Noget, der går igen og igen i politikeres, journalisters og almindelige borgeres udtalelser i forbindelse med de voldelige politiske optøjer i den amerikanske kongres den 6. januar, er overraskelsen over, at det kunne ske: at den politiske situation kunne eskalere til noget så voldsomt, som den gjorde, havde man ikke set komme. Samtidig med at det er fuldt forståeligt, at de fleste af os er overraskede og dybt rystede over hændelserne i USA, kan man alligevel stille sig spørgsmålet: Hvorfor vi er det?
Meget af vores naive overraskelse, når hændelser som disse overgår os, har med vores tidshorisont at gøre. Vi lever korte liv – hvis man sætter dem i relation til, i hvor mange år menneskeheden har eksisteret (200.000-300.000 år). Set fra dette perspektiv er vores individuelle liv som et blink med øjnene. Og med sådan en perception og sådan en tidshorisont er det svært at begribe, at man skal befinde sig midt i hændelser, man forbinder med indholdet i historiebøger. I realiteten er det forventeligt, at det uforudsigelige sker.
Hele verdenshistorien er fortællinger om uforudsigelige hændelser. Alligevel ser vi på os selv som del af en nutid, som er løsrevet fra fortiden – og vi har en hang til at overvurdere os selv og vores samtid samt undervurdere vores forfædre og fortiden.
Det er på sin vis rørende at observere menneskets gentagne tro på, at vores tid er anderledes, og at vi er klogere, bedre oplyste og mere civiliserede, end tidligere generationer har været – alt imens vi i realiteten har kendskab til højtudviklede og oplyste oldhistoriske civilisationer, som er gået til grunde – nogle gange på meget kort tid, andre gange over længere tidsperioder.
Vi har en tendens til at forholde os til disse historiske beretninger som noget abstrakt – og ikke som konkrete hændelser igangsat af mennesker, der i det store og hele tænkte og følte, ligesom vi gør.
Vi kender også alle sammen til det oldgræske demokrati, som varede (med enkelte pauser) i et par hundrede år. Vi bruger dog ikke særskilt tid på at fundere over, hvorfor dette demokrati fik sin afslutning og ikke blev ved med at fungere i mange flere århundreder.
Skønt vi kalder hændelser for uforudsigelige, kan vi som oftest i bagklogskabens lys tydeligt se, hvad der logisk set ledte til de specifikke begivenheder. Og selvom årsagerne naturligvis er sammensatte og komplekse – et virvar af politiske og samfundsmæssige beslutninger og ændringer, der kan være foregået over mange år – så er der dog oftest en rød tråd at få øje på.
Den røde tråd i forhold til, hvad der ledte til først valget af Trump og siden, efter fire års tumultarisk styring, de voldelige optøjer i den amerikanske kongres, er efter min mening et forekommet skifte af værdier i den amerikanske befolkning. Et skifte, der er foregået over en lang årrække.
Da han blev valgt til præsident, var Donald Trump symbolet på den værdi, som er blevet en af de mest skattede værdier for amerikanere igennem de seneste årtier, nemlig værdien profit. Havde dette ikke været tilfældet, var han aldrig blevet valgt.
Vi har set, hvordan den arketypiske ”handelsmand” generelt har overtaget tidligere tiders filosoffers, samfundskenderes og politologers plads i samfundet, og hvordan ”profittankegangen” har gennemsyret alle samfundets platforme i de seneste mange, mange år. Selv uddannelsesinstitutionerne, der bærer det største ansvar for den demokratiske dannelse, har været underlagt denne cost-benefit-tankegang og profittankegang.
Vores demokratiers opståen i slutningen af 1700-tallet blev bygget af tænkere, filosoffer og samfundskendere, der lagde vægt på frihedsrettigheder med afsæt i rettighedernes menneskelige betydning: at være et frit og kritisk tænkende menneske.
Disse værdier var hævet milevidt over en cost-benfit-tankegang. Profit var et instrument til velfærd – og bestemt ikke nogen grundlæggende menneskelig værdi.
En anden vigtig – omend overset – pointe er, at en lang række intellektuelle figurer igennem de seneste mange år har kritiseret oplysningstidens idealer, hvilket indirekte har været med til at underminere nogle af demokratiets grundlæggende værdier.
Når professorer, forfattere og debattører, der utvivlsomt ser sig selv som repræsentanter for demokratiet, forkaster nogle af de oprindelige demokratiske tanker og idealer, forkaster de på samme tid det liberale demokrati, som vi kender det. Man kan ikke rive grundsøjlerne væk og forvente, at bygningen består.
Mange fortalere for det liberale demokrati har således selv været med til at påvirke demokratiet i en mere trumpsk retning ved at kritisere tankerne, som demokratiet oprindeligt byggede på (for eksempel rationalismen), samt ved at være med til at fremme den profitbaserede tankegang, som med tiden er blevet til en ophøjet værdi i sig selv.
Min pointe er ikke, at man ikke må kritisere oplysningstidens tanker og idealer – på ingen måde. Jeg påpeger blot, at hvis man skyder de tanker og idealer ned, som det liberale demokrati har sin oprindelse i, så kan man ikke forvente, at det liberale demokrati desuagtet vil bestå – i hvert fald ikke i sin kendte form.
Trump er en perverteret udgave af ”handelsmanden”, hvis moralske kompas styres af en cost-benefit-tankegang. Han symboliserer det instrumentelle, det dannelsesløse – og i grunden det uciviliserede menneske.
Vi har kunnet følge hans magtbegær, magtovervindelse, grådighed og smålighed. Vi har set hans fjendeskare vokse og hans hadtale udvikle sig til reel voldsforherligelse for til sidst at kulminere i en mere eller mindre direkte opfordring til de voldelige optøjer i Kongressen den 6. januar.
Set i et historisk perspektiv er Trump-affæren banal og forudsigelig. Den er et billede på nogle menneskelige karakteristikker, der med jævne mellemrum udspiller sig i magtens sfære. Den er også et billede på et menneskeligt og dannelsesmæssigt forfald i samfundet generelt.
Platon og Aristoteles, vores nærmeste forfædre, vores grandonkler (set med de tidshistoriske briller, der tager udgangspunkt i hele menneskehedens eksistens), har hele tiden haft ret, og vi ved det: I demokratier råder de vise mænd og de vise kvinder ikke.
Vi er underlagt at leve med middelmådige politiske diskussioner, middelmådige beslutninger og en række uheldige kompromiser. Trump og hans politiske periode har udstillet de største svagheder ved demokratiet og har vist os det fra sin absolut værste side.
Alligevel betyder dette ikke, at vi skal forkaste vores demokratier til fordel for andre styreformer. Demokratiet er den ubestridt bedste beskyttelse, vi har imod undertrykkende regimer, og det er den ubestridt bedste beskyttelse, vi har af den menneskelige frihed.
Udfordringen er at holde værdierne, der underbygger den demokratiske ånd, i hævd. Det er heri, langt den vigtigste del af arbejdet for demokratiet ligger. Og det er også her, det er gået galt i USA i de senere år.