De sidste prøvesager er netop afsluttet i byretten i Aarhus i den opsigtvækkende sag om 1004 børn og unges deling af en video med 15-årige, som har sex. Blandt andet er en 19-årig pige blevet dømt betinget fængsel for distribution af børneporno efter at have delt videoen én gang.
Da det skete, var hun 17 år, og pigen hævdede i retten, at hun ikke kunne huske at have sendt den, og at anklagen kom fuldstændig bag på hende.
Anklagerne og sagerne optegner en situation og en tilstand, hvor en udbredt og hverdagsagtig adfærd hos en hel generation af unge mennesker bliver beskrevet og karakteriseret af en anden gruppe mennesker og af lovgivningen som distribution af børneporno:
På den ene side har vi en generation, som har levet hele livet i en digital verden. Som næsten er smeltet sammen med en telefon og et kamera, der altid er direkte forbundet med hele verden. Som altid har haft denne verdens digitale grænseløshed så tæt inde på livet, at de overser og ikke forstår, når grænseløsheden bliver til grænseoverskridelse.
Som i en alder af for eksempel 17 år sikkert allerede har set masser af videoer med en æstetik og en type intimt indhold, som ligner den skæbnesvangre video. Som har meget svært ved at skelne og identificere, at der er tale om noget, der formelt og juridisk set er børneporno, fordi de medvirkende i netop denne video ikke er unge pornoskuespillere som i de andre videoer, de ser, og fordi de er yngre end 18 år. Derfor er en potentielt krænkende adfærd blandt de unge tilsyneladende så hverdagsagtig, at ikke bare 1004 sigtede, men mange, mange derudover har deltaget i delingen. Og endnu flere har set videoen med deres venner uden at dele den.
På den anden side har vi en generation af voksne mennesker, som måske nok bruger sociale medier. Men stadig betragter dem som og kalder dem ”nye medier” og famler sig frem i en anderledes logik og nogle ændrede vilkår for samvær og nærvær. Fornuftige og velmenende voksne, som hver dag interesseret spørger til, hvad deres børn har lavet i skolen og kører deres børn til fodbold og følger entusiastisk og deltagende med fra sidelinjen.
Men som ikke lige så naturligt spørger til, hvad deres børn har lavet på Snapchat i dag, eller hvilke videoer de har set på Youtube. Voksne, som ikke helt har forstået eller accepteret, at logikken og dynamikken i den digitale verden tilsiger, at meningen med billeder først og fremmest er at dele dem. For at få reaktioner, likes og kommentarer i en konstant tilgængelig og krævende social relation med resten af verden. Snarere end at gemme dem i et album som dokumentation for eftertiden og hjælp til hukommelsen.
Den manglende forståelse, hvad enten den er opstået af de unges tætte forhold og livslange erfaring med det digitale eller modsat af de voksnes distancerede ukendskab og uerfarenhed, er problematisk hver for sig og i sig selv. Men forståelseskløften mellem generationerne er for det tredje næsten endnu mere bekymrende:
For helt reelt er der jo tale om distribution af billedbaseret børneporno i den forstand, at der er rejst sigtelser mod 1004 og altså også allerede faldet domme i enkelte sager efter netop den paragraf. Lige så reelt er det omvendt, at det første, man kommer til at tænke på, når der tales om børneporno, næppe er børn og unge på 15-16 år, der deler oplevelser og sproglige såvel som digitale billeder af sig selv og hinanden. Og før den aktuelle sag blev eksponeret, ville mange nok have overordentligt svært ved overhovedet at forbinde de to ting med hinanden. Forskellen mellem disse to realiteter og opfattelser af livet i 2018 er enorm og markerer yderpunkterne i en kæmpestor og bekymrende mangel på indbyrdes forståelse mellem generationerne. Unge og voksne har altid haft svært ved at forstå hinanden, men har vi trods alt nogensinde tidligere i historien været ude for, at hvad den unge aldersgruppe betragtede som mere eller mindre normalt, betragtede den voksne aldersgruppe som seksuelt misbrug af børn?
Der er mange grunde til, at det er kommet så vidt, og mange der har ansvar for at ændre og højne den nødvendige, digitale dannelse. Herunder naturligvis ikke mindst de unge selv: De anklagede børn og unge har tilsyneladende ikke været bevidst om, at de begik noget kriminelt. De har ikke taget stilling til konsekvenserne for deres jævnaldrende på videoen eller sanktionerne mod dem selv, før de delte. Hvilket er meget bekymrende og helt åbenlyst kræver fornuftig, voksen indgriben.
Men hvis vi voksne, forældre og lærere, skal leve op til vores ansvar for at bygge fundamentet til en bro af forståelse mellem generationer og derved kunne hjælpe vores børn og unge, nytter det altså ikke, hvis vores vigtigste pædagogiske værktøj til at udstyre dem med den rette digitale dannelse er at sanktionere dem efter en lovgivning og paragraf, som indeholder ord som ”utugtige billeder”. Det nytter ikke noget at tro, at løsningen bare er at tænke sig om, tage sig sammen, slukke og stå fast.
Vi er nødt til at interessere os for, hvad vores børn har lavet på Instagram i dag, nødt til at kende de videobloggere, vores børn elsker, nødt til at erkende, at tommelfingeren nogle gange løber lige så let løbsk som tungen, og man ikke altid når at tænke sig om. Nødt til at forstå, at meningen med et billede ikke først og fremmest er at gemme det, men at dele det i den konstante, digitale dialog. Vi har måske et større ansvar end nogensinde før over for den næste generation. En ny generation, som har levet hele livet i en digital verden, og derfor slet ikke kan se problemerne ved alt dette.
Skal vi løse den kolossale udfordring, kræver det, at vi kender de vilkår for hverdagen, som den digitale verden både udstyrer og udfordrer os med. Kender vi ikke disse vilkår, er der for stor risiko for automatisk at underkaste sig dem, som de unge digitalt indfødte i høj grad har gjort, fordi de er vokset op i og kun kender til en verden uden grænser. Kender vi ikke disse vilkår, er der stor risiko for både at overse og undervurdere dem, som når nogle voksne reducerer forklaringen til ungdommelig uforstand eller en særlig subkultur og endnu værre griber til den ukonstruktive og uvidende automatreaktion, det er at hævde, at ”selvfølgelig deler man ikke sådanne billeder og videoer, det kan enhver da forstå”.
Kender vi ikke vilkårene og dynamikkerne i den digitale verden, kommer vi til at stå i den absurde situation, at de eneste redskaber til at imødegå udfordringerne er at inddrage lovgivningen og lade politiet anklage vores børn for distribution af børneporno.
Søren Schultz Hansen er ekstern lektor, Copenhagen Business School