Prøv avisen
Kronik

Hvor meget værdighed kan man få for en milliard?

Værdighed er et af de fænomener, som vi først for alvor lægger mærke til, når den er truet. Og det oplever mange, at den bliver, når de bliver ældre. For tid og ligeværd er, hvad der er brug for, når værdigheden trues af årenes uafvendelige gang, skriver dagens to kronikører

I den nye finanslov har regeringen afsat en årlig milliard til ældreplejen, som er øremærket begrebet ”værdighed”. Med denne såkaldte værdighedsmilliard forpligtes kommunerne til at indskrive begrebet værdighed i deres ældrepolitik for herefter at udmønte den i konkrete tiltag. De enkelte kommunalbestyrelser har frihed til selv at bestemme, hvordan pengene skal anvendes.

Flere ”varme hænder” er blevet nævnt som en måde at yde en mere værdig ældreomsorg på. Både til pleje, og også tid til for eksempel at give den ældre øreringe på og lægge makeup eller at iværksætte flere aktiviteter for de ældre nævnes.

Men hvor meget værdighed kan man få for en milliard kroner? Og er det store fokus på begrebet værdighed et udtryk for, at vi gør det bedre og bedre? Eller at vi i vores forsøg på at effektivisere omsorgen for de ældre selv har mistet værdigheden og nu forsøger at købe os til god samvittighed?

Værdighed er et af de fænomener, som vi først for alvor lægger mærke til, når den er truet. Og det oplever mange, at den bliver, når de bliver ældre og får funktionsnedsættelser, der betyder, at de ikke selv kan klare basale, menneskelige funktioner som den personlige hygiejne, at holde hjemmet rent og pænt, at lave egen mad og at vedligeholde vigtige menneskelige relationer.

Værdighed er for mange forbundet med at kunne sørge for sig selv. Det har de fleste af os gjort igennem livet, og det kan være svært at se i øjnene, at man ikke længere er den, som kan hjælpe og bidrage, men den, der må tage imod.

I en artikel i Kristeligt Dagblad sidste år gav to ældre medborgere deres bud på, hvad værdighed betød for dem. Den ene, en mand på 89 år, synes han får en værdig behandling af hjemmeplejen, men tilføjer: ”Men når hjemmehjælpen er færdig med sit arbejde, er det skønt at tale lidt sammen bare som to mennesker.”

En kvinde på 83 år svarer i samme artikel, at det for hende er meget vigtigt at være ”lidt pyntet og fin”, for eksempel ved at tage makeup på. ”Sådan har jeg altid været, og man skal have mulighed for at forblive den, man er.”

Små fine eksempler på hvad værdighed er. At have relationer, hvor man oplever sig som et ligeværdigt menneske og at kunne fastholde den, man er, også når kræfterne svigter.

Tid og ligeværd. Det er, hvad der er brug for, når værdigheden trues af årenes uafvendelige gang. Men det er netop de fænomener, som har været under pres i en række år, og som kommuner og stat gensidigt beskylder hinanden for ikke at ville betale for.

Hjemmepleje er først og fremmest et spørgsmål om effektivitet, og den enkelte ældre risikerer at opleve sig selv som et praktisk problem, der skal løses hurtigst muligt. Det går dårligt i tråd med idéen om, at det er tiden til at være menneske, og det at få mulighed for at blive set som den, man er, som er det vigtige i forhold til oplevelsen af værdighed.

På et kommunalt plejehjem fortæller nogle plejere, at de bliver nødt til at lægge beboerne i seng klokken 19 om aftenen og først har tid til at hjælpe dem med deres morgentoilette klokken 10 næste formiddag. I en anden kommune har man vedtaget, at nogle borgere skal vente fire uger med at få skiftet deres sengetøj.

Konkrete eksempler, hvor vi godt kan se, at der er værdighed på spil. Hvor oplevelsen af at være et menneske, der gerne vil forblive den, man er, kommer til kort. Her er der ikke mulighed for at være et A- eller et B-menneske. Eller at have særlige ønsker til at kunne lægge sig i rent, nyvasket sengetøj.

Ordet værdighed (latin:dignitas ) dækker over fænomenet, at den enkelte rummer en umistelig betydning i sig selv. Den rette etiske reaktion på mødet med denne værdighed er at behandle den anden med respekt og værdsætte den anden.

Eksemplerne ovenfor viser, at denne overordnede forståelse af værdighed kan udfoldes på mange måder og planer i vores daglige liv med hinanden. Hvordan vi konkret skal respektere og værdsætte hinanden i mødet menneske til menneske og i mødet mellem borger og kommune, må nødvendigvis afgøres i situationen. Her må vi hver især ud fra et grundlæggende ønske om at understøtte den andens værdighed og empatisk indleven i den andens behov give etikken hænder.

Et fællestræk synes dog at være, at værdighed er noget, der tager tid. Og at værdigheden opleves som truet, hvis der ikke er tiden til at lade situationen være medbestemmende for vores handlinger.

Set i lyset af denne forståelse af værdighedsbegrebet giver regeringens påbud om, at kommunerne skal udvikle en “værdighedspolitik” på ældreområdet, anledning til nogle kritiske overvejelser.

Langt de fleste vil utvivlsomt være enige i, at det at sikre ældre borgere et værdigt liv er vigtigt, og den politiske intention synes umiddelbart sympatisk. Der har dog været en del kritiske røster fremme. Blandt andet fra interesseorganisationer som Ældre Sagen og Alzheimerforeningen lyder kritikken, at man giver med den ene hånd og tager med den anden.

Samme finanslov, som giver en milliard kroner til at skabe en mere værdig ældrepleje, rummer også det såkaldte omprioriteringsbidrag, hvilket betyder, at kommunerne skal skære én procent af udgifterne hvert år fra 2017 til 2019, således, at der spares cirka 2,4 milliarder kroner om året.

Regeringen hævder, at den har bevilget de penge, der er til rådighed, og det er op til kommunerne at prioritere. Kommunerne hævder, at de er nødsaget til at skære på ældreplejen, og sådan cykler ansvaret hvileløst rundt, imens forholdene forringes for ældre medborgere. Det er i sig selv en diskussion værd.

Her vil vi dog tillade os at rette fokus et andet sted hen: Kan man tilføje ældreplejen værdighed som en slags tillæg til de øvrige kerneydelser?

Kommunerne er nu i gang med at udfærdige deres ”værdighedspolitik”. Vores råd i den forbindelse er, at det ikke nytter at udfærdige en værdighedspolitik parallelt med de øvrige politikker på ældreområdet og så igangsætte særlige ”værdighedsprojekter” for de millioner, som man kan få fat i af den milliard kroner, som nu sendes i omløb.

Værdighed er ikke en del af ældreplejen, men selve dens grundsten. Tanken om, at alle borgere skal respekteres og værdsættes uanset deres evner, bør bære al politik over for de, der af forskellige grunde har brug for fællesskabets hjælp.

Værdighed er ikke et krydderi, der kan tilføjes en trist kommunal gryderet for at pifte det hele op. Det er udgangspunktet for mødet med borgeren. Og skal det møde opleves som værdigt af borgeren, så kræver det, at systemet giver rum til den enkelte og ikke søger at presse omsorgen sammen i kvantificerbare kategorier og minutskemaer.

Det samme gælder rammerne for det personale, der varetager de givne opgaver og funktioner. De har brug for rum til at udfolde deres faglighed og personlige drivkraft, så de har mulighed for at opretholde værdigheden i den enkelte situation med den ældre.

Værdighed kræver tid. Værdighed kræver penge. Men værdighed kræver først og fremmest, at vi fastholder, at alle rummer en gave til fællesskabet og ikke primært ses som et problem, der skal have varetaget nogle fysiske funktioner for at kunne overleve.

Man kan muligvis effektivisere produktionen på bolsjefabrikken uden at skade bolsjerne. Men effektiviserer man forholdet mellem borgerne og dem, der skal hjælpe borgeren, risikerer man, at værdigheden af den enkelte borger opleves som truet – og det hjælper en milliard kroner ikke meget på.

Værdighed er et fascinerende fænomen. Selvom man behandles uværdigt af andre, så mister man ikke sin værdighed. Den kan ingen tage fra en. Men den, der truer andres værdighed, står i fare for at miste sin egen. Derfor må værdighed tænkes ind i ældrepolitikken fra bunden af – ikke som en lille luksusgave på den årlige finanslov.

Ulla Uldahl er ergoterapeut og master i sundhedsfremme. Mickey Gjerris er lektor i bioetik og medlem af Det Etiske Råd