Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Hvorfor jeg søgte bispeembedet i Aarhus

KD Domprovst Odense Domkirke Henrik Wigh Poulsen Foto: Claus Fisker

Det mærkes, at folkekirken lever, har det godt og er velgearet til at gøre budskabet hørt og gældende for de mange, der efterspørger os og gerne vil høre, hvad vi har at sige. Og det vil jeg gerne være med til. Ved at sætte rammer, tale op, tale frem - og prædike. Sådan skriver en af kandidaterne ved bispevalget i Aarhus Stift i denne kronik

”Hvorfor gjorde du det?”, spørger min kone. Vi står på å-stien i Odense i trøstesløs forårsregn og holder en lille pause ved Zoo under en længere spadseretur. Der er gået forår i den gamle sibiriske hantiger. Tavst skulende lunter han i hælene på den utålmodige hun. ”Hvorfor jeg gjorde hvad?”, spørger jeg åndsfraværende. Fru tiger har netop landet en koket lab i hovedet på hr. tiger. Det ser nu ikke ud til at hjælpe. ”Søgte bispeembedet,” siger min kone. Det har hun spurgt om mange gange siden den majaften i 2014, hvor jeg, ikke mindst til min egen overraskelse, ikke længere af hjertet kunne sige nej til dem, der spurgte, om jeg ville.

Jeg havde lovet hende og drengene, at det var slut. Siden Roskilde i 2008, hvor jeg nogle kolde vintermåneder kørte Midtsjælland tyndt med Bruce Springsteens ”Radio Nowhere” på cd-spilleren, og en håndfuld stemmesedler i forkerte konvolutter afgjorde sagen, har den slags ikke haft den store tiltrækningskraft. Så konens spørgsmål er indlysende: ”Hvorfor søgte du (alligevel) bispeembedet?”.

Jeg svarer hende ikke straks. Faktisk er det endnu ikke lykkedes mig at stykke en ordentlig forklaring sammen. Det er, som om der står en hel flok af dem og spærrer for hinanden. Det vil sige, når journalisten spørger, kan jeg sagtens mobilisere flere klare og gode grunde. Men her denne regnvåde forårsdag foran tigerburet, med min ægtefælles altgennemskuende blik på mig, kniber det.

Den gamle tigerhan ser lidt slunken ud. Han leder vist efter en anledning til en lille timeout i burets tørvejr. Og jeg begynder at tænke. For her kaldes på svar, et rigtigt uddybende svar, ikke et kort valgkampssvar i en rungende stadionhal. I det hele taget, nu jeg tænker over det, er der rigtig mange spørgsmål ved et bispevalg, der fortjener bedre end korte valgkampssvar i rungende stadionhaller.

Karriere, rangstige, løn, forfængelighed er selvfølgelig plausible årsager til at søge sådan et embede. I hvert fald set udefra. På den anden side har jeg set min del af blege og overanstrengte biskopper, der i debatten reduceres til papfigurer i skydeteltet, og som i mangt og meget er tvunget til at indtage deres madpakker i ensomhed. Den slags kan løn og rummelige bispegårde ikke kompensere for.

Da jeg første gang blev spurgt, om jeg ville stille op, gik jeg en eftermiddag lang frem og tilbage på en støvet markvej og overvejede. Det var ordene fra 1. Petersbrev, der først faldt mig ind. Ordene, der bliver sagt både ved døbefonten og ved kisten: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” For kan man, med det embede, man måske bliver betroet, med menighedsråds og præsters tillid, gøre sit til, at de ord fortsat bliver sagt ved font og ved kiste. Også i generationerne der kommer, i hver eneste kirke i stiftet, de store såvel som de små hvidkalkede, så kan man ikke sige nej. Synes jeg.

De her ord om den horisont, Gud i sin søn åbnede for os, rummer i al deres enkelhed evangeliets håb og evangeliets trøst. Alt det, vi ikke kan være uden, og som gør vores kirke til et nødvendigt sted. For hvor kan vi ellers høre, at vores liv er andet og meget mere end det, vi selv går og fornemmer og former og lykkes med? Tænk, en opstand, de her ord, såvel som de andre ord, vi siger og synger i kirken, rummer! Tænk, hvis de ikke blev sagt!

Men for at de fortsat kan siges, skal menighed og præster være der og bære dem videre. Og for at menighed og præster kan være der og bære dem videre, skal der også være en biskop, der kan opmuntre, inspirere, give lyst og indgyde mod. En biskop, der kan tugte, når ordene glider i baggrunden, forvanskes eller fortrænges; og som kan trøste dem, der synes, at ingen lytter eller hører efter.

Det er mange ting på én gang. Og det er ikke så lidt af en opgave og et ansvar. Godt, at vi har embedet så. Embedet, der gør præsten eller biskoppen til andet og meget mere end Knud Erik eller Else Marie, og som kan gøre selv den største og mest forfængelige kraftidiot til et nyttigt og nødvendigt redskab, når det gælder om, at det, der skal siges, bliver sagt. Embedet gør både dit ansvar og din ringhed lettere at bære. Bilder du dig ind, at du kan krænge det af dig, ender du let i smilende despoti og jovial magtvilkårlighed. Men omvendt: Gør du dig selv til ren embede, overhører du måske dit ømme ego tale med under nøgterne sagsafgørelsers dække.

Det med egoet er i det hele taget en kalkuleret erhvervsrisiko. Især når du forveksler offentlighedens interesse i embedet med interesse i din egen person og stiger til vejrs som en varmluftballon for siden at blive hængende. Mediernes fokusering på bispevalg og kirkestof i almindelighed og person og følelser og fornemmelser i særdeleshed gør det selvfølgelig ikke lettere. ”Er du ikke lidt kedelig?”, spurgte en journalist fortvivlet, da hun i anledning af valgkampen forgæves havde spurgt mig ud om lidenskaber, hobbyer og motionsvaner. At falde i søvn foran fjernsynet mente hun ikke faldt ind under de tre kategorier.

Myndighed er godt i biskoppens virke, men ydmyghed er mindst lige så vigtigt. Og det er måske det rigtigt svære, når det kommer til stykket. Derfor er det godt, at vi både som menighedsråd, præster og biskopper træder ind i større sammenhænge. Hvad enten de sættes af traditionen, gudstjenesten, kirkens rum eller sognets og stedets måde at være kirke på.

Allestedsnærværende krav om innovation og fornyelse er hos os i folkekirken altid modereret af det, der er gået forud, og som allerede sker på græsrodsniveau. Og når vi begynder på vores arbejde, præster som biskopper, er det ikke kun, fordi vi har udmærket os, men først og fremmest, fordi nogen, der var der i forvejen, har kaldet os.

Hvis nogen nu fornemmer støvet dale og fint lægge sig under gamle hvælvinger og på de pibede kraver, vil jeg, mens min kone venter på svar her foran tigerburet i regnvejr, påstå, at en endog meget væsentlig del af biskoppens arbejde består i at prædike ind i sin samtid. Ikke kun på prædikestolen, men i alt, hvad biskoppen foretager sig, skal der være prædiken. På den måde, at Guds ord til os og hele traditionen, som bærer dem, hele tiden skal formuleres og udlægges, så de forbliver forståelige og relevante og gjort gældende for os i dag.

At prædike er på den måde at gøre det gamle nyt. Og derfor skal den altid prædikende biskop også drive på, at Guds ord høres på nye og forskellige måder. Det omfatter også nye salmer, gudstjenesteformer eller sognediakonale tiltag, hvor det behøves. Forstene i fortiden må det ligegodt ikke.

Det har været opmuntrende de seneste måneder at komme rundt i Aarhus Stift. Der er selvfølgelig både udfordringer, frustrationer og besværligheder, der skal tages hånd om. Men de kan ikke skygge for alt det gode, der sker rundtomkring i sognene. Det mærkes, at folkekirken lever, har det godt og er velgearet til at gøre budskabet hørt og gældende for de mange, der efterspørger os og gerne vil høre, hvad vi har at sige. Og det vil jeg gerne være med til. Ved at sætte rammer, tale op, tale frem - og prædike.

Tigerfar tager alligevel en runde til. Jeg synes, at jeg kan læse en vis beslutsomhed i øjnene på ham. ”Vi må hellere lade dem være i fred,” siger jeg til min kone. Og hvad jeg svarer hende på spørgsmålet: ”Hvorfor søgte du bispeembedet?”. Noget i retning af: ”Det vil jeg skrive en kronik om.” Så tager vi hinanden i hånden og går videre i regnen.

Henrik Wigh-Poulsen er domprovst i Odense og den ene af to kandidater ved bispevalget i Aarhus Stift. Begge kandidater til at blive den næste biskop i Aarhus Stift skriver i anledning af valget en kronik i Kristeligt Dagblad. I går skrev den anden kandidat, forstander på Diakonhøjskolen, Jens Maibom Pedersen, kronikken