"Skal vi nu til det igen?" var min første tanke, da jeg ved endnu en hyggelig, social sammenkomst i min egenskab af teolog skulle konfronteres med bemærkningen: "Jeg har tænkt mig at melde mig ud af folkekirken!", fyret af på en måde, der tydeligvis skulle provokere. Ordene kom denne gang fra en flink mand, som jeg har haft mange hyggelige samtaler og fjollede musik-oplevelser med. Andre gange er de kommet fra venners venner, og gangene er taget til i de sidste år. De venner og venners venner, jeg taler om, har to ting tilfælles: For det første er de ved at etablere sig i faste parforhold, og for det andet er de homoseksuelle.
Rækkefølgen her er ikke tilfældig, for i hverdagen fylder det absolut mest, at de har mødt et menneske, som de gerne vil dele resten af livet med, og mindre, hvilket køn dette menneske har. De har udskiftet studenterhybelen med lækkert indrettede boliger med plads til børneværelse, og de lange nætter bruges hverken på faglitteratur eller disco, men på at lægge nye fliser i badeværelset. De er i forskellig grad ved at vænne sig til livet for to, der har valgt hinanden, og det er det, man også i vennekredsen fornemmer som det væsentlige i deres liv netop nu.
At være homoseksuel fyldte meget i deres liv, dengang de var yngre og mere usikre. Dengang de "sprang ud" over for deres omgivelser og for manges vedkommende blev lukket ind i et nyt og spændende miljø, der bød på eksotiske oplevelser, nye venner og den første kæreste. Det er en overvindelse at stå ved, hvem man tiltrækkes af, for med ét slag er man "anderledes" og skal konfrontere de mange samfundsskabte fordomme om bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle.
Men for langt de fleste er det en lettelse endelig at kunne "være sig selv", og så tager man gerne ambassadørrollen på sig for at komme fordommene til livs. Det hjælper også på det, at langt de fleste forældre efterhånden er rigtig gode til at acceptere, at deres purk eller purkinde godt kan blive lykkelig sammen med en kæreste af samme køn.
I nogle år bliver det at tilhøre en seksuel minoritet meget definerende for ens selvopfattelse, men siden glider det ind i identiteten som en almindelig bestanddel, der ikke nødvendigvis skal italesættes og markeres uafbrudt. Selvfølgelig tænker nogle stadig over, om de omtaler kønnet på deres kæreste, når de møder nye mennesker på arbejdspladsen eller i badmintonklubben. Men i det store hele er det de andre ting, der fylder: arbejdsopgaverne i det første rigtige job, morgenmadsstunderne om søndagen med den elskede i kolonihaven, måske drømmene om at stifte familie og blive gift.
Det er en slet skjult hemmelighed, at folkekirken for de fleste danskere i dag hovedsagligt spiller en rolle i forbindelse med kirkelige handlinger som dåb, vielse og begravelse. En masse danskere går efter deres konfirmation ud af kirken og hjem til festen for først at komme igen, når de selv skal giftes eller have døbt deres barn. De kigger måske forbi ved juletid og til en enkelt koncert, men ellers ikke. Der kan være mange årsager til, at de ikke oplever kirken som relevant i den mellemliggende periode, og til, at de ikke bruger den i hverdagen årsager, som man måske som kirke burde interessere sig mere for, hvis man stadig mener at være bærer af et kristent budskab, der kan give den enkelte livsindhold i en stadig mere fragmenteret verden. Men faktum er, at de fleste danskere først oplever kirken som relevant, når dens ritualer kan stå som højtidsstemte rammer om store øjeblikke i deres eget liv.
Der er derfor ikke noget unormalt i, at også homoseksuelle i begyndelsen af 30'erne vender sig til kirken, hvad enten det er for at få Guds velsignelse med i familieetableringen eller "blot" traditionens vingesus. Men nu, hvor de som mange andre danskere tænker på at komme til kirken for at få støtte til deres store samlivsprojekt, støder de pludselig mod barrierer. De er anderledes igen.
Første gang en ung kvinde nævnte for mig, at hun overvejede at melde sig ud af folkekirken, fordi hun ikke følte sig accepteret der, som den hun er, bad jeg hende overveje det. Jeg spurgte, om hun havde været i sin egen sognekirke, og hvilket indtryk hun havde af menigheden der. For "der er jo stor rummelighed i folkekirken," pointerede jeg, og "i de fleste kirker i storbyen vil de fleste have samme syn på homoseksualitet som du og jeg. Gå dog derhen, tal med præsten og folk i menigheden og vær med til at præge din sognekirke!" Det kan man vel som kirkeligt engageret menneske kun opfordre alle mennesker til at gøre, men det at være aktiv er jo nu engang ikke en forudsætning for at få accept i kirkelig sammenhæng. Det er i hvert fald ikke et krav, vi som kirke stiller til de heteroseksuelle.
Der er barrierer nok, der står i vejen for, at folk oplever kirkens tilbud som relevant for dem i deres liv. Hvorfor i alverden stiller vi krav til homoseksuelle om, at de skal trodse deres opfattelse af kirken som et sted, der ikke er for dem, og gå derhen alligevel? Og forhåbentlig finde et kristent fællesskab, men jo også en virkelighed, der er, at deres parforhold ikke kan sidestilles med et heteroseksuelt. At de ikke kan blive viet i kirken, men allerhøjst velsignet efter en juridisk gyldig borgerlig handling andetsteds.
Der er nogle, der vil hævde, at indførelsen af et vielsesritual for homoseksuelle eller en revision af det eksisterende ritual, så det kan gælde for både par af samme og forskelligt køn vil føre til en splittelse af folkekirken. De har formodentlig ret. Der er mennesker i kirken, hvis tro er så knyttet til Bibelens skrevne ord, at de oplever det at vie homoseksuelle som uforeneligt med evangeliet. De samme mennesker bryder sig ikke om velsignelser af registrerede parforhold, men kan leve med det, fordi de kan undslå sig for at deltage. Jamen, så er den mulighed for velsignelse, der foreligger nu, vel lige præcis det, der skal til for at bevare folkekirkens enhed og rummelighed? Nogle er glade, fordi de ikke behøver deltage, og andre for, at de kan deltage.
Men nogle føler sig udenfor. Folkekirkens rummelighed er allerede omstridt. Den nuværende ordning har de konsekvenser, som jeg har skitseret ovenfor: Homoseksuelle og folk, der sympatiserer med deres krav om ligestilling af homo- og heteroseksuel kærlighed, melder sig ud af folkekirken. For har man fundet en kæreste af det modsatte køn, kan man blive viet til ham eller hende i enhver kirke, som man har tilknytning til. Vil man derimod gerne gifte sig med en af samme køn som en selv, skal vielsen foregå borgerligt, og man kan kun blive velsignet i kirken, hvis den lokale præst vil medvirke. Og det kræver lidt ekstra arbejde for præsten, for der findes ikke noget autoriseret ritual, så hun eller han er nødt til selv at strikke ritualet sammen ved at vælge tekster med mere, der ikke eksplicit henviser til et heteroseksuelt kærlighedsforhold.
Som heteroseksuel kan man som det naturligste i verden gå til kirken for dér at fejre kærlighedens fællesskab mellem to, der elsker hinanden. Som homoseksuel kan man have samme jublende behov for at vise hele verden, at man hører sammen med den, man elsker. Og for at få Guds velsignelse af samhørigheden. Følelserne og situationen er den samme som for den heteroseksuelle, men kirken forholder sig, som om alt er anderledes og måske endda til besvær.
Ved ikke at ville vie homoseksuelle, sender folkekirken det signal, at homoseksuelles kærlighed er mindre værd i kirkens og Guds øjne. Og det er et signal, der hurtigt opfattes hos folk, der i forvejen er vant til at føle sig anderledes. Til at skulle være "på" som ambassadører både offentligt og privat. Og som i den grad har brug for et sted at høre hjemme og være accepteret som dem, de er. Den nuværende ordning er ikke et godt kompromis. Det er en reel forskelsbehandling, der afholder mennesker for at søge kirken og møde evangeliets budskab.
Marianne Pedersen er cand.theol.