Prøv avisen

I denne våde juletid

"Vi bor i et land med en barsk ungdomsrekord på alkoholområdet - unge, der drikker ungdommen bort. Omkring 122.000 børn vokser op i alkoholbelastede hjem. Hjemme drikker forældrene, og gruppepresset er stort," skriver dagens kronikør. Arkivfoto fra J-dag i København. Foto: Martin Sylvest Andersen/ Denmark

Sneøl og julefrokoster er over os i den søde juletid, hvor det kan være svært at sige nej til alkohol, uden at virke sippet. Men den joviale alkoholkultur omkring juletid er farlig, og glemt er tusinder af familier med små voksne børn, der lider under deres forældres våde og uansvarlige vaner

Åh Gud, hvor kan et menneske slippe en fjende ind i munden, der stjæler hans hjerne bort. Tænk, at vi med glæde, lystighed, fornøjelse og jubel forvandler os selv til dyr!

Shakespeare i Othello

SNEØLLET FALDT OVER DANMARK. J-dag indfandt sig den 1. november. Reklamerne har siden da mindet os om handlekraftige julemand, der kommer kørende med slæden, men lokkes af ølvognen. Han vender resolut om.

For godt tre år siden vedtog et enigt Folketing, at dømte spritbilister skulle benytte alkolås i deres køretøj. Et udåndingspust afklarer, om chaufføren er egnet til at køre ansvarligt. Bilen starter ganske ikke, hvis chaufføren fejler testen.

LÆS OGSÅ: Grønland kræver godtgørelse til faderløse

Siden da er intet sket! Nu, hvor julefrokosterne er over os, mobiliserer politiet sig landet over til krig imod spiritusbilister. Radiodebatter sætter fokus på dilemmaet, og fortællinger fra efterladte, der mistede et familiemedlem grundet spirituskørsel, rammer hårdt.

Hvert år i uge 40 gennemføres oplysningskampagnen, der minder om myndighedernes bestræbelser på at bevidstgøre befolkningen om alkoholmisbrugets konsekvenser. Mere end 25 års kampagner har demonstreret de små voksne børn som tabere i alkoholiserede hjem, understreget voksnes betydning som rollemodeller samt afsløret alkoholens opløsningseffekt på krop og sind.

Uge 40 i år understregede, at det skulle være en selvfølge at kunne sige nej tak til alkohol og stadig være respekteret. Men ved julefrokosternes tid lige nu er det svært at være uden for det gode selskab.

Hvert år omkring adventstid med julefrokosternes fremmarch går mine tanker til bage til Grønland, hvor jeg og min familie i sommeren 1979 flyttede til Grønlands hovedstad, Nuuk, for at arbejde for Adventistkirken, der her drev en fysioterapiklinik sideløbende med socialt arbejde fra den lokale menighed.

Informationerne, vi fik inden afrejse, gik på, at alkoholforbruget i Grønland var alarmerende højt helt op omkring 22 liter ren alkohol pr. person pr. år. Kunne det være sandt?

VI ANKOM i den smukke juli måned 1979 med helikopteren fra Søndre Strømfjord, hvor solens glitrende stråler reflekteredes i ølflaskers glaskår og dåsernes metalfarver på klipperne og bakkehøjene omkring Nuuk.

De lokale aviser viste chokerende billeder fra fiskeindustriens fabrik, hvor indhandlede fisk i tonsvis hver dag blev smidt på møddingen, fordi stort set ingen kom på arbejde. Børnehavernes personale strandede med uafhentede børn, hvis ellers børnene var kommet om morgenen.

Små voksne børn passede sig selv samt deres små søskende. Slagsmål og skyderier var dagligdagen i Nuuks store boligblokke, hvor hundene strejfede rundt blandt dynger af snavs og skidt.

Det førte til politisk krisemøde. Noget måtte gøres for at få det kulsejlede samfund på ret køl. De handlekraftige lokalpolitikere traf hurtigt deres beslutning. Udsalget af alkohol skulle lukkes overalt fra middag, hvor det skulle oplyses i Radioavisen, og en rationeringsordning skulle etableres.

Efter denne beslutning blev mødet i hast afsluttet, og handlekraftige politikere kunne i formiddagstimerne sikre sig hjemlige depoter til begrænsning af rationeringsordnings negative virkninger, inden politiet lukkede butikkerne helt!

Hver voksen borger fik så tilsendt et kuponark med 72 mærker til afrivning i en måned. Et mærke gav ret til at købe en pilsner, tre mærker en flaske rød-/hvidvin, seks mærker til en hedvin og ni mærker til en flaske rom eller vodka. Alt i alt en generøs ordning, som ville få Kit Broholm i Sundhedsstyrelsen med 14/21-ordningen til at være ovenud tilfreds. Men efter kort tid skød sortbørshandlen med arkene op. Unge kunne supplere deres indtægter, og den illegale import fra Danmark blev sat i system.

Mange politikere fik øjnene op for den uholdbare situation. Grønland havde ingen fremtid badet i sprit. Nogle af dem er nu kendt som ædru alkoholikere, og lokale sportsstjerner er blevet forbilleder, der taler imod misbrug af alkohol. Den grønlandske prispolitik og øens geografi sætter en grænse for forbruget i modsætning til Danmark, hvor vi indretter prispolitikken efter grænsehandlens diktat, så vi må indstille os på i de kommende år at betalt regningen på den sociale konto.

NU HAR JULEMANDEN været i fjernsynsreklamerne med klar opfordring til os alle om at vende kanen i retning mod ølvognen. Julefrokosterne er planlagt. Og vi venter spændt på, hvor mange politiaktioner i år, der kan magte at begrænse antallet af familier, der må forbløde.

Når eskimoer i Canada i gamle dage skulle fange ulve om vinteren, brugte de at smøre blod fra et slagtet dyr på en tveægget dolk. Man lod blodet fryse fast på dolken, smurte flere lag blod udenpå, således at dolkens knivblad var skjult bag det frosne blod. Dolken blev surret forsvarligt fast til et træ. Ulven kunne lugte kødet, der blev placeret ved træet og dolken.

Nysgerrigt snuser ulven til dolken. Sulten spiser den af kødet. Forsigtigt slikker den til dolken med sin varme tunge. Blodet tør op. Ivrigt slikker ulven videre. Det smager godt. Dens varme tunge tør det ene lag blod op efter det andet. Til sidst snitter den skarpe kniv ulvens tunge. Den lapper sit eget liv i sig. Grundigt slikker den rundt om hele kniven, der hele tiden placerer sit dødbringende snit i ulvens blødende tunge. Det smager godt. Men ulven forbløder. Den betaler med sit liv.

VED EN FN-KONGRES i Stockholm vedtog man den 21. februar 2001 en deklaration, som har til formål at beskytte børn og unge mod de påvirkninger, der får dem til at indtage alkohol.

Deklarationen fastslår, at alle mennesker har ret til at leve fri for ulykker, vold eller andre negative følge af alkoholmisbrug. At alle mennesker fra barnsben har ret til gyldig, uvildig oplysning og uddannelse om de konsekvenser, indtagelse af alkohol har for sundheden, familien og samfundet.

At alle børn og unge har ret til at vokse op i omgivelser fri for de negative virkninger af alkoholindtagelse og om muligt uden at blive udsat for markedsføring af alkohol. At alle mennesker med et overdrevet eller sundhedsskadeligt alkoholforbrug og deres familiemedlemmer har ret til adgang til behandling og omsorg. Og at alle mennesker, som ikke ønsker at indtage alkohol, eller som ikke kan gøre det af sundhedsmæssige eller andre grunde, har ret til ikke at blive udsat for pression, som har til formål at få dem til at indtage alkohol. De har ret til opbakning til et alkoholfrit liv.

Sundhed og velfærd er ethvert menneskes fundamentale ret. Vort syn på spirituskørsel har lykkeligvis ændret sig i befolkningen. Ægtepar, der planlægger graviditet, tager alkoholindtagelsen med i risikovurderingen, og mange gravide lægger alkohol på hylden af hensyn til fostret, og den solidariske fader støtter moderen.

I dag taler man om alkoholpolitik på arbejdspladserne, og mange bestyrelsesmøder og arbejdsfrokoster skylles ikke længere ned med øl og snaps. Mange lastbiler er udstyret med alkolås. At det så skulle være en uoverstigelig politisk handling at udstyre nyindregistrerede vogne med alkolås, er mig en gåde.

Mange har lagt tobaksrygning på hylden og accepteret de advarende ord på cigaretpakkerne. Vi bor i et land med en barsk ungdomsrekord på alkoholområdet unge, der drikker ungdommen bort. Omkring 122.000 børn vokser op i alkoholbelastede hjem. Hjemme drikker forældrene, og gruppepresset er stort ikke mindst i gymnasierne. En ødelagt hjerne, en ødelagt krop, et ødelagt hjem. Så mange menneskeliv, der sløses bort. De forbløder som den canadiske ulv. Er det virkelig prisen værd?

Tue Westing er præst i Adventistkirken og bestyrelsesmedlem i foreningen Alkohol og Samfund