Håb og husførelse. En præsentation af Moltmanns økologi-etik

En af de teologer, der har udfoldet en kristen håbsteologi mest suverænt nogensinde, er den nu 92-årige tyske professor emeritus fra Tübingen Jürgen Moltmann. Dagens kronikører tegner et portræt af en det 20 århundredes helt store teologer

En af de teologer, der har udfoldet en kristen håbsteologi, er den nu 92-årige tyske professor emeritus fra Tübingen Jürgen Moltmann.
En af de teologer, der har udfoldet en kristen håbsteologi, er den nu 92-årige tyske professor emeritus fra Tübingen Jürgen Moltmann.

Håbet er bindeled mellem troen og kærligheden. Sådan er det i kristendommen. Uden håb for os selv og for verden bliver vi desperate. Forbindelsen mellem troen på Gud og kærligheden til medmennesker klippes over, hvis vi mister håbet for os selv og for verden. Men, det er et levende håb, vi har fået. Det er et håb, der simpelthen ikke kan dø.

En af de teologer, der har udfoldet en kristen håbsteologi, er den nu 92-årige tyske professor emeritus fra Tübingen Jürgen Moltmann. Han var i Danmark i 2012 for at holde to forelæsninger om økologi og teologi først i Løgumkloster på et kursus om teologi og naturvidenskaberne og dagen efter på Aarhus Universitet.

Det var et prominent besøg af en verdens mest indflydelsesrige teologer. Emnet for de to forelæsninger valgte han selv: Økologi er det vigtigste teologiske og etiske emne i nutiden ifølge Moltmann. Det angår nemlig den måde, vi holder hus med verdens fremtid på. Det græske oikos betyder hus, husførelse.

Når det er teologisk relevant at argumentere for en økologisk husførelse af verden, skyldes det, at Gud har skabt verden, og at målet for hele verdens historie er, at Gud skal bo i verden med sin retfærdighed og fred. Økologi drejer sig ikke kun om vaner, om at sige ja til grøn energi og at sige nej til sprøjtegifte og dyremishandling: Økologi er en konsekvens af håbet om, at verden skal blive Guds bolig.

I det følgende vil vi præsentere Moltmanns teologi og økologi-etik. Men først en biografisk note. Moltmann er født i Hamborg, og som man kan læse i hans selvbiografi fra 2006, Weiter Raum (Åbent Rum), har han erfaret både at miste håbet og at få det levende håb. Håbet mistede han i forbindelse med Anden Verdenskrig. Som 17-årig blev han, der kom fra et ikke-nazistisk hjem, udkommanderet til at betjene en anti-luftskytskanon.

Sammen med en ven stod han på en ponton ude på søen Alsteren, da bomber fra 1000 fly væltede ned over Hamborg syv nætter i træk. Det var i juli 1944. Den sjette nat blev den kanon, Moltmann stod ved, ramt og eksploderede. Vennen blev slået ihjel og sønderdelt, andre kom til og samlede sidemandens hoved og kropsdele sammen.

Moltmann slap med lette skrammer, men blev overmandet af et tungt, fortvivlende spørgsmål: Hvorfor er jeg i live og ikke død? Senere overgav Moltmann sig til englænderne, han kom i fangelejr i Skotland, hvor han mødte venlige mennesker og en præst, der gav ham en bibel. Gradvist kom han til tro og frem til håbet om, at Gud vil oprejse de døde og fuldende sin historie med os og hele skabningen.

I 1964 udgav Moltmann sit gennembrudsværk, Theologie der Hoffnung (på dansk: Håbets Teologi). Med denne bog, der endte på forsiden af aviser og tidsskrifter verden over, fik han med ét en position som en internationalt berømt politisk teolog. Skønt bogen var en teologisk afhandling og ikke et politisk manifest, var ånden i den ikke til at tage fejl af.

Her fremstilles kristendommen ikke som en konservativ ideologi. Kristendom er derimod en tro på, at Gud gør alting nyt med sin korsfæstede og opstandne søn. At håbe er have taget imod dette løfte, der motiverer os til at holde ud, lide og til at protestere mod uret og lidelse.

Theologie der Hoffnung var et opgør med samtidens eksistensteologi og tendensen til at gøre menneskets historie til den eneste teologisk relevante historie. Verdens faktiske historie overlod man til historikere og sociologer; naturens verden overlod man til naturvidenskaben, så det var alene i selvforholdet, at Gud kom i spil. På den måde blev både naturen og verden gudløs, mens Gud for sin del blev hjemløs i verden og i naturen.

Denne form for teologi var ret beset et forsøg på at gøre den kristne forkyndelse immun over for kritik fra en omverden, der tilsyneladende blev mere og mere præget af en naturvidenskabelig ateisme.

Moltmann griber det anderledes an. Han forsøger ikke at finde en beskeden plads til Gud i en sekulariseret verden. For det er jo Gud, der giver os plads til at leve i hans historie. Det er sådan, vi må forstå Jesu opstandelse: Dén åbner verden for os, og den giver os et løfte, der ikke blot angår vor individuelle sjælefred, men som omfatter hele skabningen og hele skaberværket med et håb. Det kristne håb er, at Gud bor iblandt os, og at hele skabningen gøres til Guds hus.

Men kan vi nære dette fremtidshåb, når vi samtidig ved, at naturvidenskaberne forklarer livet som lukkede, mekaniske processer? I Theologie der Hoffnung bliver dette spørgsmål kun markeret, men det er et spørgsmål, som Moltmann har taget op siden hen senest i Håbets Etik fra 2010.

Moltmann ville egentlig have skrevet en bog om etik allerede i 1970erne, hvor han deltog i råd og debatter om bioteknologi, økologi med mere. Men han var ikke klar til at skrive en etik, fortæller han. Først kom der en bog om den korsfæstede Gud (1972), siden om den treenige Gud (1980), derpå fulgte en om skabelsen og økologi (1985) og imens disse bøger og flere andre blev udgivet, er der sket nogle teoretiske nybrud inden for naturvidenskaberne, som positivt har ændret mulighederne for at føre en samtale med naturvidenskaberne.

Moltmann beskæftiger sig i Ethik der Hoffnung især med det, der er sket af ændringer inden for den teoretiske biologi. Hans intention er ikke at bestride evolutionslæren, men at drøfte den fortolkning, som Darwin og neodarwinistiske biologer har givet evolutionslæren. Gud må være til stede i, med og under de processer, der foregår både i den ydre natur og i den natur, vi selv er med vores kroppe. Hvordan er Gud til stede i det levende?

Det kan ingen svare fyldestgørende på; der gives kun spor at gå efter. Men biologien lægger spor ud. Moltmann hæfter sig ved, at livsprocesser ikke længere betragtes som lukkede, mekaniske kredsløb.

Livsprocesser, om det er i den enkelte celle, en myretue eller i Øresund forstås nu som åbne, fremtidsrettede systemer. Det fremgår af den moderne kompleksitetsforskning, moderne genetik, biosemiotik med mere. Det levende kendetegnes desuden ved, at det lever i en samvirkende og vekselvirkende omverdenstydning. Nyere biologi tegner et stadig klarere billede af, at kampen om overlevelse ikke er det første og eneste afgørende princip i naturen, det er derimod frugtbarheden og samarbejdet i og mellem det levende.

For Moltmann understøtter disse biologiske nyorienteringer talen om den treenige Gud som en social enhed, hvor Fader, Søn og Helligånd samvirker og vekselvirker. Den treenige Gud kan umuligt skabe livsformer, der er lukkede og mekaniske, men det giver god mening, at Gud er Gud for livsvæsener, der vekselvirker, samarbejder og er rettet mod fremtiden.

Der sker nyt under solen. Hele evolutionen må forstås ud fra fremtiden, og ikke fortiden. Dette synspunkt er ligesom talen om alt livs formålsmæssighed igen begyndt at spille en rolle i biologien, og stemmer fint med Moltmanns tænkning. Vi er i historien på vej hen mod en finale, hvor Gud vil fuldkommengøre hele sit skaberværk.

Da Moltmann var i Danmark i 2012 forelæste han om økologi i både Løgumkloster og Aarhus. Økologi er ikke en frelsesag, vi kan ikke gøre os selv retfærdige over for Gud ved at ændre vaner. Men den Gud, vi tror på, har givet kristne det løfte og den opgave at repræsentere hele skabningens håb. Vi skal holde hus med jorden, så Gud kan bo her med sin retfærdighed og fred.