Prøv avisen
Kronik

I 1968 startede teologiens ungdomsoprør

Jens Maibom Pedersen og Peter Lodberg.

Jens Maibom Pedersen, forstander på diakonhøjskolen og næstformand for teologi for lægfolk og Peter Lodberg, professor, dr.theol. og formand for teologi for lægfolk

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

50 år efter det skelsættende år er vi i gang med en kritisk revision af konsekvenserne af ånden fra 1968. Etableringen af Teologi for Lægfolk i 1968 er blandt de levedygtige initiativer, skriver formanden og næstformanden for Teologi for Lægfolk i dagens kronik

1968 STÅR I DAG som et symbol for et opgør med knaphedstiden lige efter Besættelsen. Nu skulle nye generationer til med nye idéer og kræfter. Ud med gamle værdier og ind med nye kønsroller og magtforhold på uddannelsesinstitutionerne. 50 år efter det skelsættende år er vi i gang med en kritisk revision af positive og negative konsekvenser af ånden fra 1968.

Etableringen af Teologi for Lægfolk (TFL) er i tilknytning hertil blandt de levedygtige initiativer på den teologiske front. Flere tusinde kursister fra hele landet har igennem årene deltaget på det treårige kursus i teologiens grundfag. De er blevet eksperter i lægfolks teologi. Kurset har altid haft hjemsted i Aarhus, og det bidrager på sin egen særlige måde til det, som nogle kalder for Aarhus-teologien. Initiativtagerne var ansat som undervisere på Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.

Poul Nepper-Christensen, der blev Teologi for Lægfolks første formand, underviste i Det Nye Testamente med speciale i Matthæusevangeliet. Han fik fuld opbakning fra sin kollega Johannes Aagaard, der ikke blot var næstformand, men også igangsætter og inspirator inden for økumenisk teologi og missionsvidenskab.

Sammenlignet med samtidens Aarhus-teologer, der talte professorerne K.E. Løgstrup, P.G. Lindhardt, Regin Prenter og Johannes Sløk, repræsenterer Johannes Aagaard og hans nærmeste kolleger en femte form for Aarhus- teologi. Den samler sig om helligånd og kirke i trosbekendelsens tredje artikel.

Efter inspiration fra den schweiziske teolog Karl Barth og Andet Vatikankoncil (1962-1965) i den katolske kirke betoner grundlæggerne af Teologi for Lægfolk, at teologien begynder med tanken om, at Gud sender sig selv til verden gennem sin søn Jesus Kristus og sin kirke. Det er i kirken, vi fejrer opstandelsens fest.

Den kristne eksistens er derfor præget af, at vi hele tiden lever i håbet om forløsning og frelse. Fortiden er ikke den vigtigste tid, men den fremtid, som hele tiden møder os forfra. Hvis vi kun er bestemt af vores fortid, så hænger vi fast i synd, død og ødelæggelse. Derfor skal vi vende perspektivet om og koncentrere os om, hvem vi kan blive i mødet med evangeliet. Det placerer ord som fornyelse, forandring, tilgivelse og opstandelse i hjertet af den kristne selvforståelse. Vi er ikke syndere, men tilgivne syndere, sådan som allerede den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer havde sagt det.

TANKEN OM OPBRUD OG FORNYELSE, der er evangeliets inderste kerne, gælder også for kirken. Især Johannes Aagaard lod det ikke blive ved en fundamental kirkekritik. Han kastede sig ind i en lang række initiativer, der skulle være med til at forny en kirke, der var stivnet i konfessionel, politisk og national selvtilstrækkelighed.

En særlig kilde til fornyelse er ifølge Aagaard den fjerde økumeniske bevægelse, hvor lægfolket sætter dagsordenen for samarbejdet mellem kirkesamfundene. Ikke mindst den økumeniske bevægelses sociale og politiske indsats mod apartheid i Sydafrika og kirkernes diakonale indsats for social retfærdighed i Den Tredje Verden havde hans store bevågenhed. Det hører øjensynligt sammen med, at han som ganske ung havde oplevet stor fattigdom og hungersnød på en rejse i Indien. Billeder af døende børn slap ham aldrig.

Det er derfor nærliggende, at Johannes Aagaard i 1968 tager initiativet til Mini-Uppsala i Haslev. Idéen var at invitere deltagere i Kirkernes Verdensråds generalforsamling til Haslev, når de alligevel skulle mellemlande i Kastrup på vej til Uppsala. Ønsket var, at verden skal skrive teologiens og kirkernes dagsorden, så de kommer på omgangshøjde med deres egen samtid. Teologien skal være samtidsteologi.

JOHANNES AAGAARD forbliver lægmand i betydningen ikke-ordineret hele sit liv og ønsker at skabe en lægfolks bevægelse, der skal ruske op i forældede kirkelige traditioner og redde de etablerede kirkesamfund fra deres egen undergang midt i sekulariseringens tidsalder.

Ud over Mini-Uppsala, der senere udvikler sig til Danske Kirkedage og Himmelske Dage, skaber Johannes Aagaard også Teologi for Lægfolk i 1968. Kurset skal myndiggøre lægfolk til at tage det almindelige præstedømme på sig og gå forrest i fornyelsen af kirkerne. Ligesom Mini-Uppsala skal Teologi for Lægfolk være økumenisk og henvende sig til deltagere fra alle kirkesamfund i Danmark.

Sådan har det været lige siden, og flere organisationer og kirkesamfund som for eksempel Frelsens Hær har i perioder anvendt Teologi for Lægfolk som kursus for deres medarbejdere.

Vi kan i dag kalde Teologi for Lægfolk for et kursus i lægfolksteologi. Det er en teologi, der begynder med en fordybelse i de teologiske fagdiscipliner og lægger op til en drøftelse af, hvordan teologien er med til at forme synet på os selv og hinanden samt vores kultur, samfund og kirke.

Det kan undre, at der så sjældent bliver talt om lægfolksteologi, fordi lægfolk er rygraden i kirken. Det er, som om teologi er noget, der er forbeholdt teologer uddannet på universiteterne som en forudsætning for at blive præst i for eksempel den danske folkekirke. Men netop i et land som Danmark med en stor folkekirke burde lægfolksteologien stå helt centralt.

TRÆKKER VI LINJERNE TILBAGE til kirkereformatoren Martin Luther, lægger han afgørende vægt på, at lægfolk er kirken. Han skriver i skriftet ”Om reformation af kristenheden”, at der i virkeligheden kun er forskel mellem lægfolk og præster, fyrster og biskopper på grund af embedet eller gerningen, ikke på grund af standen – ”thi de er alle af gejstlig stand, sande præster, biskopper og paver, men de har ikke samme arbejde, ligesom jo blandt præster og munke heller ikke alle har samme slags arbejde”.

Luther går her ud fra, at alle tilhører samme Kristi legeme, og at Kristus ikke har to slags legemer – det ene verdsligt og det andet gejstligt. Luther formulerer det således: ”Ét hoved er han, og ét legeme har han.” Enhver uanset uddannelse og arbejde er på grund af sin dåb i lige grad indviede præster og biskopper, og enhver skal ifølge Luther udøve sit arbejde sådan, at alle stiler mod ét fælles mål: at gavne legeme og sjæl, ligesom legemets lemmer alle tjener hinanden.

Det såkaldte almindelige præstedømme er således ikke kun noget, der gælder i kirken, men også i samfundet. Begge steder handler det om at gøre det, der tjener medmennesket. Vi er altså alle lægfolk, og vi skal uddannes til at varetage den opgave. Luther skrev selv ”Den Lille Katekismus” og ”Den Store Katekismus” for at danne og uddanne til livet i samfundet og i kirken.

Arven fra Luther er, at alt det, der hører til menneskelivet, skal være genstand for teologisk uddannelse og refleksion, og at besindelse på den kristne tros indhold åbner op for et liv med den treenige Gud og med andre mennesker. Derfor er lægfolket både kirken og samfundet, og de erfaringer, vi gør os begge steder, er teologiske og hører derfor naturligt hjemme i et teologisk studium.

Det gør de i hvert fald på kurset Teologi for Lægfolk, sådan som det er blevet drevet siden 1968. Måske er vi ikke længere teologiens ungdomsoprørere, men udgangspunktet er stadigvæk det samme. Når TFL-folket mødes til de månedlige konventer på Diakonhøjskolen i Aarhus, vidner de mange samtaler og diskussioner om et vågent lægfolk, der inspireres og inspirerer til at løfte fælles og nødvendige opgaver i kirke og samfund.