dagen og skolen begynder. Og hvornår det er spisetid. Kirkeklokken hører med som duften af stegt lever i opgangene fra klokken halv seks. Og endelig er der jo også gadens mødre, som hænger ud af køkkenvinduerne og med deres moderligt messende stemme råber: He-ne-ry! Vi ska spi-se! Spi-se! He-ne-ry!

Fjerde billede: Hjemve! Hvis det havde været muligt at blive vaccineret mod hjemve, havde jeg gerne lagt både skulder og et par arme til. Hjemve kan få både den store og den lille viser til at gå i strejke. Få en sommerlejr med ulveungerne i Saltrup på fem dage til at føles som 30 år. SOS morser jeg. Send mig hjem! Om det skal være, så gerne som ufrankeret banepakke. Befri mig fra mørket i Gribskov. Uden mod. Med havregrynene galt i halsen. Med kampen imod søvnen. Med loftets sure lugt af madrasser. Med den pludselige kærlige opvågning ved kammeraternes kølige våde tandpasta. Hvor lang var tiden, når man lider af hjemve?

Femte billede: Aladdin! Lad navnet stå i hele sin herlighed som et minde, om dengang biograferne havde fortryllende navne som Alexandra, Atlantic, Bella bio, Bristol, Colosseum og Metropol. Dengang vi blev fønbølget for to en halv, så vi lignede Ib Mossin, og gik med plusfours, der kradsede, og en Champagnebrus fra Frisko kostede 35 øre.

Men Aladdin! Det var dér, vi gik i skolebio og på kommando sad musestille, når manden med den sorte bog så alvorsfuldt på os. Lyset dæmpedes helt. Og så kom Den Røde Pimpernel og talte engelsk, så smukt som engelsk skal tales, mens de franske koner bakkede på deres kridtpiber, strikkede og morede sig kongeligt, hver gang majestæterne mistede både krone og hoved. Halvanden time efter vendte vi tilbage til fyraftenstimen og sporvognene på Amagerbrogade. Men at få lov til at gnide på lampen halvanden time i Aladdins forunderlige hule, det giver fortællinger hjemme til mere end det dobbelte.

Sjette billede: Gamle klassebilleder. Det ældste er taget i den lille skolegård. Går vi i 1. eller 2. klasse? Vi er 37 elever. Og så er der klassebilledet fra realklassen. Nu er vi reduceret til 22 elever. Men så er vi også ni år klogere! Og her er et tredje billede. Det er taget ved vores 25-års-jubilæum. Men som dengang i realklassen på bænken i den store skolegård. Den var stadig rød. Skolebænke kan males år efter år. Klassebilleder har det desværre som spejle. De er sjældent, hvad de har været.

Syvende billede: Hvor lang var tiden, da vi var mindre? Svaret kan vist ikke googles. Nok har computere stor hukommelse, men ingen erindring. Den sidder i stedet i næsen, som når en lugt sender mig tilbage til kælderens vilde katte. Sidder i ørerne, som når et stueur får mig til at huske pelargonier og bornholmeren i dagligstuen hos mormor og morfar. Sidder i øjnene, som når et gammelt skolebillede trækker mig tilbage til lejrskolen. Sidder i munden, som smagen af karbonader og Giro 413 hos tante Caroline.

Erindringer skal ses i billeder.

Niels Johansen er forfatter, foredragsholder og tidligere sognepræst