Prøv avisen
Kronik

Hvor mange børnehavebørn skal lades i stikken, før vi tager problemet alvorligt?

Thomas Johannes Erichsen.

Barnets første leveår er de vigtigste, men alligevel lader vi én pædagog være alene med op til 50 børn på legepladsen i børnehaven og forsømmer dermed vore børns trivsel, mener dagens kronikør

Som forælder ved man, at bare et enkelt barn kræver meget arbejde. Hvis man får nummer to, bliver man for alvor sat på prøve, og det siges at nummer tre åbner Pandoras æske – hvis man tror, at de små bare hygger sig sammen, så tager man alvorligt fejl.

På den baggrund skal man forestille sig de vilkår, børnehavepædagoger arbejder under i dag, hvor det er normalt at være alene med 17 børn. Og man skal forestille sig de konsekvenser, det har for de små, når omsorg og kontakt bliver en flække i Rusland.

BUPL’s seneste undersøgelse med over 8000 deltagende pædagoger slår forholdene i daginstitutionerne fast. Psykologi-professor ved Aarhus Universitet og forsker i børns udvikling Dion Sommer kalder situationen for et offentligt omsorgssvigt. Børnenes sproglige og sociale udvikling tager skade, og uden voksenkontakt driver alt for mange af de små rundt for sig selv. Hvordan kan vi være det bekendt?

Hvordan kan vi svigte de mindste, vores egne, dem som har allermest brug for os, dem som engang skal føre samfundet videre og ikke mindst passe på os, når vi bliver gamle?

Ganske vist har De Konservative afsat 580 millioner kroner over de næste fire år til udsatte børn, og det er godt, men det giver stadig ingen minimumsnormeringer, stadig ingen bundgrænse for antal børn pr. pædagog. Desuden bør man også lige se på, hvor mange af pengene der bliver spist op af generelle besparelser i landets kommuner.

Det er bare ikke godt nok. Det er skadeligt for alle parter, men først og fremmest for de små, som svigtes.

Den nye undersøgelse fra BUPL viser også, at næsten halvdelen af landets pædagoger de seneste 12 måneder har oplevet at stå alene med så mange børn; at det var uforsvarligt eller decideret farligt.

Vi lader de små mennesker i stikken, enten fordi vi er uvidende om forholdene, eller fordi vi er ligeglade. Pædagoger fortæller om at være alene med store børnegrupper. Når en konflikt tager fokus, er det umuligt at bevare overblik over børnene. Når der bliver revet i håret, kravlet farlige steder, bidt og puttet ting i munden, så er det svært at være pædagog og svært at være barn.

Normeringerne i børnehaverne er historisk dårlige. Ifølge BUPL mangler der over 4000 pædagoger på landsplan, hvis de små skal trives. Med få og pressede pædagoger bliver der kun tid til overfladisk pasning og slet ikke til pædagogik. Ifølge den nye undersøgelse fra BUPL er det er normalt, at sprogaktiviteter aflyses en gang om ugen.

Skrækeksemplet over alle kommer fra en børnehave i Svendborg, hvor pædagoger har oplevet at være alene med helt op til 50 børn på legepladsen. Den slags burde slet ikke kunne ske. Kunne man forestille sig sin egen treårige pige tumle omkring på legepladsen med 50 andre og primært større børn med kun en enkelt voksen til at styre slagets gang?

Kan et af verdens rigeste samfund slet ikke finde midler til skabe trivsel i daginstitutionerne?

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) mener, at minimumsnormeringer bliver for dyrt. Men der er ikke noget, der er for dyrt; pengene er der, det er bare et spørgsmål om prioritering. Mai Mercado skylder dermed at svare på, hvad der er vigtigere at bruge pengene på end ordentlige forhold for de mindste.

Et samfund skal tage hånd om sine svageste, men især om de svage grupper, som engang skal bringe samfundet videre.

De fleste børn tilbringer ligeså meget tid i institution, som vi bruger på vores fuldtidsarbejde, altså omkring syv timer dagligt. Med den manglende voksenkontakt er der børn, som bliver ramt her. Syv lange timer fem dage om ugen under forhold, der kunne være meget bedre for barnets trivsel og udvikling, det er bare ikke i orden.

Socialdemokratiet afviser også minimumsordninger, og det undrer gevaldigt. De Radikale har fået øjnene op for problemet, og SF kæmper en brav kamp for flere pædagoger. Venstre bidrager ikke meget til at løse problemet og har tværtimod som led i besparelser gjort sit for, at de små begynder endnu tidligere i børnehave. Kom nu ind i kampen, politikere, og forstå, at der ikke kan være noget vigtigere at investerere i end vores børn.

Siden Freud har det været et videnskabeligt faktum, at et barns første leveår er de vigtigste med hensyn til dannelsen af personligheden, sociale evner og selvværd. Er den viden ved at gå i graven?

Hvis vores børn i sidste ende betyder allermest for os, hvorfor har vi så ikke en politik, der afspejler det?

Hvordan kan man med god samvittighed have børn i institution og samtidig stemme borgerligt, når regeringen bare vil spare og ikke forbedre dagligdagen for de små mennesker? Glemmer vi børnene midt i karrierehastværket, i den jagt på anerkendelse og succes, som i sidste ende får lov at styre vores liv? Så længe vi ikke selv oplever tilstandene i institutionerne, så bekymrer det os måske ikke så meget.

Vil vi hellere have lidt skattelettelser og ekstra fryns end institutioner, hvor de små trives? Pædagoger fortæller, at især de børn, som kræver særlig støtte, bliver tabt, når der kun er én voksen til stede. De skrøbelige bliver svigtet først. Hvordan har vi det med dét?

Først kom besparelserne på folkeskolen, så på gymnasiet, og nu er det på tide at råbe vagt i gevær over for nedskæringer i børnehaverne.

Folkeskolereformen betød, at lærerne skulle arbejde mere til den samme løn. Gymnasiereformen skærer i alt 10 procent i budgetterne de næste fem år. Skal vi også udsætte vores daginstitutioner for lignende sparerunder? Ja, vi gør det allerede, men skal det have lov at fortsætte?

Undertegnede siger fra. Hvad siger du?

Det er gået ned ad bakke for børnehaverne og har gjort det de seneste 10 år. Hvis udviklingen fortsætter, hvor havner vi så henne? Hvor mange børn skal lades i stikken, før vi tager problemet alvorligt?

Et enkelt barn er hårdt arbejde, to er rigtig hårdt arbejde. Overvej at have ansvar for og skulle skabe trivsel hos 17 børn. Det er ganske enkelt ikke muligt. Det slider på pædagogerne, og det slider på børnene. Forhåbentlig er nærværende indlæg stof til eftertanke.

Thomas Johannes Erichsen er gymnasielærer og cand.mag. i moderne kultur.

Robin og Zoe bygger tårne med klodser. Foto: DALSGAARD MIRIAM