Prøv avisen
Kronik

Hvorfor skal der undervises i religion i folkeskolen?

Skolens religionsundervisning og et fag som kristendomskundskab skal ikke vurderes ud fra et teologisk eller politisk synspunkt, men derimod fra et pædagogisk og bør ses i lyset af skolens overordnede formål, skriver dagens to kronikører

”I Natur/teknik ved man det mere præcist”, ”Altså man ved, at Big Bang skabte Jorden, men i Kristendom så tror man, at Gud skabte Jorden”, ”De er mere præcise i natur/teknik end i, hvad hedder det, Kristendom. Fordi de siger bare; ’det står i en bog, så tror vi bare, Gud han har sagt det’”.

Ovenstående citater er fra et interview med elever fra 2. klasse, efter de har arbejdet med et emne om altings tilblivelse i fagene natur/teknik og kristendomskundskab.

Eleverne har fået viden, de tænker over det, og de begynder også at mene noget om det. Og netop det sidste, at eleverne mener noget om det, de får viden om, og overvejer, om de tror på det, sker, uanset om læreren opfordrer dem til det eller ej.

I ovenstående er der som nævnt tale om elever i 2. klasse, men i andre interviews og møder med elever på både mellemtrin og i de ældste klasser oplever vi, at de forholder sig til de emner, der arbejdes med. Det gælder både for den viden, de får præsenteret, og den, de selv etablerer. Og deres forholden sig handler stort set altid om, hvorvidt de tror på det, de lærer, eller ej.

Derudover når eleverne for det meste også frem til at kunne bruge viden om religion til at formulere sig om, hvad religion betyder for mennesker i Danmark, rundt om i verden og ikke mindst for dem selv. Således fortæller en elev i 9. klasse efter et arbejde med blandt andet begreber som synd og tilgivelse:

”(...) man skal prøve at oversætte det til almindeligt dansk, for at det faktisk giver mening, fordi man oversætter jo på en måde til almindeligt dansk, og man kan jo reflektere, og man kan jo ligesom sammenligne øh Bibelen med nogle hændelser, der er sket i livet ikk’”, “(...) også det der med, at man tager ansvar, jamen så eksisterer man…”.

Det er en meget vigtig pointe, når der tales om undervisningen i Kristendomskundskab, at eleverne ikke blot lader sig fylde med den viden, som læreren og undervisningsmaterialerne giver dem, men at de også tænker over, omformer og ændrer på den. Derved får de den nemlig gjort til deres egen.

Som en konsekvens heraf er det i vejledningen fra Undervisningsministeriet formuleret således:

”Undervisningens fornemste opgave bliver altså at bygge bro mellem religionernes bud på en tydning af tilværelsen og elevernes livsverden, således at indsigterne i det første kan bruges til kvalificering af det sidste.”

Kvalificeringen af indsigterne skal ske i undervisningen, og det er lærerne, der har opgaven, som dog styres af de målsætninger, der er formuleret med udgangspunkt i skolens overordnede formål. Det betyder, at der ikke blot er tale om at docere viden, men om at det faglige stof vælges ud og vinkles, så det bedst muligt understøtter det dannelsesideal, der fremmer samfundsudviklingen.

Desværre vurderes faget i den offentlige debat ofte ud fra præmisser, der skævvrider debatten – senest i en ph.d.-afhandling af Karna Kjeldsen, hvor faget udelukkende vurderes ud fra en religionsvidenskabelig synsvinkel og uden sans for skolen som institution og for de pædagogiske implikationer, der ligger heri.

Afhandlingen afstår bevidst fra at inddrage den faktiske undervisning og elevernes udbytte heraf i sin analyse. Konklusionen på et sådant arbejde vil naturligvis blive ganske anderledes, end hvis man bevæger sig ud i skolen for at observere og tale med lærere og elever om, hvad der rent faktisk sker i undervisningen, og hvad eleverne får ud af det.

Undervisningen i faget kristendomskundskab er en del af skolens samlede undervisning. Det betyder, at faget skal vurderes som sådan og ikke isoleret ud fra for eksempel et religionsvidenskabeligt, teologisk eller politisk synspunkt, men derimod fra et pædagogisk.

Undervisningen i faget skal medvirke til at opfylde skolens formål, som er vedtaget af Folketinget. Der er altså tale om en politisk tekst, som er gældende for folkeskolens virke. De politiske partier, der står bag denne tekst, har valgt til og fra og er nået frem til, at eleverne blandt andet skal gøres fortrolige med ”dansk kultur og historie”, og at skolens virke skal ”være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Der er naturligvis tale om en tekst og nogle begreber, hvis betydning kan diskuteres, og i bemærkningerne til teksten har politikerne allerede selv givet flere definitioner og nuanceringer med hensyn til, hvad de mener.

Formålsparagraffen indeholder således de centrale værdier, som skolens virke hviler på, og som alle fag i skolen skal medvirke til at realisere.

Sagt på en anden vis, er det i formålsparagraffen, at udgangspunktet for at tale om, hvad skolens dannelsesopgave er, skal tages. Ud over fortroligheden med dansk kultur og historie samt et liv i åndsfrihed, ligeværd og demokrati er det tillige elevernes alsidige udvikling. Det er med henblik på annammelsen af disse værdier, at man i Folketinget har vurderet, at der i skolen skal undervises i religion og det med dette sigte, at stoffet vælges ud og vinkles i undervisningen.

De enkelte fag i skolen – herunder altså også kristendomskundskab – er midler til opfyldelse af skolens formål, og hvert fag bidrager med sit blik på den virkelighed, som skolen skal være med til at ruste eleverne til. Det betyder, at de enkelte fags faglige undervisning altid skal være samtænkt med skolens overordnede dannelsesopgave. Derfor kan de enkelte fags undervisning ikke kun vurderes ud fra et basisfagligt synspunkt.

Undervisningen i folkeskolen er først og fremmest et pædagogisk anliggende – som altså handler om skolens dannelsesopgave – og derudover et almen- og fagdidaktisk anliggende, som for religionsundervisningens vedkommende handler om refleksioner over den konkrete og praktiske håndtering af, at der ikke gives endegyldige svar på tilværelsens store spørgsmål, samt den usikkerhed, der ligger i, at hovedparten af de handlinger, et menneske foretager sig i det daglige, baserer sig på trosvalg.

Eleverne skal lære om dette, for, som der står i fagets fagformål, at de ”tilegner sig viden og færdigheder, der gør dem i stand til at forstå og forholde sig til den religiøse dimensions betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og dets forhold til andre”.

Eleverne vil her opleve, at betydningen af den religiøse dimension hos nogle mennesker er meget ringe eller slet ikke eksisterende, hos andre helt afgørende. Endvidere skal eleverne lære om fagets indhold, for, som der videre står, at kunne ”bruge deres faglige kompetencer i forbindelse med personlig stillingtagen, medansvar og handling i et demokratisk samfund”. Der tales altså ikke om, at undervisningen skal føre til personlig religiøs overbevisning, men derimod om en forståelse og forholden sig til andre mennesker og til at kunne fungere som demokratiske medborgere på lokalt og globalt plan.

Når eleverne skal forholde sig og tage personligt stilling til det, de lærer, er sigtet således ikke, at de blot skal synes eller føle et eller andet, men at de kan udtrykke en holdning og argumentere fagligt for den – dette på grundlag af, at de gradvist har lært at arbejde analyserende og kritisk med det faglige stof.