I dag er det 25 år siden, krigen i Bosnien sluttede: Især én gruppe lider under sociale og politiske problemer

Det er 25 år siden, at krigen i Bosnien blev afsluttet. I dag er de etniske modsætninger ikke så udtalte, men de sociale er, og værst er det politiske klima. Især ungdommen er træt af det fastlåste politiske klima og den store arbejdsløshed, skriver kronikør

Foto: Paw Wegner Gissel
Foto: Paw Wegner Gissel.

I dag er det 25 år siden, at den længste krig i Europa efter Anden Verdenskrig blev afsluttet. Da blev den fredaftale, som forhandlet fra den 1. til den 21. november på Wright-Patterson Air Force Base i Dayton, Ohio, underskrevet under festlige former i Paris med deltagelse af præsidenter, ministerpræsidenter og ministre fra en række lande, herunder USA og Rusland. Men de tre vigtigste underskrifter var de tre involverede Balkan-præsidenter: Bosniens Izetbegovic, Kroatiens Tudjman og Serbiens Milosevic. De underskrev for henholdvis bosniakkerne (”muslimerne”), kroaterne og serberne i Bosnien.

Izetbegovic var den eneste lokale leder fra Bosnien. Tudjman optrådte for kroaterne, og Milosevic for serberne i Bosnien, selvom ingen af dem var valgt dér. De lokale politikere sad ikke med ved forhandlingsbordet. Især ville man undgå den bosnisk-serbiske præsident Radovan Karadzic, politisk ansvarlig for folkedrabet i Srebrenica i juli 1995.

Milosevic havde hele tiden hævdet, at han ikke havde noget ansvar for, hvad der var foregået i Bosnien. Da USA imidlertid forlangte, at det var ham, der skulle repræsentere den serbiske side, måtte han have et formelt mandat til at forhandle på de bosniske serberes vegne. Og det måtte han så bede om fra den eneste person, som kunne repræsentere alle verdens serbere: Den serbisk-ortodokse kirkes overhoved, patriark Pavle!

Krigene i Kroatien og Bosnien var nemlig etniske krige, hvor det ikke var sproget, men den religiøse baggrund, som definerede den etniske identitet. Pavle, som var tiltrådt i 1990, var imidlertid ingen nationalist – faktisk var han dybt skeptisk over for den nationalisme, som Milosevic havde gjort til sin politiske platform, og som allerede havde bragt så mange ulykker over både serberne og de andre eksjugoslaviske folk. Milosevic var tillige kompromisløs ateist. Men i denne situation fandt de sammen om at skabe den fred, som også Milosevic ønskede efter sanktioner og år med galopperende inflation, som havde undergravet det velfærdssamfund, han havde drømt om.

Fredens garanter var også en sammenbragt skare. Frankrig og Rusland havde længe mest hældt til den serbiske side, Tyskland til den kroatiske, men USA mere og mere til den bosniakiske. Det mest forbløffende var dog den samhørighed, som under den tre et halvt år lange krig udviklede sig mellem de religiøse ledere i regionen, med opbakning fra Konferencen for Europæiske Kirker (KEK) og deres samarbejdspartner den katolske bispekonference i Europa. Denne ”koalition” udstrakte sig endda til muslimske og jødiske ledere. Jeg har selv været udsendt for KEK til flere sådanne møder, hvor der bag om de politiske facader byggedes tillidsforhold og netværk op, ofte med deltagelse af kirkelige nødhjælpsorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp. Mange gode kræfter virkede sammen om at modvirke, at krigen skulle udvikle sig til en regulær religionskrig.

De lokale militser havde ellers gjort, hvad de kunne. Det gik værst ud over moskéerne, men også en del kirker blev også ramt. Man ville vise sin ret til den jord, man gjorde krav på, ved at udslette den anden parts religiøse monumenter og dermed de historiske minder om deres tilstedeværelse. Desværre det samme, vi for nylig har set igen i Kaukasus.

Fredsaftalen var meget omfattende og gik så langt som at indføre en ny forfatning for Bosnien-Hercegovina, hvor man forsøgte at tilgodese også de fordrevnes interesser og rettigheder. Således fik nogle bosniakker ikke blot ret, men også hjælp til at flytte tilbage til hårdt udrensede områder som Prijedor og Srebrenica. Og hvis deres huse stadig stod, var de naturligvis stadig deres. For en sikkerheds skyld blev der dog placeret internationale styrker lige om hjørnet.

Og de er der stadig. Danmark var med, så længe det var FN, som stillede styrkerne, men da EU overtog jobbet, måtte danskerne trække sig ud på grund af det danske forsvarsforbehold.

Den mest afgørende faktor var imidlertid, at ”det internationale samfund” indsatte en high representative som en overvågningsinstans med vidtgående rettigheder til at gribe ind, hvis nogen forsøgte at omgå eller bryde reglerne i fredstraktaten og forfatningen. I 1996 og 1997 gennemførtes fredelige valg (parlamentsvalg og lokalvalg) overvåget af internationale observatører, og dermed skabtes de demokratiske organer, som stadig eksisterer. Men ofte arbejdede politikerne dårligt sammen. Så greb den høje repræsentant ind, særlig energisk den tidligere spanske udenrigsminister Carlos Westendorp (1997-1999), som gav det nye Bosnien både et helt nyt flag (i EU-farver), digitale nummerplader til erstatning for de tidligere ”etniske” og en fælles nationalsang. Næste skridt var at få gang i økonomien, genopbygning og infrastruktur, bekæmpe korruptionen, styrke integrationen mellem de forskellige områder i landet og forberede landets integration i EU.

Et middel hertil var ”April-pakken” i 2006. Den skulle bløde op på nogle af de usmidige regler i Dayton-forfatningen med dens vidtgående hensyntagen til de etniske hovedgrupper. Flertallet af de kroatiske og serbiske politikere var med på forslaget. Og mange af de bosniakiske. Men her gik det galt: Den fremtrædende bosniakiske politiker Haris Silajdzic, som havde været med i Dayton, mente, at reformen ikke var radikal nok, og at man nu måtte gå imod den etniske struktur og ændre forfatningen, så man nok fik regioner, men kun økonomisk baserede. Han dannede sit eget parti, og med én stemmes flertal faldt pakken i det bosniske forbundsparlament. Fra 2006 til 2010 var han det bosniske medlem af det bosniske præsidentskab, og tiden gik.

Så blev man lidt træt i de forskellige hovedstæder, ikke mindst i EU. Dertil kom den generelle økonomiske krise. Væksten i landet har siden været meget langsom og synes helt stoppet af corona. De etniske modsætninger er ikke så udtalte i dag som for 25 år siden, men de sociale er, og der har været flere tilfælde af massedemonstrationer og ildspåsættelser forskellige steder som sociale protester.

Men værst er det politiske klima mellem toppolitikerne. Det viste sig sidst i november, hvor der var en konference i anledning af årsdagen for Dayton i FN’s sikkerhedsråd. Her kom det til voldsomme verbale angreb på den nuværende høje repræsentant, østrigeren Valentin Inzko, fra den bosnisk-serbiske præsident Milorad Dodik, som karakteriserede ham som et uhyre og en udlænding, som kun handler i Sarajevo-bosniakkernes interesse. Det var efter, at Inzko blandt andet havde kritiseret Dodik for, at serberne havde rejst en statue af den nu livstidsdømte krigsforbryder Radovan Karadzic. Alligevel er der meget, der tyder på, at bosniere af alle slags i dag er meget trætte af deres ofte brovtende og korrupte politikere. Og at det er nu, der skal tages skridt for at sætte den reform i værk, som var lige ved at blive gennemført for 14 år siden.

Det er glædeligt, at den danske udenrigsminister fandt det vigtigt både at markere 25-året for Srebrenica-massakren i juli og fredsslutningen i december – der var forberedt en konference på Christiansborg om, hvordan man kommer videre efter Dayton, hvor Jeppe Kofod (S) og hans bosniske kollega skulle tale – men så måtte konferencen udsættes til foråret på grund af corona.

Det er meget væsentligt, at vi nu tager bolden op igen, og på den måde kommer den nye generation i Bosnien i møde. For især ungdommen er meget træt af det fastlåste politiske klima og den store arbejdsløshed. Og alle parter i Bosnien er enige om én ting: at Bosniens fremtid må ligge i EU.