Jeg har længe søgt efter oplysninger, der giver et detaljeret og nuanceret billede af kvinders og mænds oplevelse af, hvorfor det er svært at navigere i balancen mellem et velfungerende arbejdsliv og et dejligt erotisk kærlighedsliv.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø lavede i 2014 en repræsentativ undersøgelse om arbejdsmiljø og helbred i Danmark. Cirka 27.000 beskæftigede udfyldte spørgeskemaet. Et af emnerne i undersøgelsen var konflikter mellem arbejde og privatliv. Deltagerne svarede både på, om arbejdet tager så meget energi og så meget tid, at det går ud over privatlivet.
Undersøgelsen blev sendt ud til forskellige jobgrupper og brancher på en nogenlunde lige fordeling af mænd og kvinder i aldersgruppen 18-64 år inddelt i 10-års intervaller. Resultatet viste, at godt halvdelen af kvinder i aldersgruppen 25-44 oplever oftere end mænd, at arbejdet tager så meget energi, at det går ud over privatlivet. Tilsvarende oplever godt halvdelen af mænd i aldersgruppen 35-44 oftere end kvinder, at arbejdet tager så meget tid, at det går ud over privatlivet.
Som deL af mit arbejde har jeg mødt mange mænd og kvinder, der er maksimalt udfordrede i at balancere på det elektriske hegn mellem job og kærlighedsliv. Det, der har gjort størst indtryk på mig, er, at disse ulykkelige og frustrerede kvinder og mænd føler, de lever i et evigt maraton og ikke får forløsning for deres smerter, nedslidthed og længsler nogen steder. Masser af skønne mennesker, der lever deres liv i en evig konflikt. En konflikt, der handler om at balancere pligtopfyldelse, ønsket om at bidrage, udvikle sig fagligt, være en god kollega og medarbejder på arbejdspladsen på den ene side. Og en aktiv og kærlig medspiller i hjemlige pligter, fritidsinteresser, familieliv, kærestetid, kærlighed og sexliv på den anden. En opgave, der virker umulig, hvis der også skal være bare en lille smule overskud tilbage til at mærke sit eget hjerte slå.
Jeg har ofte tænkt på paradokset i, at vi lever i en tid, hvor vi kan få al den (type) sex, vi vil have, leve den samlivsform, der giver bedst mening, sammensætte den personlige udviklingspakke, vi har behov for, engagere os i alle de fritidstilbud, vi lyster, men vi kan ikke finde ud af at vælge, hvad der føles rigtigt. Det er simpelthen blevet for svært og uoverskueligt at mærke efter, prioritere og vælge det, der er bedst for os.
Hvad er det, der er på spil? Hvorfor vælger vi jobbet på bekostning af kærligheden? Hvordan får vi rettet op på tingene, når først de er gået skævt?
Lad os se på, hvad det er for nogle elementer, et job indeholder, som opfylder mange af de vigtige værdier, vi er opdraget med. Arbejdet repræsenterer en stor del af vores identitet. Nok den største. Vi er noget for os selv, for vores familie, for vort land, når vi gør noget og løfter i fællesskab. Det indlysende og umiddelbare behov, et job dækker, er den økonomiske tryghed og frihed. Regningerne kan betales, drømme om noget nyt, noget mere, noget større, noget andet kan indfries, når der er penge til det. Men jobbet er meget mere end det. Det er en direkte adgang til anerkendelse, personlig udvikling og selvrealisering. Til socialisering og tilknytning til fællesskaber. Det er platformen, hvor man beviser, man kan præstere og indfri sine forældres ønske (og dermed sit eget ønske) om at kunne klare sig selv og være produktiv for samfundet. Det giver status, belønning, ære og en oplevelse af at være ”indenfor”.
Når vi går på arbejde, bringer vi de bedste sider af os selv med: vores nyvaskede og velduftende krop, vores erotiske ingredienser, vores fokus og årvågenhed, vores friske sind og forestillinger, vores fleksibilitet og indsatsberedskab. Vi investerer de fleste af vore vågne timer, hvor energien er mest optimal, i vores arbejdsplads. Vi ved, vi skal bidrage – til team-ånden, til samarbejdet, til delmål og slutresultater, til afdelingens udvikling, til at opretholde virksomhedens konkurrenceevne. Og vi gør det, fordi vi ved, tror og håber, vi får indfriet de førnævnte værdier, og ikke mindst fordi vi higer efter at blive set for det, vi kan – og for dem, vi er.
Paradoksalt nok bringer vi sjældent meget mere end de sørgelige rester af os selv med retur til hjemmet, til kærligheden, til parforholdet. Her tager vi joggingtøjet på, laver noget mad, tænder for tv’et, fjerner makeuppen, falder i søvn på sofaen. Eller vi går i haven, tager løbe- eller cykelbukserne på, laver lektier med børnene, deltager i diverse skole-/bestyrelsesmøder. Eller en kombi af det hele. Vi fjerner de erotiske ingredienser, som vi tog med på arbejde.
Sideeffekten er, at når samhørigheden, det seksuelle samvær og den fælles nydelse er det sidste, der står på ”to-do”-listen, begrænses samværet til ingen sex, dårlig sex eller i bedste fald ”god nok” sex. Det kan man nemlig overkomme og styre rent energimæssigt inden for et 7-15 minutters tidsspænd. Men ”o.k.” kærlighed og ”god nok” sex fungerer sjældent for det moderne menneske i det lange løb. Når vi skruer op for arbejdstiden, pligterne og fritidsinteresserne i vore vågne timer, programmerer vi lige så stille kærligheden og begæret helt ud af vores liv. Men det er, når man allermindst har lyst og vilje til nydelsen, at man har mest brug for den.
Når bølgerne går rigtig højt i denne balancegang mellem job og privatliv, sker det, at man trækker de dårlige og indebrændte energier fra hjemmefronten med på jobbet. Det påvirker arbejdsindsatsen, samarbejdet, stemningen og resultaterne. Det er en hård prøvelse for den pressede og udfordrede medarbejder, fordi netop hér på arbejdspladsen, hvor man skal yde sit bedste og indhente den anerkendelse, man måske ikke får andetsteds, kan det være en virkelig kraftanstrengelse at holde facaden. Men for det meste vinder loyaliteten over for arbejdspladsen i forhold til vilkårene i hjemmet og omstændighederne i parforholdet. Man klarer skærene og viser, at man nok skal bide tænderne sammen, stramme balderne og nå i hus med de aftalte målsætninger.
Når man omvendt tager de indebrændte energier fra jobbet med tilbage til hjemmefronten, så er der intet filter. Hvis presset er stort på jobbet, følelsen af ”flow” ikke er til stede, arbejdsopgaverne stiger i styrke og antal, man ikke får ridset egne grænser op eller sagt stop, stemningen er dårlig kollegerne imellem, ledelsen er rådden, eller der er udsigt til fyringer og så videre, så føler man, at man har lov til at komme hjem til partneren og tabe sig selv helt og aldeles på gulvet. Hvorfor?
Fordi her regner man med at være i tryghed og at kunne være sig selv helt og holdent fra yderst til inderst. Partneren forventes at kunne rumme alle nuancer, også de knapt så charmerende sider, når man er i knæ. Men hvis parforholdet og kærligheden i forvejen skriger af smerte på grund af manglende opmærksomhed og næring, kan det være en urimelig opgave for selv den mest forstående partner at være rummelig og forstående.
Jeg vil påstå, at elske og at blive elsket er essensen af livet. Hvor meget vi end er på flugt fra forliste forhold, der ikke fungerede, og hvor hurtigt vi end løber i jagten på et mere lykkeligt (sam)liv – så er det at blive mødt i kærligheden det, vi savner. Det er muligt at balancere et godt job med et dejligt kærlighedsliv og omvendt. Men det er først og fremmest vigtigt at sænke overlæggeren ned til det mulige. Sætte en kæp i hjulet på vanens magt, bryde den daglige trummerum, gøre noget helt andet end det, man plejer, såvel i sin arbejdsadfærd som over for sin partner. Fordi, når man gør noget nyt, sker der noget nyt. Jeg tror på, at vejen frem i realiteten er en smule tilbage. Ned i gear, ned i tempo, ind i os selv.
