I godhedens navn

Hvis alle borgere i Danmark gjorde krav på de rettigheder, de ifølge menneskerettighederne har, og som velfærdsstaten i Danmark er ramme om, ville velfærdssystemet sandsynligvis bryde økonomisk sammen. Det samme ville ske i den store verden. Alligevel er det en udbredt aktivitet at udskrive gummichecks på lykkelig fremtid formodentlig uden at tro, at de ville kunne indløses i en overskuelig fremtid. Vi kender dette fænomen fra menneskerettighederne, og vi kender det fra den såkaldte »signallovgivning« herhjemme - f.eks. loven om revselsesrettens afskaffelse: ingen mente, den kunne overholdes, men det var godt, at alle fik et signal om, at der blev holdt øje, og der kunne slås ned på enhver, som forfaldt f.eks. til den »psykiske terror« at give børn stuearrest. Bag den øjensynlige godhed og viljen til at gøre alle lykkelige ligger der måske, som kultursociolog Jean Fischer udtrykte det, en misantropi, en frygt for livet - mennesket skal sikres rettigheder, for ellers kommer der nogen og tager dem. Mennesket er altså på trods af alle fanfarer om dets unikke status selvisk og uselvstændigt. Mennesket skal have nogen til at ånde dem i nakken helt ind i det mest private familieliv, for ellers forvandler de det til en tærskeplads af vold og undertrykkelse. Det kan godt være, at nogen kan finde ud af det, men langtfra alle, derfor må vi - »de gode« - se med. Det giver sig dog ikke udslag i en realistisk forholden sig til sin menneskelige eksistens, man opdeler derimod verden i »de gode« og »de onde«. »De gode« er dem, som er klar over nødvendigheden af et uhyre omfattende statsligt overvågnings- og kontrolsystem, for at folk kan blive lykkelige. Målet helliger midlet i »de godes« kamp for alles globale lykke. »De onde« er dem, som støtter sig til tradition og historie og til, at selv den »gode« stat skal blande sig uden om individets og familiens privatliv. Men er »de gode« nu også så gode, som de selv går rundt og tror, er deres selviskhed bedre end »de ondes« selviskhed. Kai Sørlander skriver i sin bog om menneskerettighederne, der udkom i år b.la. om selviskhedens former i Danmark. Han tager flygtninge-indvandrerdebatten som eksempel. Han siger, at de - f.eks. politikere - der i deres godhed tager flygtninge og indvandrere ind i Danmark, og som tillader, at de placerer sig i ghettolignende bosættelser i socialt belastede områder, at de oftest selv har betalt for at bo på problemfrie steder, fordi de tjener flere penge end de fattige mennesker, der bor i de socialt belastede områder. Nu er der så mange af de fattige danskere, der føler sig gået for nær og truet af de fremmede, og derfor stemmer de på Dansk Folkeparti. Dette udråbes af »de gode« som fascisme og en frygtelig selviskhed og egoisme. Men, spørger han, hvorfor er de fattiges selviskhed dårligere end de riges, som betaler sig fra at bo i problemerne. Hvis der var stringens i deres godhed, så ville de jo give de penge, som går til ren fornøjelse, til de fattige, så kunne de også lettere reagere mod fattige danskeres selviskhed ved at gå foran med et godt eksempel. Men sådan er det mærkelig nok ikke, vi kan acceptere de riges selviskhed, men ikke de fattiges. Vi kan acceptere, at det er fint eller ok at betale så lidt som muligt i skat og bruge tusinder af kroner på overflødige fornøjelser og luksus, når folk er rige, men ikke f.eks. fattige indvandreres snyd med momsen, eller hvad det nu er. Kai Sørlanders bog er på denne og mange andre måder god til at gennemskue paradokser i godhedstyranniet. Vi kan altså acceptere de riges selviskhed, men ikke de fattiges, og metoden til at få folk til at sluge kamelen er, at de rige peger fingre af de fattiges selviskhed, der selvfølgelig ikke er god. Det, de bruger som middel, er at pege på de endnu svagere - vær ikke så selviske, for flygtningene (hvad der er sandt) er jo svagere. Men hvem er de svage, som »de gode« sådan kæmper for, for de svage flygtninge og indvandrere er jo dem, der aldrig kommer til Danmark, og dem, som skal bære byrderne, er de svage danskere i stedet for de rige, der i deres boligkvarterer og sommerhusområder »desværre« trods al god vilje aldrig har plads til dem - ikke af manglende vilje - uha nej, men fordi der er så mange praktiske problemer, og at de slet ikke ville passe ind i Hellerup. Men dem, som ikke vil have flere ind i Ishøj, som borgmester Per Madsen har advokeret for sammen med andre socialdemokrater, de er faktisk næsten fascister. Den samme tendens med godhedstyranniet ligger i virkeligheden bag alle forsøgene på at skabe en synode for folkekirken. Vi skal have en synode til at tage demokratisk stilling til forskellige politiske spørgsmål og teologiske spørgsmål og derved give medlemmerne en ledetråd i deres daglige færden. Men hvad kirken »mener«, står jo klart nok i evangelierne, og det vil kun betyde en afsvækkelse, hvis vi skal have en repræsentation - formodentlig af velstillede - til at sidde i synoden og fortælle, hvad Jesus mente om dit og dat. Skriften er jo klar nok. Til den rige unge mand, der havde gjort så meget godt for at blive fuldkommen, sagde Jesus: sælg alt, hvad du har, giv det til de fattige og kom så og følg mig. Det, der sker her, er jo blot, at den autoritet, som Kristus taler med, i evangeliet erstattes med et postulat om, at mere oplysning og uddannelse og bevidstgørelse om »det gode« ifølge synoden vil føre til mere humane tilstande. Kirken vil blive en godhedsbefordrende faktor i samfundslivet. Men så er vi inde på en politisk rutschebane og langt væk fra fordringen om at sælge alt og give det til de fattige, vende den anden kind til, give sin ene kjortel væk, hvis man har to osv. Spørgsmålet, som jeg stiller mig, er, hvordan man har kunnet slå ind på denne godhedstyranniske vej - det har selvfølgelig noget at gøre med, at også de rige beskytter deres interesser ved at foregive, at de derved er gode - Jesu fortælling om den fattige enke, der gav uendelig lidt, og den rige, der ved sin godgørenhed lod alle vide, hvor meget han gav, er stadig aktuel. Men der må ligge mere bag. Ernst Jünger siger om det moderne menneske, at det gerne vil se sig selv i samfundet som et træ i skoven, der står alene med sin frie vilje og beskyttet af rettigheder. Men sådan er det ikke, for afhængigheden af moderne teknologi har forandret dets status. Det moderne menneske ligner mere passageren på et hurtigtgående skib, der kunne hedde Titanic eller Leviathan. Så længe vejret er godt og udsigten fin, bemærker man næsten ikke den manglende frihed, man bliver optimistisk og føler sig magtfuld, en magtfuldhedsfølelse, der producerer mere fart. Men det ændrer sig, så snart der dukker et isbjerg op, eller stormen raser - så bliver man klar over, hvor lidt frihed man har, og over teknikkens uheldssvangre sider. Så melder den apokalyptiske frygt for altings undergang sig, og vi kræver mere sikkerhed og tryghed, mere kontrol. Vanen med flere gange om dagen at høre nyheder er tegn på denne frygt - den svarer til, at man flere gange om dagen trækker gardinet fra for at se, om solen nu også er der. Frygten som stemning i det hurtigtgående højteknologiske skib, der er blandet med optimisme og tro på egen magt, skaber denne kamp mellem frihed og tryghed, som vi må se som grundlag for hele miseren. Vi kræver først og fremmest tryghed, det er både menneskerettighederne og vefærdssamfundet i dag udtryk for. Men vi indser ikke, at der til den størst mulige tryghed svarer den størst mulige ufrihed. Grunden til, at godhedstyranniet har så gode kår, er, at den sælger os al overvågningen og kontrollen i tryghedens klæder. Og det er jo netop det, vi på skibet har brug for, når isbjerget melder sig i horisonten, eller når stormen bryder løs. Problemet er selvfølgelig, at mennesket som individ bliver bundet på hænder og fødder og gjort til celle i samfundet fra vuggen af, hvor de første tryghedsskabende foranstaltninger begynder ved at staten ved sine hjælpere vil præge de nye mennesker. Det, som man altså først og fremmest må kæmpe imod, er den frygt, der i det moderne samfund skaber mere og mere kontrol og overvågning af tryghedsmæssige årsager, for det er herigennem, at godhedstyranniet udfolder sig. Derfor er det vigtigste spørgsmål i dag, hvordan man kan befri det moderne menneske for sin frygt, dette spørgsmål er meget vigtigere, end hvordan vi kan skabe tryghed og skaffe midler til medicinering og udvikling. For den største trussel imod vort samfund i dag er netop det til tænderne bevæbnede, til overflod rige samfund, der i en søgen efter tryghed skaber overvågning og kontrol - i godhedens navn. Den eneste medicin imod denne frygt er evangeliets: frygt ikke, se jeg forkynder jer en stor glæde. Kristendommen er på denne måde til indvortes brug, som medicin mod frygten, der under sine forskellige maskeringer kvæler friheden i tryghedsskabende foranstaltninger. Derfor har vi brug for at høre evangeliet i sin uforkortede radikalitet, så moderne mennesker kan få deres livsmod tilbage: der falder ikke en spurv til jorden, uden jeres far er med i det, den, som tror på mig, skal leve, om end han dør, forfærdes ikke tro på Gud og tro på mig, osv. Kristendommen er til indvortes brug til styrkelse af livsmodet. Det er jo nærmest latterligt, at vi på den ene side dyrker den stærke og sunde krop og samtidig er knuget af livsangst, som vi forsøger at sikre os ud af. Evangeliet betyder frihed fra dette moderne samfundsskibs jernlove, vi beder jo i Fadervor: ske din vilje, fri os fra det onde, forlad os vor skyld, som vi altid vil pådrage os, og som vi ikke kan sikre os ud af. Godhedstyranniet er i virkeligheden evangeliets modsætning. Her pålægges folk tunge byrder af »de gode«, som de ikke selv vil røre med en finger. Her lever man i angst og frygt for mennesket, så man bliver nødt til at overvåge det fra fødslen af, så det kan opdrages til at se ud, som det »skal« i vores moderne samfund. Menneskerettigheder og demokrati er praktiske foranstaltninger for at hæmme den værste uret i verden - de er aldrig det gode i sig selv. Får man den tanke, så starter hele det kontrolbårne overvågningssystem af gode viljer, der er båret af frygten for livet og friheden. Den tendens må vi bekæmpe hver især, og det eneste middel hertil er evangeliets tro på Kristus, som til os siger: frygt ikke! n valgmenighedspræst