Prøv avisen

Hvorfor i alverden skriver man egentlig kirkehistorie?

Professor Poul Georg Lindhardt ses her på et billede fra 1955. Foto: Aage Sørensen Denmark

Har fortiden talt ud? Det diskuterede de to store kirkehistorikere Hal Koch og P.G. Lindhardt med hinanden uden at blive enige. Dagens kronikør er på Hal Kochs side: Fortiden har ikke talt ud. Den kan ja, man kan måske ligefrem sige, den bør levere en bemærkning, der har betydning i dagens forhandling

HAL KOCH HÆVDEDE, at den historiker, der ikke kommer i dialog med fortiden, lige så godt kan give sig til at samle på frimærker. Hertil svarede P.G. Lindhardt, at en sådan dialog er helt umulig, da den ene part har talt ud.

Diskussionen handlede om, hvorfor og hvordan det giver mening at beskæftige sig med fortiden, og hvorvidt kirkehistorie kan bidrage til nutidens kirke og kristendom.

LÆS OGSÅ: Bodil og Hal Koch skubbede til sekulariseringen

Fra kristendommens første tid har man fortalt historier om kirkens fortid. Forfatteren til Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger skriver på sin vis kirkehistorie. Men det er først med Euseb af Cæsareas kirkehistorie, at betegnelsen for alvor vinder indpas.

For Euseb udgør den kristne kirke en enhed, gudsfolkets krop. Kroppen angribes konstant både fysisk og åndeligt af sataniske kræfter som for eksempel den romerske stat med dens forfølgelser og kætternes giftige lære. Eusebs fortælling om disse kampe er, hvad moderne kirkehistorikere har kaldt historiseret mythos.

Fortiden er historien om en kosmisk kamp mellem metafysiske kræfter, Gud og Satan. Inden for denne tankegang anskues historiens drivkræfter ikke i et pragmatisk skema med årsag og virkning.

Gud er universets herre, han styrer verden, og fortidens begivenheder vidner om Guds rolle i det kosmiske drama. Derfor giver det heller ingen mening at prøve på at forholde sig objektivt til sagerne. For i kampen mellem Gud og Satan hvem vil da ønske sig at være neutral?

LÆS OGSÅ: P.G. Lindhardt: Kirkehistoriker i en røverkule

Denne opfattelse af kirkehistorien vinder yderligere udbredelse med kirkefaderen Augustins værk Om Guds stad, som præger kirkehistorieskrivningen hele vejen op gennem middelalderen.

Renæssancen og den samtidige reformation førte imidlertid til et radikalt brud. Den første store protestantiske kirkehistorie er Centuriae Magdeburgenses (1559-1574), et kollektivt projekt, der i 13 bind gengav den kristne kirkes fortid som en fremadskridende fortælling inddelt i århundreder.

Historie handler ikke længere om en kosmisk kamp, men om historiske personer og begivenheder, der er vigtige for kirkens ordning og lære. Man tegner et billede af en oprindelig og sund, men lidt primitiv kirke, der i de følgende århundreder blev svækket og ødelagt.

DER ER MED ANDRE ORD to formål med tidlig protestantisk historieskrivning: For det første skal den begrunde og legitimere den lutherske reformations brud med den katolske kirke, og for det andet skal den fremme en lutheransk enhed i den protestantiske verden.

Reformationstidens skisma udfordrede klassiske teologiske opfattelser af kirken som de kristnes fællesskab i én krop. Kirkeforståelsen var i forandring, og det afspejlede sig også i beskrivelsen af kirkens fortid.

I 1699-1700 udgav Gottfried Arnold en milepæl i historieskrivningen, nemlig Unpartheyische Kirchen- und Ketzer-Historie (på dansk: Upartisk kirke- og kætterhistorie). Værket var drevet af den mest radikale pietisme, men udgør ikke desto mindre et afgørende led i en videnskabeliggørelse af kirkehistorien.

I indædt kamp mod samtidens konservative teologi udfører Arnold en grundig katalogisering og eksamination af kilderne. Han skelner mellem sin egen fortælling og kildernes tekst ved at anføre citater også fra kilder, der går imod hans eget synspunkt. Ordet unpartheyisch betyder ikke, at Arnold er objektiv, men skal demonstrere, at han som forfatter er ubundet af kirkelige institutioner.

Luther har overbevist ham om, at hverken romerkirken eller de nye protestantiske kirker kan være sande eller synlige udtryk for noget guddommeligt. Kirkeinstitutioner, kirkelove og kristne dogmer er ifølge Arnold kun forsøg på at omforme troen til objekter. Derfor gransker han kilderne efter en oprindelig kristendom, hvor det fromme individ udgør det eneste kristne sandhedsvidne. Og derfor skiver han upartisk historie om kirken og kætterne.

I 1732, da pietismen dominerede hoffet i Danmark, gav Christian VI en ny fundats for Københavns Universitet. Reformen indførte en ny selvstændig disciplin, kirkehistorie.

I 1738 udgav professor i historie Ludvig Holberg Almindelig Kirke-Historie. Det blev den første i en bølge af historiske studier af kristendommen, udgivet af både teologer og lægfolk. Selvom forfatterne tilhørte den intellektuelle elite, var mange af værkerne på dansk, og de udtrykte alle et kristeligt begrundet ønske om at udbrede den nye tids idéer, bekæmpe overtro og give almindelige borgere en mere moderne kristendomsopfattelse.

HOLBERG LÆGGER AFSTAND TIL Arnold og andre pietister eller fanatici. Han beklager, at meenige Mand ikke er mere bekendt med kirkehistorie, og bruger Almindelig i titlen, fordi sagen er almen, fælles og angår alle mennesker. Selvom beskæftigelsen med fortiden er splittet i en gejstlig og en verdslig historieskrivning, kan man ikke nøjes med den sidste. Som han skriver: ... hvo der ikke har læset begge, har intet læset.

Derfor støber Holberg nu den gejstlige og verdslige historie sammen, så man kan se, at kirkehistorie er nyttig læsning. Men hvorfor er den egentlig det? Jo, for Holberg er historien livets læremester, magistra vitæ en opfattelse, han har fra Cicero.

Når han bruger ord som historie, historier og historien, betyder de ikke en upartisk gengivelse af fortiden, som den egentlig var. Der er tale om fortællinger om et materiale, der nok er fortidigt, men som kan give nutidens mennesker værdifuld viden og indsigt.

Holberg skriver ironisk om dem, der samler på kendsgerninger eller lærer årstal udenad. Sådan ukritisk gengivelse af fortiden står i vejen for fremkomsten af selvstændig tankevirksomhed og dannelse. Han vil fremme læserens dyd og lærdom med en kirkehistorie, der kan påvirke nutidens beslutninger og fremtidens samfund.

Vi må her springe 200 år over og lander igen ved Hal Koch. Han mente kort fortalt, at der var to grunde til at beskæftige sig med fortiden. For det første kan det yde et vigtigt bidrag til vores forståelse man kunne kalde det kirkehistoriens hermeneutiske potentiale. Mennesker har en fortid, og vi kan ikke læse Bibelen uafhængigt af 2000 års historie.

Ingen i Vesten kan læse teksterne uafhængigt af Augustin, Luther eller pietismen. Vi er selv et produkt af kirkens historie, og når vi hører evangeliet, klinger fortidens stemmer og forståelser med, enten vi vil det eller ej. Dette er menneskets og kirkens faktiske situation. Og derfor må man have en kritisk besindelse på denne erindring eller tradering til hjælp for den nutidige læsning og forståelse.

MEN KIRKEHISTORIE HAR OGSÅ et kritisk potentiale. Man kan ikke gengive fortiden præcis, som den var, og man kan ikke gengive det hele. Alle historikere foretager valg, og de vælger efter forskellige relevanskriterier. En militærhistoriker udvælger materiale, der har betydning for nutidens forståelse af krig og krigsførelse, og en kirkehistoriker vil vælge et stof med betydning for nutidens kirke og teologi. Hvis de ikke gør det, vil deres arbejde blive et uvedkommende museum over fortidens mærkværdigheder eller en mere eller mindre velordnet samling af historiske frimærker.

Og så er vi tilbage ved dialogen med fortiden. Historikeren må udvælge et stof, der er vigtigt for samtiden eller ham selv, og den efterfølgende undersøgelse af stoffet kan bekræfte, men også rejse kritik af hans egen og samtidens opfattelser.

Det var sådan, Koch selv brugte historien. For ham blev kirkehistorien et hængsel mellem hans teologi og hans samfundsengagement. Da Danmark blev besat, valgte han at forelæse over Grundtvig, fordi han mente, at Grundtvigs tekster kunne bidrage til en bedre forståelse af situationen og levere en væsentlig kritik af tidens totalitære tankegange.

Koch fastholdt, på trods af Lindhardts ironiske indvendinger, at studiet af kirkehistorien er en dialog med et fortidigt materiale. Fortiden har ikke talt ud. Den kan ja, man kan måske ligefrem sige, den bør levere en bemærkning, der har betydning i dagens forhandling.

Tine Reeh er professor i kirkehistorie og dr.theol. Hun holder i dag den 31. maj sin tiltrædelsesforelæsning på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet