DAN TURÈLL BESVIMEDE, da han i 1. klasse sang B.S. Ingemanns salme ”Lysets engel går med glans”. Vi stod også ud for pulten og sang om Lysets engel på Den Classenske Legatskole. Men jeg besvimede ikke. Måske fordi ruderne ud til Vester Voldgade var matterede. Eller var det snarere, fordi jeg kendte englen hjemmefra? Vi var dus. Hun fulgte mig. Også i linje 1 til og fra skole. Var hun min skytsengel? Det ved jeg ikke. Heller ikke i dag, hvor hun stadig følger mig. Men hver aften sang vi om hende. Og det gør jeg stadig, som i ”Nu hviler mark og enge” af Poul Gerhardt:
O Jesus, du min glæde,
du dine vinger brede
og sænke om mig ned!
Vil Slangen mig omslynge,
så lad din engel synge:
Det barn er gemt i Herrens fred!
Selvfølgelig passede Guds engel på mig. Og med Vorherre kunne jeg trygt tale hele dagen. Er mit syn på engle så i dag forandret? Nej. Jeg tror stadig på engle! Engle uden grænser. Både de meget menneskelige, der utrætteligt holder ud i verdens nød- og kriseområder. Og i Danmark med salmedigteren Johannes Kirkegaards ord, ”en af dem, der trods myldretid når frem”. Men altså også de himmelske engle. Jeg er hverken interesseret i at beskrive englenes udseende, eller om de er synlige eller usynlige, og hvordan de kommer frem. Eller hvordan de har det i himlen. Jeg er kun interesseret i, at Gud med dem kan gribe ind i ens liv. Alt andet overlader jeg til Gud.
Ordet ”engel” kommer af det græske angelos, der betyder budbringer eller udsending. Engle er altså Guds budbringere. De er på en og samme tid både lige så ubetydelige og vigtige som postbude. Det er Guds budskab, der er vigtigt.
Den store teolog Regin Prenter skriver i sin dogmatik ”Skabelse og genløsning”: ”Engle og dæmoner er ikke kedelige pletter på et ellers ophøjet åndeligt system, men noget, der står i intim sammenhæng med centrum i det bibelske budskab.” Man kunne også sige, at hvis ens tro er en tro uden bøn, og man kun taler om Gud som en filosofisk idé, så har man hverken brug for at tale om engle endsige dæmoner.
I MIN FØRSTE BILLEDBIBEL og på de mange kalkmalerier i min barndoms kirke, Sions Kirke, har jeg set mange billeder af engle. Også mange smukke og gribende billeder. Men det er ikke dem, jeg gemmer i hjertet. Mit hjertes englebilleder har jeg lyttet mig til, når der blev fortalt bibelhistorie. Har jeg set for mig, når jeg bad aftenbøn. Har jeg sunget mig til. Ikke mindst til jul med de helt store Grundtvig-salmer: ”Velkommen igen, Guds engle små”. ”Julen har englelyd” og selvfølgelig B.S. Ingemanns ”Dejlig er jorden”.
Men for mig er ordet ”engel” i sig selv så stærkt et billede på gudsvirkeligheden, at jeg må bruge det igen og igen for at finde det rigtige ord til det, man kun kan beskrive i billeder. Ikke mindst når jeg skriver salmer, fortællinger og senest en roman. Med ordet ”engle” har jeg et billede på en virkelighed, som for mig er langt mere virkelig end den målbare. Jeg siger som Chesterton: Det forunderlige ved mirakler er, at de sker.
Lad mig nævne nogle eksempler på engle i mine salmer med to vers fra salmen ”Dagen er en solopgang”:
Dagen er en sollopgang.
Morgenkys en gave.
Engle synger morgensang
i en børnehave.
Morgenstund på bare tæer.
Øjne åbnes her og der.
Kirkeklokker ringer.
Natten lister søvnig ud
med sin drømmepude.
Travle engle går med bud,
banker på hver rude.
Stå nu op i Jesu navn,
og læg verden i hans favn
med dens sorg og glæde.
Det er en enkel morgensalme for børn og voksne. Englene går med os i skole og på arbejde. Mere konkret bliver det i salmen ”Nu lukker dagen sit vindue op”:
Og send dine engle i arbejdstøj,
når børnene løber i skole
For byen er farlig,
og farten er høj
for Jonatan, Sara og Ole.
Hvem af os har ikke som forældre eller bedsteforældre sendt vore børn og børnebørn ud i trafikken med en bøn om engle i arbejdstøj? Som den himmelske skolepatrulje. I salmen ”Timen lister blå og stille” møder vi englene som byens vogtere, natteravne. Sidste vers lyder:
Tak, at nattens gode engle
stadig går fra hus til hus
for at trøste dem, der græder
med et liv på vågeblus.
Gud, tag hånd om mine kære,
ja, dem alle, hver især.
Lad dem se dit ansigt lyse,
som det lyser for mig her.
Hvordan man vil forstå mine englebilleder, må være op til den enkelte. Men for mig er der ikke blot tale om en smuk metafor, men om gudsvirkeligheden.
I mine salmer findes der mange andre vers med engle. Trøstende engle som i ”Milde engel, du min glæde, hjælp mig nattens skygger bort”. Eller påskeengle med guldtrompeter. Og i salmen ”Du gik, hvor kun dødsenglen gik” møder vi Jesus som englen fra møgporten, der gik til de udstødtes mørke, hvor han rørte ved smitsomme sår og standsede feberens tørke. Endelig møder vi Guds kæmpende engle i ”Rul den ud Guds røde løber”, hvor det i sidste vers hedder:
Engle, syng, så djævle tier.
Syng om Kristus, Guds befrier.
Julenat blev Ordet kød.
MEN MED ENGLE I ARBEJDSTØJ og som byens natteravne nærmer vi os titlen på min roman ”Engle har mange ansigter”, der handler om, hvordan et barnløst, behjertet ægtepar tager sig af gadens forsømte børn i 1950’erne. Generationen, der både var fredsbørn og krigsbørn og kendte ord som Richs-billeder, Lillebrorlodder og Koreakrig, men ikke ord som krisehjælp.
At mange børn fra dysfunktionelle hjem kom helskindet gennem deres barndom og ungdom dengang, skyldtes ikke mindst de mange frivillige engle, der holdt af børn og gavmildt delte deres fritid med os. Ungdomsledere. Skolelærere med syn for den alt for stille. Alle dem, der brugte deres sommerferier og tog på lejre og kolonier. Lejrtanter med speciale i havregrød og om søndagen i flæskesteg og gul budding. Ydede de krisehjælp? Ja, udvidet! De var Guds sendebud, hvad enten de troede på Gud eller ej.
Men selvfølgelig kommer det altid an på øjnene, der ser. For vil man ikke se engle, ser man dem heller ikke. Og vil man kun forklare alt naturligt, så har hverken julen eller årets andre dage englelyd. Men Grundtvig så. Han så himlen åben julenat under sin jakobskamp med sin juleprædiken til første juledag. Hvor? I børneværelset. Dér så Grundtvig Guds engle åbne himlens borgerled. Og han skrev ”Velkommen igen, Guds engle små”!
SOM UNG PRÆST i Kildevældskirken blev jeg under velkomsten til en juleafslutningsgudstjeneste for 300 skolebørn afbrudt af en lille fyr på første række: ”Er det med Gud og Jesus rigtigt?”, spurgte han. Mildt sagt overrasket svarede jeg originalt: ”Ja.” Herefter gav han sin sidemand et ordentlig dunk i ryggen og sagde triumferende: ”Så kan du selv høre det!”.
Unægteligt en argumentation, men den holder heldigvis ikke. Som kristne må vi forsøge at forklare, hvad vi tror på. Ikke mindst som salmedigter og forfatter må jeg lede efter de rigtige ord.
Her har jeg forsøgt at forklare, hvorfor jeg med glæde skriver om engle. Jeg er overbevist om, at Gud har mange måder at tale til os på. Også i dag. I december vrimler det med juleengle. De følger os hele året. Vi har i dag brug for dem lige så meget som julenat og påskemorgen. Brug for deres protestsang: Frygt ikke! Derfor bekender jeg med taknemmelighed: Jeg tror på engle.
