Tårerne presser sig på, mens jeg sidder lænet hen over kuvøsen og aer hendes bløde kind. Den er kold. Mit blik er fæstnet på hende, på Lærke, lille fine Lærke.
Hun er perfekt med sine 3040 gram og 53 centimeter. Smuk og symmetrisk, som hun ligger der. Det er næsten, som om hun bare sover. Men hun er kold. For kold. Alt for kold til, at hun vågner lige om lidt.
Jeg løfter blikket fra hende og scanner rummets hvide vægge. De har forsøgt at gøre stuen så hjemlig som muligt. Dekorative sten i vindueskarmen, billeder af stille vand og en smuk blå himmel. Hele indretningen emmer af ro og balance. Men vi er i rummet, ingen vil være i, på den forkerte side af gangen. Vi er på afdelingen, ingen vil være på, på Y3: Enhed for tab før, under eller efter fødsel. En enhed, som kun er at finde på få sygehuse i Danmark.
Jeg vender mig igen mod jordemoderen. ”I ér blevet forældre,” siger hun og kigger på os. Forældre. Det er en titel, som min kæreste og jeg stadig prøver at forstå er vores. For hvordan er man forælder, når man ikke har fået sit barn med hjem? Hvordan rummer man det, der ikke kan rummes, og begriber det, der ikke kan og ikke vil begribes?
Vi havde ventet længe på hende. Allerede inden hun havde vist sig som to streger på graviditetstesten, havde vi ventet på hende. Og i de sidste næsten ni måneder havde vi forberedt os på, at vores verden endelig skulle vendes på hovedet med hendes ankomst. At vores tosomhed skulle blive brudt og blive til en tresomhed. Det kunne ikke gå galt. Alt var gået fint. Hun var perfekt. Alt var købt, alt var timet og tilrettelagt. Vi var klar, så klar, som man nu kan blive.
Hun var en aktiv lille pige fra starten. Lige fra det øjeblik, jeg begyndte at mærke hendes bevægelser, var vi forvisset om, at vores datter havde temperament præcis ligesom sine forældre, og at hun i øvrigt ville komme til at give os kamp til stregen.
Men så blev der pludselig stille. Helt stille. ”Det gør mig meget ondt, men der er ikke hjerteslag,” siger lægen, mens han kigger på mig. Jeg forstår ikke helt, hvad det er, han prøver at fortælle, men jeg kan se på hans ansigt, at det er alvorligt. Tårerne begynder at trille ned ad mine kinder, mens jeg ligger der på briksen. Jordemoderen, der tog imod mig på akutafdelingen, aer min arm, mens hun og lægen sidder helt stille og kigger på mig. Jeg hulker.
Tårerne, der før trillede sagte, er blevet til endeløse vandfald, og jeg tager hænderne op for øjnene. Den 17. maj 2018, 19 dage før termin, blev min kærestes og mit liv vendt på hovedet, da vores ufødte datter Lærkes hjerte stoppede med at slå.
Alt i mig skriger for at gå ind ad døren til venstre, den med flag foran. Barselsafsnittet, hvor alle de andre nybagte mødre ligger omsluttet af lykke. ”Bare drej, kom nu Ane, du kan bare gå derind, det er jo lige der. Bare tre skridt.” Men mine ben gør modstand. De bevæger sig til højre, hen mod døren uden flag. Jeg stopper op.
Jeg ved, at når jeg går ind ad døren til Y3, er der ingen vej tilbage. Så kan jeg ikke længere lukke øjnene og lade, som om mit mareridt kun er netop det: et mareridt, jeg kan vågne fra. En ond drøm, hvor jeg skal ind og samle styrke til at føde min livløse datter, hvor jeg skal holde hende og mærke smerten af, hvor uendeligt meget jeg elsker hende, se, hvor smuk og perfekt hun er, og hvor meget hun ligner min kæreste. Og hvor jeg skal lægge hendes alt for lille krop i en alt for lille kiste og mærke mit hjerte blive flænset i stykker til synet af min kæreste, der afleverer hende på krematoriet.
At gå ind ad døren betyder et ja tak til at føle sig amputeret for livet, et ja tak til at blive medlem af klubben, ingen vil være medlem af: Klubben for forældre uden børn. Min kæreste hiver i snoren, døren går op, og vi går ind.
Vores fem dage på Y3 på Skejby Sygehus var de allerværste og de allerbedste. De værste, fordi det var her, det gik op for os, at vores mareridt var virkeligt, at vi ikke kunne flygte fra det. De værste, fordi vi igen og igen blev konfronteret med tabet af vores førstefødte og vores umættelige sorg.
Men de var også de allerbedste. De bedste, fordi det var her, vi blev mødt og omsluttet af nogle af de mest kompetente, kærlige, omsorgsfulde og rummelige mennesker, man kan finde i det danske sundhedsvæsen. Mennesker, hvis omsorg ikke slutter ved udskrivelsen, men som vedbliver gennem opkald og besøg.
For på Y3 findes kvinder af en helt særlig kaliber, jordemødre, hvis arbejde er langt mere end vejen til en indkomst, og hvis indsats og nærvær kræver overnaturlig styrke. Her findes kvinder, som viser vejen til at rumme det, man ikke kan og vil rumme, og begribe det, der ikke kan begribes. Her er et system, der i den grad virker. Her mærker man ikke den travlhed og det pres, vores velfærdssamfund efterhånden ellers er kendetegnet ved på baggrund af de sidste års mange nedskæringer eller ”effektiviseringer”, som politikerne så fint kalder det. Her er der tid og ro. Her er et af de få steder, hvor man stadig mærker velfærdssystemets gribende net under sig, når man er i frit fald.
På Y3, omgivet af omsorg, blev vores datter født, vi blev forældre til Lærke. Som alle andre blev vi overvældet af den uudtømmelige kærlighed, man opfyldes af fra det sekund, man ser og holder sit barn for første gang. En kærlighed, kun forældre kender. Men en kærlighed, som for os, til forskel fra andre nybagte forældre, evigt ledsages af sorg. En sorg, et tab og et savn, som vi på Y3, midt i vores livs krise, lærte ikke er noget, man kan eller skal forsøge at løbe fra, hvor gerne man end vil.
Vi opdagede, at smerten ikke bliver mindre af forsøget på at separere sig fra det lille fine, uretfærdigt smukke menneske, vi havde skabt. På Y3 lærte vi at gå sorgen i møde og omfavne den som en smertelig påmindelse om vores uendelige kærlighed til vores datter. Vi lærte, at vores pige skulle have et navn, at hun skulle holdes, elskes, aes og kysses på præcis samme måde, som hvis hun havde været levende. At hun skulle vises frem og tages billeder af. At vores stolthed og kærlighed til Lærke som forældre ikke skulle gemmes væk, men have lige så meget plads som alle andre forældres. På enheden lærte vi på den mest grusomme og smukke måde døden at kende og blev fortrolig med den. En smertelig fortrolighed, som vil følge os resten af livet, men som vi, takket være Y3, kan lære at leve med.