Smitten blev bremset, hygiejnen skærpet og de økonomiske hjælpepakker fordelt. Men hvordan står det egentlig til med vores mentale helbred? Coronakrisen har uundgåeligt påvirket os alle på forskellige måder. Og desværre har mange, som havde det svært forud for krisen, oplevet, at deres problemer og udfordringer har vokset sig større. Derfor har vi, trods forbuddet mod at være sammen, haft brug for hinanden som aldrig før. Hvis det ikke allerede var tydeligt, er det blevet det nu: Vi har brug for et civilsamfund, hvor vi står sammen og hjælper hinanden.
RådgivningsDanmark er en brancheforening for det gratis sociale rådgivningsfelt i Danmark. Vi arbejder ud fra den tanke, at alle mennesker – uanset deres problemer – har ret til gratis og kvalificeret hjælp. Under krisen har vi fulgt med i, hvordan stribevis af gratis rådgivningstilbud har arbejdet hårdt for fortsat at kunne hjælpe de mange målgrupper, som har haft brug for hjælp og støtte. En krise som corona har været med til at belyse, hvorfor det at søge hjælp skal være legitimt. Det har været et eksempel på, hvordan mange af os rystes, hvis bare vores fundamentet bliver rokket voldsomt nok. Men hvad er det så egentlig, krisen har rokket ved, som har påvirket os alle og forstærket mange sårbare gruppers situation yderligere?
Fra et psykologisk perspektiv er vi alle blevet konfronteret med tilværelsen på en ny måde, efter at virussen ramte landet. Meget af det, vi indtil da tog for givet, forsvandt på et øjeblik. I løbet af de sidste par måneder har mange oplevet angst og bekymring for sygdom, smitte og dødsfald. Derudover har mange følt sig frihedsberøvede, alene og måske haft svært ved at finde mening med det hele. Den eksistentielle psykologi beskriver de grundvilkår, vi som mennesker er underlagt: friheden, ensomheden, meningsløsheden og døden. Under coronakrisen er alle disse grundvilkår blevet aktualiseret på en ny måde.
Friheden handler om at kunne foretage egne valg og påtage sig det ansvar, der følger med. Under krisen har vi oplevet en frihedsindskrænkning, der har medført, at mange har følt sig begrænsede i deres livsudfoldelse. I samme ombæring er det enkelte menneskes moralske ansvar vokset. Det har været – og er stadig – den enkeltes ansvar at følge retningslinjerne og passe på sig selv og andre. Oven i det har mange af os også været hurtige til at pege fingre ad hinanden, hvilket har gjort, at flere af os konstant har været urolige for at gøre noget forkert.
Ensomheden vil vi alle stifte bekendtskab med undervejs i vores liv, men for mange er denne følelse dog blevet forstærket i forbinelse med at Danmark lukkede ned. Alle de, som bor alene, har været tvunget til at gå i social isolation, ligesom mennesker i særlig risiko for smitte har været tvunget til at isolere sig fra selv nære familiemedlemmer.
Med isolationen følger ofte ensomheden, og selvom det har været muligt at mødes virtuelt, er det langtfra det samme som at mødes i virkeligheden. At være isoleret og mere eller mindre afkoblet fra en normal hverdag med fysisk menneskelig kontakt påvirker uundgåeligt det psykiske velbefindende.
Meningsløsheden er også et grundvilkår, vi er underlagt – et vilkår, der i år er trådt frem i en mere ekstrem form for mange af os. Vi lever i en tid, hvor identitet og beskæftigelse er sammenflettet, og derfor kan det føles enormt fremmedgørende at blive hjemsendt fra arbejde eller uddannelse. For hvem er man, hvis man ikke arbejder?
Meningsløsheden hænger ikke kun sammen med beskæftigelse og uddannelse, men også de fritidsaktiviteter, vi plejer at identificere os med, for eksempel foreningsliv, sport og kultur. Den føromtalte isolation og vores viden om alle de mennesker, der er alvorligt syge eller døde af corona, har bestemt også været med til at pirke til vores følelse af meningsløshed.
Døden er den urokkelige grænse, ingen af os kan undslippe. Vi er alle klar over, at vi selv og vores familie og venner skal dø en dag. De fleste af os lever dog det meste af livet uden at tænke så meget over døden. Det har coronakrisen lavet om på, fordi vi konstant er blevet eksponeret for katastrofenyheder i form af antal døde og smittede i både Danmark og resten af verden. En så direkte konfrontation med døden – og dermed hvor skrøbeligt vores eget liv og vores nærmestes liv er – kan være temmelig overvældende for det enkelte menneske.
Der er mange måder at reagere på frihedsindskrænkning, moralsk ansvarspålæggelse, isolation, økonomiske bekymringer, uvished omkring fremtiden, meningsløshed, smittefare og konfrontation med døden. Men der er ingen tvivl om, at mange har været mere psykisk pressede under krisen, end de var inden. Krisen har blottet forskellige sårbarheder hos os alle.
Desværre har krisen særligt ramt de grupper, som i forvejen havde det svært og er udsatte, for eksempel i form af forværrede symptomer på angst, stress, depression eller tilbagefald i misbrug. Andre udsatte grupper er blevet dobbelt udsatte, som for eksempel hjemløse, der har stået uden væresteder og herberger, psykisk sårbare mennesker, som ikke har været i kontakt med deres pårørende eller behandlingssystemet, og børn i udsatte familier, der ikke har fået den fornødne støtte, undervisning og omsorg i hjemmet. Men heldigvis har krisen også vist, hvordan civilsamfundet har trådt til og været parat til at hjælpe netop der, hvor behovet har været.
Det meste gratis sociale rådgivning drives af organisationerne i Danmarks civilsamfund. Det gratis og sociale rådgivningsfelt kan noget andet end det offentlige social- og sundhedssystem. Her kan man som borger helt anonymt opsøge gode råd, samtaler eller konkret hjælp til de udfordringer, man står med. Rådgiverne kan være ansatte eller frivillige, som møder borgeren i øjenhøjde med et ønske om at hjælpe borgeren til selvhjælp.
Der er også mulighed for peer-to-peer hjælp, som betyder, at man kan få hjælp af en ligesindet, som har stået i samme situation og har relevante erfaringer. For eksempel unge, der selv har oplevet alvorlig ensomhed eller sorg og nu hjælper børn og unge med at komme igennem en svær tid og komme godt videre.
Civilsamfundet tilbyder den enkelte borger at få hjælp, når der er brug for det – og hvis der er overskud, er der mulighed for at få en aktiv rolle som frivillig og hjælpe andre på et andet tidspunkt. Der findes rådgivningstilbud, som rådgiver i meget akutte problemstillinger, hvor man for eksempel kan søge hjælp, hvis man er selvmordstruet, har været udsat for vold eller mistet sit forsørgelsesgrundlag under coronakrisen. Gratis, social rådgivning er både en forebyggende og understøttende indsats; en måde at få støtte og hjælp på til vores udfordringer i tide og i en proces, hvor vi selv er aktive og i centrum. Derfor er det gratis og sociale rådgivningsfelt en god investering for os alle til os alle.
Coronakrisen har en gang for alle slået fast, at vi har brug for hinanden og for et levende og mangfoldigt civilsamfund, herunder et stærkt og kvalificeret gratis socialt rådgivningsfelt. Der skal være hjælp at hente for alle, og det skal være legitimt at søge kvalificeret rådgivning. Uanset hvor store eller små udfordringer, man nu en gang står med.
Coronakrisen har været med til at gøre os opmærksomme på, at vi alle har tidspunkter i vores liv, hvor vi kan få brug for hjælp og rådgivning. Krisen har lært og lærer os fortsat en masse om livet, om os selv, vores sårbarheder og vores medmennesker.