Hvorfor tror de troende? Hvad får man egentlig ud af at tro? Nærmere bestemt tro på det kristne budskab? Ja, det er et såkaldt godt spørgsmål måske for godt til at være sandt. Ja, måske er spørgsmålet helt forkert, upassende og umuligt at besvare.
Alligevel rører det naturligvis på sig af og til. Som præst kan det typisk melde sig midt i overvejelserne og tiltagene for at få flere i kirke: Hvad kan kirken dybest set tilbyde den nye kirkegænger? Eller i mødet med mennesker i sorg: Kan troen hjælpe?
LÆS OGSÅ: Kendte danskere: Derfor skal du læse Bibelen
Ganske vist er det god latin blandt præster og faste kirkegængere at rubricere spørgsmålet, hvorfor man egentlig skal tro på det kristne budskab og ikke mindst varianten hvad får jeg ud af det som et typisk udslag af det såkaldt moderne menneskes forbrugermentalitet, også når det gælder troen.
Det moderne menneske, som altså i kirkelige kredse altid er nogen, vi kender, men aldrig os selv, køber nemlig religion i det religiøse supermarked, går efter den rette blanding af pris og kvalitet og vil selvsagt have noget for pengene.
Tro og religiøsitet skal følgelig give den troende eksempelvis indre ro, bedre kontakt med sig selv, lykke og lignende.
Men spørgsmålet er i denne sammenhæng, om ikke også de folkekirkelige udgaver af kristendommen spiller med på samme melodi. Ja, måske ligger det i sagens natur, at når man forkynder og missionerer, præsenterer man ikke alene kristendommen; man anbefaler den naturligvis også og prøver dermed at besvare tilhørernes eller menighedens underforståede spørgsmål: Hvorfor skal vi dog tro på det? Hvad får jeg ud af det?
Tager man eksempelvis de to store strømninger i dansk kirkeliv, den missionske og den grundtvigske, er der naturligvis et utal af varianter i synet på, hvad der er sand kristendom og dermed også i svaret på, hvorfor vi skal tro på den. Men svar på spørgsmålet er der naturligvis.
I den missionske udgave af kristendommen skal mennesker tro på Jesus og omvende sig til ham for at blive frelst. Og frelse er i sidste ende at komme i himlen, når man er død, og ikke ende i helvede.
Når generalsekretæren for Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, i en artikel i Kristeligt Dagblad forrige år spurgte ikke-missionske præster, hvordan de ville prædike uden om fortabelsens mulighed, når prædiketeksten var den med de ti brudejomfruer, hvoraf kun de fem har olie på lampen, er det er håndfast udtryk for denne yderst håndgribelige forståelse af kristendommens mål for mennesker: at vi gerne skal ende hos Gud i himlen, når vi dør, og ikke gå fortabt i helvede.
Det udelukker naturligvis ikke, at den frelste også får noget ud af troen inden da. I den pietistiske kristendom er der allerede her i livet en tæt og ofte også følelsesmæssig og livgivende kontakt mellem Gud og den troende, ligesom Bibelens ord opfattes som Guds egen tale ind i den troendes virkelighed.
Fra den store gryde med alle de eller vi lægfolk og præster, der kalder os grundtvigske, kan man formentlig hente et utal af svar på, hvad man får ud af at tro.
Men min fornemmelse er alligevel, at nøgleordet er livsmod. I forhold til de missionske er man nemlig temmelig tilbageholdende, hvad angår det evige liv. P.G. Lindhardts berømte og berygtede foredrag fra 1952, der egentlig ikke afskaffede det evige liv, afskaffede det måske alligevel lidt.
Det har i al fald været medvirkende til, at fokus ligger et andet sted, når vi taler om, hvad man får ud af at tro. Vægten ligger på denne side af døden og livsmod er som sagt kodeordet.
Når livsmod er troens frugt eller præsenteres som sådan har det nok først og fremmest at gøre med, at det føromtalte moderne menneske (og det vil jo bare sige os, der er mennesker nu) netop ofte mister modet, livsmodet. Ikke alene på grund af livsvilkår som sygdom, lidelse og død, men også på grund af hele det moderne livs voldsomme fart, overfladiskhed og ofte ensidige fokusering på økonomisk og teknologisk vækst.
Ind i den voksende fornemmelse af at være en fremmed i tilværelsen eller simpelthen følelsen af at være fortabt i livet eller have tabt det væsentlige rammer netop talen om livsmod.
Det gælder, hvad enten prædikanten er inspireret af Grundtvig-Løgstrup-aksen med dens tale om de fænomener, der bærer vores liv, men som det moderne menneske netop har det med at overse. Det skabte liv, som i sig rummer et livsmod, og som kristendommen oplyser og sender os tilbage til; eller man, inspireret af Kierkegaard-Sløk-fløjen, forkynder et livsmod på trods af tilværelsens ulidelige lethed, et livsmod, som kun Gud kan skænke et menneske.
Der findes naturligvis andre kirkelige svar på spørgsmålet, hvad man kan få ud af at tro. I den mere hardcore-tidehvervske udgave af kristendommen er det ofte forkyndelsens opgave at sætte mennesket på plads.
Det moderne menneske, der har det med at flygte ud i ideologiske drømmerier om en bedre verden, eller som på andre måder ikke er jorden tro. Det almindelige nære dagligliv, hvor næsten er den, man står over for, og ikke abstrakte eksistenser bag fjerne himmelstrøg just dét menneske sætter kristendommen på plads som en bortløben synder, der skal passe sit liv i kald og stand.
Og flere svar kunne formentlig føjes til fra forskellige kirkelige fløje og strømninger. Pilgrimsvandrerne ville pege på ro og fordybelse, de grønne kirkefolk på vores overlevelse som mennesker og som klode som svar på, hvorfor vi skal tro.
Men som sagt: Spørgsmålet hvad får jeg ud af at tro er et vanskeligt spørgsmål. Det er på den ene side ikke til at komme udenom ikke blot, fordi vi er blevet forbrugere, også når det gælder tro og religiøsitet, men simpelthen fordi vi er mennesker. Troen skal svare på eller til noget i vores liv en længsel, en søgen, en spørgen.
På den anden side har det ikke meget med kristendom at gøre, hvis troen skal være et middel til at nå personlige mål eller opnå personlige gevinster. Hverken lykke eller velvære. Og heller ikke egen frelse. Så er i sidste ende Gud gjort til tjener for min sag og det var vist ikke meningen. Eller for at citere føromtalte P.G. Lindhardt: Religionen lover lykke, men evangeliet stiller krav umulige krav vel at mærke om at sætte sit liv til for andre.
Således er selve spørgsmålet hvad får jeg ud af at tro et udtryk for menneskets indkrogethed i sig selv, som Luther definerede dette at være en synder.
Måske er det eneste svar på, hvorfor den troende tror, at det er, fordi man ikke kan andet! For dybest set er troen ikke noget, man vælger eller bestemmer sig til ud fra en kalkule af mulige afkast og gevinster. I al fald ikke den kristne tro.
For den kristne tro er luthersk forstået også en gave, noget, der skænkes et menneske, så min eventuelle tro og mine grunde til at tro modsiges og dømmes af den tro, Gud skænker, og som sender et menneske væk fra sig selv, ud i alverden. Så den kristne må sige som faderen til den besatte søn: Jeg tror, hjælp min vantro!.
Kristian Bøcker er sognepræst i Randbøl