Den 7. november ville Benny Andersen være fyldt 90 år. Han var en af vores mest folkekære forfattere, som alle børn kender fra Snøvsen-bøgerne, og hvis digte og sange vi voksne fornøjer os med at læse og synge.
Bag alt det fornøjelige ligger der dog en menneskeopfattelse, der er dybt inspireret af Kierkegaard, og som kan opfattes som en opsang til os alle om at vælge os selv som etisk-ansvarlige mennesker i et kærligt forhold til vore medmennesker.
Om sit forhold til Kierkegaard siger Benny Andersen selv, at han på et tidspunkt i sin ungdom, hvor han følte sig nedtrykt, usikker og desorienteret blev så desperat, at han begyndte at læse Kierkegaard. ”Det var ikke noget nemt skridt for mig”, beretter han ”for i min ungdom havde jeg hørt, at man kunne blive sindssyg af at læse ham, og det var ikke noget for mig.” Nu følte han imidlertid, at han ville miste forstanden, hvis han ikke foretog sig noget virkelig radikalt, og af de tre vildeste muligheder, selvmord, druk eller Kierkegaard, valgte han den vildeste. Til sin store forbløffelse følte han sig dog kraftig oplivet, da han læste om valget i Kierkegaards værk ”Enten-Eller”. ”Nu forstod jeg, at det gjaldt om at ville. At vælge eller ikke at vælge, det var sagen. Og at vælge ville sige at blive sig selv, at træde i kraft, at eksistere, til forskel fra bare at være til. Jeg indså, at det for mig gjaldt om at vælge det etiske.”
Svantes viser kan da også læses som én lang symfoni over Kierkegaards ”Enten-Eller”, hvor Svante gennemgår samme udvikling som hovedpersonen i dette værk. Samtidig rummer både viserne og Andersens øvrige digte dog også et opgør med Kierkegaards kristne livssyn.
Spiren til Svante findes i Benny Andersens allertidligste noveller om de små, flinke og diskrete, men også anonyme og farveløse mænd, der passer deres arbejde og spisetider, og som er optaget af den ydre facade: af hjørnesofaen, bilen og ligusterhækken. De minder til forveksling om den persontype, Kierkegaard kalder for spidsborgeren. Andersen selv kaldte dem for undgængere, for det er personer, der undgår sig selv. De undgår at tage stilling til deres eget liv. De følger strømmen og mener det samme som alle andre. De abonnerer på færdigblandede meninger, holder tungen lige i munden, falder ind i tonen og overhører dem, der snubler over ordene.
Da Svante første gang dukker op, har han opdaget, at undgængerlivet er tomt og indholdsløst. Han er blevet klar over, at han bliver nødt til at vælge selv, i stedet for at lade andre vælge for ham. Men han magter ikke at vælge sig selv. Så han vælger i stedet at leve som det, Kierkegaard kalder en æstetiker. Det betyder, at han ikke tager livet alvorligt, men kaster sig ud i alt det, der giver ham en umiddelbar og uforpligtende nydelse uden hensyntagen til sine medmenneskers ve og vel.
Dæk op med gravad laks og dyrekølle
bær hummeren og kaviaren ind!
Når oksestegens fedtlag slår en krølle
så syder alle safter i mit sind.
Her svælger man i vin og kåde piger
En båndoptager spiller lystigt op
Der danses tæt, så puls og stemning stiger
Man knuger anden krop til egen krop
Sådan synger Svante. Men han opdager hurtigt, at uanset hvor meget laks og kaviar han spiser, uanset hvor mange øller han drikker, og hvor mange kvindebarme han går til og fra, så bliver han ikke lykkelig, for intet af det kan stille hans værste sult. Hans desperate jagt på nydelse er nemlig blot en jagt væk fra tomheden og meningsløsheden. Han opdager, at han i virkeligheden er dybt fortvivlet, og at hans dybeste sult er en sult efter et meningsfuldt, kærligt og autentisk liv. Denne fortvivlelse hører vi om i ”Svantes sorte sang”:
Jeg fortryder min fortid og min fødsel
som jeg ikke har haft megen glæde af
Naturen har sgu været lidt for ødsel
når jeg ikke straks blev siet fra
Jeg hader mig selv og mit selvhad
Gid jeg var en smule selvglad
Heldigvis udvikler Svante sig gennem denne fortvivlelse. Han erkender, at fortvivlelsen er en del af pakken. Det er en del af ham selv, som han må acceptere, og han erkender, at det vigtige valg her i livet ikke er et valg mellem dyrekølle eller gravad laks, men mellem ”at vælge” eller ”ikke at vælge” sig selv. I første omgang orker Svante dog ikke at tage friheden på sig. Det hører vi om i visen ”Længsel efter Sverige”, hvor han står og længes efter det forjættede land. Hans hjerte tripper og basker af lyst til at tage den første færge. Men han må blive – konstaterer han – for ellers bliver han søsyg.
Den søsyge, svimmelhed og kvalme, som Svante ikke tør udsætte sig selv for, er et udtryk for den angst, som mennesket ifølge Kierkegaard oplever, når det erkender friheden og ansvaret.
Svante har det ligesom pigen i digtet ”Nittenårig pige på vippen”. Hun står fortvivlet på den høje vippe i svømmehallen. Benene ryster. Hun ved, hun bør springe, men hun tør ikke, så hun ender med at blive stående på vippen, ligesom Svante blev stående foran færgen. Heldigvis hedder det næste digt i samlingen ”Nittenårig pige i luften”, og her har hun taget springet. Pas på dernede – her kommer jeg, råber hun. Det er hendes jeg, der kommer. Nu har hun valgt sig selv.
Det samme har Svante. Hans fortvivlelse har fået ham til at erkende, at han selv kan vælge livet og involvere sig i andre. Hermed finder han ud af, at meningen med livet ikke findes ude i den store, vide verden, hvor han kunne beruse sig i øl og kåde damer, men i dagligdagens hvile, i gentagelsen, i de nære ting og i de kærlige relationer til sine medmennesker.
”Jeg elsker min Hustru, er lykkelig i mit hjem,” sagde Kierkegaards etiker, assessor Vilhelm, og det samme siger Svante, der ender med at lære kunsten at lovprise hverdagslivet sammen med kaffen og ostemaden, og Nina, der kommer ud af badet.
Ligesom hovedpersonen i ”Enten-Eller” har Svante gennem fortvivlelsen udviklet sig fra at være æstetiker til etiker. Han har realiseret det almene, som Kierkegaard ville sige det, og fundet ligevægten mellem det æstetiske og det etiske. Hans liv er ikke længere en flugt væk fra sig selv, men en hvilen i sig selv.
Kierkegaard standser imidlertid ikke her, men hævder, at det at leve et meningsfuldt liv indebærer en kristen livsholdning. Man kan kun vælge sig selv etisk-socialt, hvis man samtidig vælger ”sig selv i Gud”. Kun ved at lægge vores liv over i Guds kærlige hånd, kan vi ifølge Kierkegaard leve et sandt liv.
I modsætning hertil standser Andersen ved det etiske. ”Livet er dig, Du er sgu Gud,” skriver han. Det, at mennesket selv er Gud, skal forstås på den måde, at mennesket ikke er skabt af Gud, men derimod skaber sig selv. Først når vi har indset, at vi ikke kan overlade meningen med livet til hverken andre mennesker eller til en gud, kan vi vælge os selv etisk-socialt og dermed leve i et kærligt og ansvarligt forhold til vore mennesker.
Benny Andersen får med Svantes viser sat fokus på den kendsgerning, at mange i dag føler sig ensomme, rastløse og ulykkelige. Vi har travlt med at realisere os selv, men det lykkes aldrig helt. Og Andersen har forklaringen på, hvorfor det går så galt: Det er ikke en ”selv-realisering”, men en ”sammen-realisering”, der skal til, for at livet får en ny og meningsfuld klang.
Andersen får dog med sin ateistiske livsholdning ikke forklaret, hvordan denne kærlige ”sammen-realisering” opstår. Hvis den ikke kommer fra Gud, hvor kommer den så fra
”Benny Andersen får med Svantes viser sat fokus på den kendsgerning, at mange i dag føler sig ensomme, rastløse og ulykkelige.