Nietzsche bedrev en intens kritik mod kirken. Men havde han skrevet i dag, tror jeg, at hans skydeskive havde været en anden, nemlig de moderne rettighedsbevægelser, såsom MeToo, Black Lives Matter, lgbt med flere. Folkekirken, som den ser ud i dag, havde han, desværre, nok fundet for undseelig at bruge krudt på, og derudover er arnestedet for anti-krænkelsesideologi og ensliggørelsen af mennesker at finde i disse bevægelser. Fælles for disse bevægelser er den erklærede formålsbestemmelse: Alle mennesker skal være lige. Og det er på mange måder en sympatisk tanke, da man helt intuitivt tænker, at alle mennesker, alene ved deres blotte menneskelighed, er lige meget værd.
Det ville Nietzsche nok også have ment. Dertil, men så heller ikke længere. For hos Nietzsche fandtes der mennesker, der var andre overlegne. Der fandtes mennesker, der var potente og livskraftige, og mennesker der ikke var.
Førstnævnte er lig overmennesket, som ikke så meget er det i intellektuelt forstand overlegne menneske, men det potente og livskraftige menneske, der turde stå frem og skabe sine egne værdier. Også selvom de var fuldstændigt off i forhold til den generelle konsensus. Overmennesket, som endnu ikke er realiseret – kun som prototype, er det menneske, der skal komme, kulturens fineste frembringelse og slutprodukt. Det er det menneske, der udlever de ”fornemme værdier” – dem, som grækerne og romerne besad, og som var livskraftige i modsætning til de kristne med deres slunkne værdier, der for Nietzsche at se var fuldkomment blottet for vitalisme.
I kristendommen fandt Nietzsche nemlig svaghed, forbitrelse og forurettelsesfølelse. De kristne så misundeligt til dem, der levede ”fornemt” (vitalt), og derud af voksede der sig en ressentiment-følelse, der for at underkue de stærke, så man ikke selv skulle føle sig svag, fastsatte et fælles moral-nomos, som alle helst burde følge. I hvert fald for ikke at komme på kant med den herskende moral.
Sådan kritiserede Nietzsche kristendommen i sidste halvdel af det 19. århundrede. Men lur mig, om han, havde han levet i vore tider, ikke havde haft langt mere galde at spy. Lige præcis hans kritik af kristendommen kan nemlig overføres på de moderne rettighedsbevægelser, og sandsynligvis med endnu mere smæk for skillingen.
De sociale medier har givet alle og enhver et talerør. Her kan alle blive hørt, og især agerer de fremragende middel til at udskamme dem, der træder ved siden af. Med de sociale medier har man fået en platform, igennem hvilke man kan statuere sine moralske holdninger, og hvor det kun kræver ét klik at markere enighed eller uenighed. At vise verden, hvem man tilhører, og at ens moral er tilforladelig. Man kan gøre sig meningsfællesskaber, positionere sig og udøve en streng moralitet over for hinanden. Moralen er ikke længere bare noget, der findes i privatsfæren, men har fået karakter af tell it, don’t show it.
Vi lever altså i et samfund, hvor alle partout har ret til at få alle deres holdninger hørt og sågar behandlet med den allerstørste respekt. Den er ny for Nietzsche og altså langt fra opskriften på hans ønskesamfund; ham, der nærede den dybeste afsky mod den borgerlige offentlighed og dens opinion. Og hvis demokrati betyder, at flertallet har ret, var Nietzsche heller ikke en synderligt demokratisk tænker.
Den hede drøm om det standardiserede menneske, Nietzsches åndelige dødsfjende, lever i bedste velgående! For alle skriger efter det. Måske vil det altid være sådan. Datidens spidsborgere. Nutidens rettighedsborgere. Dem, der vil have det, som ”man” nu engang gerne vil have, og mener det, som ”man” mener.
Det værste for Nietzsche er ikke standardiseringen, men det er nærmere, når der ud af krænkelsen fødes en ny ideologifremmende moral. I vores tilfælde en ideologi, der gør alle dem, der for eksempel ikke mener, at otteårige børn bør vælge sit eget køn, få foretaget kønsskifteoperationer, at mænd skal have indopereret livmødre og føde babyer eller at cis-kønnede, der kalder en noget forkert, uden nogen ond bagtanke, skal udskammes, fordi tiltale-pronominer har en så væsentlig dagsorden, til mørkets fyrster. Selv er mange af tilhørerne måske ikke engang bevidste om, at de sætter en ny moralisme, som bl.a. består i, at man skal tilhøre en minoritet for at kunne tale med moralsk vægt.
Alligevel har alle disse identitetspolitiske bevægelser vundet enormt terræn. De identitetspolitiske strømninger taler nemlig eminent ind i tidsåndens moderne rettighedskultur, hvor alt, selv sociale forhold, skal kontraktliggøres for at opnå lighed, jævnfør snakken om blandt andet kønskvoter.
Den føromtalte standardisering er ikke engang det værste for Nietzsche. Det er nærmere, når de ”krænkede” på baggrund af ressentiment skaber en ny moral til fremmelse af deres ideologi, og når det, der opfattes som det socialt accepterede, er blevet til på dette fundament. Og peger det ikke netop mod en form for nihilisme, når man med strammere bundne bind for øjnene, end man måske selv lige opfatter i farten, bare overtager disse - de socialt accepterede værdier?
Nietzsche står som modgiften til al medløberi og nihilisme. Han ville have mennesket til på personlig vis at tage stilling og igennem selvstændig refleksion opnå autonomi. Man skal blive sit eget menneske, og ikke bare et menneske skabt på samlebånd.
Politologen Hannah Arendt identificerer noget ganske tilsvarende som Nietzsche omkring 65 år senere. Arendt frygtede de politiske og kulturelle massebevæger, som hviler på en populær-ideologi, som moderniteten havde muliggjort ved at gøre det moderne menneske rodløst. Førhen var man i langt højere grad forankret i en klasse; arbejderne eller storborgerskabet, hvor man som oftest var totalt-forankret i den ideologi, man var blevet givet. Men med massesamfundet dukker en kæmpestor ”mellem”-klasse op, som ikke har nogen værdimæssig forankring, hvilket gør mennesket mere villigt til at konsumere den populær-ideologi, der nu en gang ligger først for i samfundet.
Både Arendt og Nietzsche ville kritisere bevægelser, der baserede deres sandhedsværdi på massemoralisme. Det drejer sig ikke så meget om at kritisere lgbt, MeToo eller Black Lives Matter, men om den demokratiske pointe, der findes i den evindelige kritik af den bestående moral. Når der bliver for bred enighed om, hvad der er ondt, og hvad der er godt, skal kritikken sættes ind, så nye moraliserende tendenser ikke bare får lov at rulle derudaf som en uimodsagt steppebrand.
Selvom Nietzsche både er verdensfjern, bister og tidskontrær, konsekvent imod tidsånden og altid rede til at udskamme dem, der bare lod sig falde i hak med den, er han i høj grad relevant som et kulturkritisk korrektiv.
Han filosoferede med hammeren – slog den imod guldkalven og afslørede dens hulhed og identificerede samfundets hykleri. Selvom han var en anfægtelse af kaliber dengang, fremstår han måske endnu mere provokerende i dag, da han står for stort set alt det, vort samfund ikke byder os. Han kritiserede kirken, da dén var konsensus, ligesom han i dag ville have kritiseret al generel konsensus, som var sovset ind i, hvad han ville have opfattet som faretruende masse-menings-medløberi. Nietzcshe er ganske vist edgy, men lad os tage ham for det, han er: En evigt relevant polemiker, der med slangetunge stikker til tidens altopslugende moralisme. Provokerende, men befriende.