Prøv avisen
Kronik

Nybagt mor: Hvornår kommer der en voksen?

Når man bliver mor, får man ud over en baby og granatchok ofte også et krav fra omgivelserne om at nyde det. Men det rammer direkte ned i selvbebrejdelsen og den dårlige samvittighed, når man ikke ubetinget synes, det er det fedeste i verden

Hun kom til verden en kold decembernat for snart otte måneder siden til tonerne af Bruce Springsteens ”The River”. Tre uger før tid. En lille, rødhåret skønhed. Min datter Asta.

Forud var gået en noget kaotisk tid med svangerskabsforgiftning, et blodtryk på vej mod stjernerne med rekordfart, indlæggelser, igangsætning, ve-drop, epiduralblokade, og jeg skal komme efter dig. Det ultimative tab af kontrol. Og milevidt fra den fødsel, jeg havde forestillet mig og forberedt mig på i månedsvis med yogaøvelser, rebozo-teknikker og andre halal-hippie-tiltag, som man jo gør, når man bor på Østerbro lige midt i speltsegmentet.

Det var en turbofødsel på tre timer. Jeg mærkede en lettelse over, at det var overstået, men ellers ikke meget andet på grund af blodtrykket, der sendte mig ind i en osteklokke foret med vat.

Jeg blev efterfølgende indlagt på barselsafsnittet. Som alle andre nybagte mødre (vil jeg tro) lå jeg og kiggede uafbrudt på den lille, sovende klump i plastik-vuggen ved siden af min seng. Tjekkede konstant, om hun nu trak vejret. Nærstuderede hendes fine ansigt med opstoppernæsen og det kobberfarvede hår. Og ventede.

Hvornår blev jeg mon ramt af den fuldstændige, overvældende forelskelse og lykkefølelse, jeg havde hørt så mange forældre tale om, og som jeg konstant blev konfronteret med via de utallige fødselsopdateringer i mit Facebook-feed med hashtags #denstørstelykke, #mitlivskærlighed og andre ultimative kærlighedserklæringer?

Jeg følte mest tomhed. Og en underlig meta-agtig fornemmelse, hvor jeg med min hjerne og fornuft godt vidste, at jeg var blevet mor og havde født den lille pige ved siden af mig. At hun havde været i min mave, og jeg havde skabt og båret hende. Men det kunne jeg slet ikke mærke kropsligt og intuitivt. Der var en følelse af fremmedgjorthed.

Den næste uges tid faldt mit blodtryk ikke som forventet, og Asta tabte alt for meget vægt, så vi blev indlagt og udskrevet på skift. Alt var kaos i mit hoved. Jeg var dødsens angst for, at min lille pige skulle dø, fordi jeg ikke kunne holde liv i hende. Amningen fungerede slet ikke, og hun var for svag til at sutte ordentligt. De næste tre uger fulgte min kæreste og jeg et rigidt amme-regime, hvor vi skulle vække vores sovende baby hver tredje time døgnet rundt, forsøge at amme hende, give flaske, malke ud og koge flasker. Og bagefter startede det hele forfra.

Vi sov stort set ikke. Og jeg tudede og tudede, når jeg ikke havde hysteriske grineflip. Jeg troede, jeg var ved at blive sindssyg, og havde uhyggelige tanker om at havne på psykiatrisk afdeling og aldrig lære min datter at kende. Jeg havde en følelse af på ingen måde at magte min nye rolle som mor. Der kørte konstant en tanke i mit hoved: ”Jeg kan ikke. Jeg vil ikke!”

Jeg kunne overhovedet ikke genkende mig selv. Hvor var min handlekraft og styrke blevet af? Bevares, jeg har været ude at skide mange andre gange i mit liv, for eksempel da min mor døde. Men jeg er på en eller anden måde altid kommet op til overfladen igen.

Denne gang var det anderledes. Jeg havde en følelse af, at jeg var ved at bukke under, og kunne ikke finde den indre råstyrke, der normalt trækker mig op af dybet.

Jeg var langtfra afbildet på det glansbillede af det lykkelige moderskab, jeg havde forestillet mig og glædet mig til. Det var ikke sådan her, det skulle have været. Jeg følte mig snydt, trist og som verdens dårligste og mest uegnede mor. Der var konstant en følelse af, at min kæreste og jeg legede far, mor og barn. Og at der snart ville komme en voksen og tage over. Det gjorde der selvfølgelig ikke, for jeg var jo den voksne, det var mig, der var mor og havde ansvaret for det lille væsen, jeg havde sat i verden. Men hvordan skulle jeg kunne passe på hende, når jeg ikke engang kunne passe på mig selv?

Det ramte ekstra hårdt, når mine omgivelsers automatreaktion på min nye status som mor var: ”Er det ikke det mest fantastiske? Husk nu at nyde det, for de bliver så hurtigt store”. Helt sikkert sagt i den bedste mening.

Kravet og forventningen om nydelse og lykke gav mig en følelsesmæssig mavepuster og borede endnu dybere ned i det sorte hul af dårlig samvittighed og selvbebrejdelse, der allerede føltes ret dybt: Hvad nu, hvis jeg ikke nyder det nok? Er jeg så en dårlig mor? Et forfærdeligt menneske? Og hvem er jeg egentlig, når jeg ikke føler mig som en mor, men heller ikke længere er den, jeg var? Identitetskrise af rang. Jeg skammede mig over ikke at føle den store lykkerus og moderfølelse, jeg tænkte jeg burde. Og som jeg oplevede blev forventet af mig. 

Min sundhedsplejerske Grete blev min redning. Hun spottede hurtigt, at jeg ikke havde det godt, og fik meldt mig til en efterfødselsreaktionsgruppe. Her mødte jeg andre mødre, der også syntes, at moderskabet havde været en hård fødsel i mere end kun fysisk forstand. Og jeg opdagede, at jeg faktisk ikke var så unormal, forkert og alene, som jeg havde gået og bildt mig ind i min barselsboble. Ifølge Jordemoderforeningen oplever cirka 1 ud af 10 nybagte mødre at få en eller anden form for fødselsdepression. Og jeg fik at vide, at efterfødselsgrupperne blev fyldt op lige så hurtigt, som de blev udbudt. Jeg var altså langtfra den eneste, der var faldet ned fra moderskabs-piedestalen og havde slået mig. Det var en kæmpe lettelse. Endelig et frirum, hvor det var o.k. at tale om de svære og grimme ting ved at være blevet mor. Hvor det var o.k. at tænke, at det ikke kun var fantastisk, men også en masse andre ting.

Om jeg havde en reel fødselsdepression, ved jeg ikke. Det er også lige meget, jeg havde det i hvert fald ikke så godt, som jeg burde.

Men som månederne gik, mærkede jeg stille og roligt kærligheden til min datter vokse og blive stærkere og stærkere. Og jeg faldt mere og mere ind i rollen som mor. Jeg synes stadig, det er svært og den største opgave, jeg nogensinde har stået over for. Og jeg tager stadig mig selv i at vente på, hvornår den voksne kommer og tager over, fordi jeg bliver bange eller ked af det. Men jeg ved nu, at jeg elsker hende og vil gøre alt for at være så god en mor, som jeg kan.

Mit formål med at skrive denne kronik er ikke at tage glæden fra kommende og nybagte mødre. Overhovedet ikke. Det er fantastisk og magisk på så mange måder at få et barn. Og for mange vil der helt sikkert være forelskelse, moderfølelse og lykkerus fra det øjeblik, babyen stikker hovedet ud. Mens det for andre er noget, der trækker ud og kommer gradvist – særligt, hvis man har fået en hård start på moderrollen.

Jeg har et ydmygt håb om, at vi kan smide glansbilledet af den evigt lykkelige mor i blespanden, bryde tabuet og være mere ærlige om og åbne over for, at der er mange forskellige måder at blive mor på. Både lykkelige og ulykkelige og en god kombination af begge dele. Og skrotte forventningen om konstant nydelse. Det fremmer ikke andet end dårlig samvittighed og følelsen af at være helt forkert, hvis man ikke nyder nok og hele tiden.

Det bedste mor-råd, jeg har fået, kom fra en klog kollega og mor til tre. Inden jeg gik på barsel, stoppede hun mig på gangen og sagde: ”Julie, du skal altså ikke blive forskrækket, hvis du ikke synes, det er det fedeste i verden at blive mor. Jeg hadede det i starten. Nu har jeg tre børn, og jeg elsker dem overalt på jorden. Bare rolig, det skal nok komme.” Jeg studsede lidt over hendes ord dengang, men nu ved jeg præcist, hvad hun mente. For sådan kan det også være at blive mor.

Rådet er hermed givet videre.

Julie Lorenzen er journalist