I eventyrenes skygge

I april 2005 blev der holdt en kæmpe fest i landet, og alle, der havde glemt, hvorfor H.C. Andersen skulle fejres, blev mindet om, at digteren skrev om andet end søde børn og besjælede blomster. Han skrev også om det, der står i modsætning til det guddommelige

"H.C. Andersen gjorde eventyrene til tidløse skildringer af virkeligheden og sørgede for, at de var så levedygtige som nogensinde, da H.C. Andersen i 2005 fyldte 200 år," skriver Sørine Gotfredsen.
"H.C. Andersen gjorde eventyrene til tidløse skildringer af virkeligheden og sørgede for, at de var så levedygtige som nogensinde, da H.C. Andersen i 2005 fyldte 200 år," skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Søren Staal.

Der var engang en ærgerrig mand, der tog til København for at søge sin lykke. Han havde ingen penge og havde aldrig i sit barndomshjem i Odense kendt til andet end trange kår, men han havde en stærk overbevisning om, at et menneske kan præge sin egen skæbne. Og desuden medbragte manden naturligvis sin skygge.

I 1819 ankom Hans Christian Andersen til en hovedstad, der rummede rigelige mængder fattigdom og trængsel inden for voldene, mens ingen endnu havde tænkt på kloaksystemer, og man kan kun gætte sig til, hvordan gaderne lugtede, da H. C. Andersen satte sine 14-årige ben i byen. Han drømte om at blive en stor kunstner på teatret, men hans egentlige talent var at skrive, som det kun er ganske få mennesker beskåret, og han satte sig for, at han ville skrive historier om menneskene og det gudskabte.

EFTERHÅNDEN BLEV H.C. Andersen en lærd mand, der kunne begå sig blandt byens fine folk, hvilket var noget, han længe havde drømt om, for med til historien hører, at H. C. Andersen var en højest forfængelig fyr, der aldrig kunne få opmærksomhed nok. Da han i 1835 begyndte at skrive eventyr for børn, mente én af hans gode venner, at de var så fantastiske, at de ville sikre ham evig berømmelse, og det skulle ganske rigtigt vise sig, at en dansk søskendeflok i 1970'erne til stor undren oplevede, hvordan deres mor brød ud i gråd, når hun om aftenen læste højt af "Den lille Pige med Svovlstikkerne".

H.C. Andersens eventyr gik lige i hjertet på både børn og voksne, for de var fyldt med små søde børn, der var venner med blomsterne og dyrene, og som havde kinder så bløde, så bløde. Til tider kunne man være druknedøden nær i sødladenhed og idylliske forestillinger om fuglekvidder og salmevers, og der skal nok være én og anden, der i moderne ironisk ånd er blevet så træt af lille Gerda, når hun endnu engang kysser roserne og ser ind i Guds klare solskin, at man knap kan unde hende den glæde at nå frem til snedronningens slot og befri Kay.

Dette ville imidlertid være en misforståelse, for som sagt havde H.C. Andersen også taget sin skygge med til København. Her havde han mødt stor fremgang – så stor, at han i juledagene i 1825 takkede Gud for at have bragt ham så megen lykke – og der var øjeblikke, hvor han følte sig parat til at glemme al bitterhed. Men "Roden maatte være bleven siddende," for midt i det strålende solskin, der omgav den unge digter, voksede der en ny skygge ud, og der var faktisk – og gudskelov for det – en betragtelig mængde grumhed tilbage.

NOK HAVDE DE OPOFRENDE BØRN i eventyrene ofte naturkræfterne på deres side, eftersom Gud er til stede i naturen, men der var også ensomhed, egoisme, kulde og angst for døden og knive i maven. I H. C. Andersens poetiske sjæl fandtes der også en forbindelse til de mørke kræfter, der bryder ned i stedet for at bygge op, og hvorledes ser der mon ud i de inderste sale? Sådan spørger den lærde mand i "Skyggen", og spørgsmålet om det ukendte indre fyldte undertiden så meget i H.C. Andersens eventyr, at man af og til kom i tvivl om, hvorvidt det gode virkelig ville sejre til sidst, som det sker for Kay og Gerda, da de omsider får skovlen under snedronningen. Og som det sker for den ædle Elisa, der i "De vilde Svaner" bogstavelig talt på sin vej i døden får fremstillet den sidste brændenældeskjorte, der skal frelse hendes elleve brødre fra en trist skæbne som fortryllede svaner. Og hende selv fra bålet, ikke mindst.

200 år efter digterens fødsel forklarede den danske dronning Margrethe den Anden i Berlingske Tidende forholdet mellem det romantiske og det grufulde med, at H.C. Andersen var en mester i at sammenstille noget idyllisk sentimentalt med "den pludselige ironiske forvridning". Og dronningen havde unægtelig en pointe. Ganske vist blev H.C. Andersen berømt for sine pudsige iagttagelser af nyfigen dårskab som i "Det er ganske vist!", eller sin beskrivelse af menneskenes hang til at bukke og skrabe for tom status i "Keiserens nye Klæder", men mange af eventyrene handlede også om forholdet mellem lyset og skyggen, det gode og det onde – livet og døden.

I "Skyggen" er det den lærde mand, der dør, og hans skygge der lever, eftersom ingen kan gennemskue, at dette gespenst har påtaget sig en falsk identitet. Skyggen er populært selskab, fordi han er rig og skamløs, og mens ingen gider læse, hvad den lærde mand skriver om det gode og det sande, skaber skyggen sig en position ved at kende til det intrigante og nedrige. "Jeg blev Menneske," siger han, da han skal gøre rede for sit skrupuløse og selvoptagede livsforløb, og det menneske kendte H.C. Andersen. Deraf den ironiske forvridning, der senere skulle gøre dronning Margrethe til en stor beundrer, og deraf den altafgørende kontrast til den guddommelige idyl.

PÅ H.C. ANDERSENS TID var København så lille, at dens indbyggere konstant mødte hinanden, og når H C. Andersen stødte ind i en snakkesalig Søren Kierkegaard på volden ved Nørreport, var der ikke andet at gøre end at slå følge. To kloge hoveder med tilsvarende stor selvfølelse kunne dårligt rumme hinanden, men end ikke Søren Kierkegaards sårende bemærkning om, at H.C. Andersen manglede "livsanskuelse" kunne forhindre digterens voksende status.

Således var han del af det selskab af respekterede digtere, der tog imod Bertel Thorvaldsen, da den store billedhugger i 1838 efter 42 år i Rom vendte hjem med alle sine værker ombord på fregatten Rota. H.C. Andersens hjerte bankede af glæde, men ifølge hans egen erindring var han for beskeden til at føre sig frem ved den lejlighed. Til gengæld lod han sig gerne iagttage, når han sad i det fornemme hofparket i Det Kongelige Teater side om side med de andre koryfæer, der befolkede København i en tid, hvor byen var formeligt proppet med guldalder-genier.

Alligevel blev H.C. Andersen siden husket som ét af de allerstørste, og det gjorde han på grund af de pudsige pointer i "Svinedrengen" og "Prindsessen paa Ærten" – ja vist. Men i høj grad blev han det også på grund af skyggen indeni, der gjorde eventyrene til tidløse skildringer af virkeligheden og sørgede for, at de var så levedygtige som nogensinde, da H.C. Andersen i 2005 fyldte 200 år. Ved den lejlighed ville den – skyggen – utvivlsomt have ladet sig inspirere, for der opstod nogle reaktioner så klassiske, at den store digter ville have elsket dem. Der blev stablet et gigantisk show på benene, Danmarkshistoriens største hed det sig, med en pensioneret James Bond, Tina Turner i lårkort og diskussioner om, hvorvidt det gav mening at udnævne gud og hver mand – deriblandt en tidligere brasiliansk fodboldspiller – til H.C. Andersen-ambassadører.

OG SAMTIDIG SKETE NOGET andet. Kald det jantelov eller kald det resultatet af generationers kendskab til den lille drengs udbrud, da kejseren spadserer gennem byen i sin natskjorte, men i dagene omkring fødselsdagen hørte man rundt omkring folk sætte spørgsmålstegn ved, om H.C. Andersen nu også virkelig var så fantastisk, som alle gik og sagde.

Hver eneste dag blev der talt og skrevet om den utrolige digter, og nu begyndte mange med typisk dansk snusfornuft at overveje, om denne kejser nu også havde noget på. Og således skulle det vise sig, at eventyret bed sig selv i halen, for hvis man i tiden op til den store fødselsdag ledte efter svaret på H.C. Andersens betydning, behøvede man jo blot at spørge efter, hvem der mon havde lært danskerne at se sig selv i rollen som den lille dreng, der stiller sig skeptisk an og ikke blot lader sig imponere.

Også i det Herrens år 2005 gik der mange Klods Hans'er og grimme ællinger rundt i den danske andegård, og hvad skulle vi have kaldt dem, hvis ikke H.C. Andersen allerede havde givet dem et navn? Hvordan ville sproget og selvopfattelsen mon have udviklet sig i det lille land, hvis ikke H.C. Andersen netop dér havde været en ubestridelig éner, der tog bolig i tankegangen hos et helt folk? Og som på sin 200 års fødselsdag helt åbenlyst boede der endnu.

Sørine Gotfredsen er journalist og cand.theol.