Prøv avisen

Hvorfor bliver man egentlig religiøs?

"På Freuds briks er der ikke plads til religiøse tolkninger af tilværelsen. Religion er en sygdom. Videnskaben er medicinen," skriver dagens kronikør. Arkivfoto. Indiske hinduer smider med farver til Holi, der er en religiøs forårs festival. Foto: MANAN VATSYAYANA/ Denmark

Det religiøse engagement udspringer både af menneskets underskud og overskud. Kan disse to dimensioner eksistere side om side til gensidig berigelse? Det mener dagens kronikør, der med afsæt i filosoffen Levinas vil beskrive dette mødested som det menneskelige begær forstået som menneskets iboende stræben efter mening, kærlighed og sandhed

I PLATONS DIALOG SYMPOSION fortæller Sokrates en myte om, hvordan kærligheden i sin tid blev skabt. Ifølge denne myte er kærlighed, Eros, både et barn af Penia og Poros. På græsk betyder Penia fattigdom, behov eller mangel. Poros, derimod, står for rigdom, ressourcestyrke og opfindsomhed.

Med dette poetiske billedsprog anskueliggør Sokrates, at kærligheden er paradoksal: Den elskende føler sig både fattig og rig, magtesløs og ressourcestærk, fuld af mangler og gå-på-mod.

Hvad Sokrates sagde om kærlighed, kan man også sige om religiøsitet. Også den er et barn af Penia og Poros. Det religiøse engagement fødes typisk i forbindelse med erfaringen af savn, længsel eller tomhed. Samtidig ledsages det ofte af taknemmelighed, glæde og generøsitet.

LÆS OGSÅ: Præsterne er sendt ud af Det Etiske Råd

Ligheden mellem den elskende og den religiøse er således tydelig. Men i modsætning til Sokrates skildring af eros udgør de religiøse dimensioner af fattigdom og rigdom ikke altid en helhed. Historisk set har de været splittet op i to skoler, der har bekriget hinanden.

På den ene side kan man tale om en skole, der opfatter religiøsitet som udtryk for et underskud. Nu kan man godt tolke erfaringen af underskud som noget positivt. Det minder Augustin os om med følgende udsagn i Bekendelser: Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.

Men i særdeleshed efter oplysningstiden har flere og flere tilegnet sig en udpræget negativ holdning til religiøsitet. Det skyldes, at den kun opfattes som symptom på en mangel. Badet i en videnskabelig tilværelsestolkning opfattes manglen som værende af helbredsmæssig, økonomisk, social eller forståelsesmæssig karakter.

Ifølge denne skoles logik vil et samfund med et godt sundhedsvæsen, sund økonomi, udbygget velfærd og højt uddannelsesniveau overflødiggøre religion. Er der stadig en Gud tilbage i et sådant samfund, må han tage sig til takke med at være Gud for de gamle, syge, fattige, handicappede, dumme og børnene. For den øvrige befolkning, der ikke mangler noget, vil han være uinteressant.

IKKE SÅ FÅ BETYDNINGSFULDE skikkelser har været med til at popularisere idéen om religion som et underskud: filosoffen Friedrich Nietzsche, sociologen Émile Durkheim, psykologen Sigmund Freud og vor egen tids militant-ateistiske naturvidenskabsmand Richard Dawkins.

Særligt Freud har affyret et arsenal af gennemtænkte underskudsargumenter mod det religiøse engagement. I En illusions fremtid defineres det som en almenmenneskelig tvangsneurose, der skal helbredes med rationelt intellektuelt arbejde.

LÆS OGSÅ: Præster er bærere af livsværdier

På Freuds briks er der ikke plads til religiøse tolkninger af tilværelsen. Religion er en sygdom. Videnskaben er medicinen.

SIDELØBENDE MED DENNE NEGATIVE tolkning af religiøsitet har der eksisteret en skole med en diametral modsat dagsorden.

I denne tradition er religiøsitet, genuin religiøsitet vel at mærke, ikke et barn af Penia, men af Poros. Den fødes, når de basale materielle, sociale og intellektuelle behov er blevet opfyldt. Først når man ikke længere behøver at tænke på penge, krop og karriere, er man fri, på græsk skole, til at hengive sig til Gud eller til kontemplationen af det guddommelige.

Repræsentanterne for denne skole tæller skikkelser som Platon, Aristoteles, Augustin og Aquinas. De var rørende enige om, at man ikke skal bruge Gud som et middel til at opfylde et behov eller udfylde en mangel. Ja, man skal slet ikke bruge Gud til noget.

Denne provokerende konklusion udsprang som en logisk selvfølgelighed af deres gudserkendelse. De opfattede Gud som indbegrebet af det højeste, viseste, ædleste, vidunderligste, skønneste og kærligste. Hvordan skulle man kunne bruge det bedste af alt til noget bedre? Så ville det jo ikke længere være det bedste.

Denne overskudsbaserede tilgang til religiøsitet påvirker også nutidsmennesket. Man kan spore den i Freuds elev, Carl Jung. Hvor Freud mente, at man bliver neurotisk, fordi man er religiøs, hævdede Jung, at det moderne menneskes neurose udspringer af manglende sans for det religiøse.

Kun når mennesket forholder sig til de såkaldte religiøse arketyper som Gud og Satan, himmel og helvede, frelse og fortabelse, engle og dæmoner og de problemstillinger, det afføder, vil det, ifølge Jung, ophøre med at opføre sig ånd-svagt og udvikle sig på en sund måde. Sammenfattende kan man sige, at denne skole opfatter religiøsitet som gaven til ham eller hende, der har alt. Og uden denne gave har de slet intet.

Hvor skal man placere Martin Luther i denne kontekst? Han er påvirket af begge skoler. På den ene side bliver Luther aldrig træt af at pointere menneskets mangler og fattigdom over for Gud. På den anden side er han særdeles kritisk over for enhver, der vil bruge Gud for egen vindings skyld, hvad enten gevinsten er af materiel eller åndelig karakter.

Begge ovennævnte skoler mødes i folkekirken. Nogle tiltrækkes af kirken, fordi de erfarer et underskud. Andres engagement er motiveret af overskud. Historisk set har folkekirken udvist en enestående evne til at rumme begge grupper.

Kan man sige, at folkekirken er et barn af Poros og Penia?

Den tolkning er nok for idealistisk. Ud fra en nøgtern analyse må man konstatere, at de to skoler har placeret sig henholdsvis uden for og inden for det kirkelige regi: Når folk betragter folkekirken udefra, opfatter de den ofte som et sted, der er forbeholdt mennesker, der har oplevet en eller anden mangel.

For os, der befinder os inde i kirken, forholder det sig lige omvendt. Vi tolker det kirkelige engagement som et udtryk for overskud og generøsitet. Spørgsmålet er, hvordan kirken vil tackle denne problematik i tiden, der kommer. For tackles skal den. Ellers vil det føre til splittelse.

DET RELIGIØSE ENGAGEMENT UDSPRINGER både af underskud og overskud. Kan disse to dimensioner eksistere side om side til gensidig berigelse? Det mener jeg.

Med afsæt i filosoffen Emmanuel Levinas vil jeg beskrive dette mødested som begæret.

Ifølge Levinas skal begæret ikke forstås som et overdimensioneret dyrisk behov, jævnfør den moderne videnskabelige opfattelse, men som menneskets iboende stræben efter mening, kærlighed, sandhed, retfærdighed, fylde og uendelighed.

Dermed bliver begæret det, der adskiller mennesket fra dyret, ja kendetegner det mere end noget andet.

Af dette begær fødes menneskets religiøsitet. Dette begær, på latin appetitus, er menneskets religiøsitet.

I dette begær, i denne appetit, er der en mangel, et afsavn og en sult, der springer rammerne for fysisk eller psykologisk behovslogik. Selv når man har sit på det tørre, hvad angår mad, venner og frelse, har man stadig begær efter mere.

Man kan bare ikke få nok af viden, kærlighed og skønhed. Og just i denne sult oplever man tillige en mæthed.

Selvom man ikke har fået alle sine behov opfyldt, kan man alligevel erfare en overstrømmende lykke og taknemmelighed.

Om end man er på vej, er det, som om man allerede er kommet i mål.

På en forunderlig måde er lykkens fylde uadskillelig fra begæret efter mere, ikke kun for mig selv, men for alle og til alle tider, så sandt der er tale om et uendeligt begær. Og nu synes jeg, det er passende at slutte med disse ord af kirkens Herre:

Lykkelige er de, der hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.