Prøv avisen
Kronik

I Kristus er der en vilje til at frelse det fortabte

Ingen af os kan blive frelst uden at blive forvandlet. Først som forvandlede i kraft af Gud kan vi indgå i hans rige, skriver tidligere sognepræst ved Vor Frue Kirke i København, Johannes Værge. Foto: Arkivfoto

Johannes Værge, Teolog, forfatter, foredragsholder

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Mennesket har ikke nødvendigvis udsigt til enten frelse eller evig fortabelse. Dommens karakter misforstås ofte, fordi vi i Vesten har set dommen som en juridisk afgørelse. Men lyset i Kristus kan kalde på selv den mest forhærdede, skriver Johannes Værge

Et læserbrev den 13. juli gjorde gældende, at ”Gud tvangsudskriver ikke nogen til Himlen”. Det er rigtigt, at man ikke kan tiltro den kristne Gud at bruge tvang. Men det fører ikke nødvendigvis til den konklusion, man finder i læserbrevet, at den manglende tvang fra Guds side betyder, at et menneske har udsigt til enten frelse eller evig fortabelse. Gud har andre og bedre midler end tvang.

Efter et af mine foredrag om det evige liv spurgte en tilhører, om man virkelig kunne forestille sig, at en som Hitler blev frelst.

Svaret må være, at ingen af os – altså heller ikke Hitler – kan blive frelst uden at blive forvandlet. Først som forvandlede i kraft af Gud kan vi indgå i hans rige. Men forvandling og den mulighed, der derved gives menneskene, både retfærdige og uretfærdige, både gode og onde, er netop et centralt tema i Det Nye Testamente.

Evangelierne fortæller, hvordan en hidtil uset forvandlingskraft er sat ind i verden med Jesus Kristus.

Den virkede forløsende og oprejsende i Jesu jordiske liv, og i sin afsked med disciplene, som vi læser om den hos evangelisten Johannes, blev vi stillet endnu stærkere virkninger i udsigt, når det efter Jesu død var hans ånd, også kaldet Talsmanden, der skulle udfolde sit virke.

Paulus skriver på linje dermed, hvordan vi i kraft af Helligånden ”i et spejl skuer Herrens herlighed” og ”forvandles efter det billede, vi skuer” (2. Kor. 3, 18). Bemærk også formuleringen i Første Johannesbrev 3, 2: ”Vi ved, at når han (Kristus) åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.”

Der er med andre ord tale om intet mindre end en ligedannelse med Kristus, som i kraft af Helligånden tager sin begyndelse i det jordiske og fuldendes, når Kristus fuldt ud åbenbares for os, og vi skal se ”ansigt til ansigt” (1. Kor. 13).

Det ligger i den nytestamentlige tradition, at dét fulde møde og derved fuldendelsen sker i forbindelse med de dødes opstandelse – og at dommen indgår heri.

Dommens karakter misforstås ofte, fordi vi i Vestens teologiske tradition – siden kirkefaderen Tertullian – er blevet inficeret med et juridisk præget begrebssprog, hvor gudsforholdet ses som et retsforhold og dommen som en juridisk, punktuel afgørelse.

I Det Nye Testamente er gudsforholdet først og fremmest tegnet i billedet af et familieforhold med Gud som den myndige og givende far, hvor mennesket kan finde fuld tryghed.

Og hvor der står dom i dansk oversættelse af den græske grundtekst, er det glosen krisis, der ligger bag – en glose, som betyder afgørelse i bred forstand og i de tidlige kirkefædres forståelse ikke en punktuel hændelse, men del i et forløb.

Som jeg har beskrevet det blandt andet i min seneste bog, ”Det ufærdige menneske og Gud”, lagde man i generationerne efter Paulus vægt på dommen som et led netop i den forvandling, der muliggjorde indtræden i Guds rige. I dommen skete den afsløring eller afklaring, som var forudsætning for menneskets forvandling.

I den forbindelse spiller det også en rolle, at mens man i den juridisk prægede teologi ser menneskets fald i Edens Have som en forseelse, hvis virkning er skyld og anklage, betragtede man i den græsktalende oldkirke følgerne af faldet som en beskadigelse, der kaldte på helbredelse. Det korresponderede med, at Kristus jo var trådt frem som helbreder. Evangelierne er fulde af helbredelsesfortællinger, og Jesus kalder sig selv læge.

Dommen blev derfor set som en afgørelse, der nærmer sig vores betydning af ordet diagnose, en klarlæggelse med henblik på helbredelse. Det var det, man i den tidlige oldkirkes gudstjenester samledes om: det helbredende møde med det, der stråler fra Kristus.

Syndernes forladelse blev set som den åndelige heling, der genoptog den skabelses- og vækstproces, der blev sat i stå ved faldet. En proces, der pegede mod fuldendelse i evigheden, i et forløb efter døden.

Dommen viser med andre ord, hvad der mangler i, at det pågældende menneske har nået den bestemmelse, som er Skaberens mening med ham eller hende.

Dommen indgår i et forløb, hvor Gud gør det færdigt, som ikke nåede sit mål i det jordiske liv.

Betegnelsen genoprettelse er karakteristisk for den forståelse, de tidlige kirkefædre har af en proces efter døden – deres måde at arbejde videre med forvandlingstemaet fra Paulus.

Kirkefædrene bruger forskellige ord og billeder: Irenæus taler om en fuldkommengørelse af mennesket i et forløb efter døden.

Origenes betegner det, der følger efter døden, som en opdragelse, der kan strække sig gennem ”æoner”.

Gregor af Nyssa beskriver dommen som en redningsaktion fra Guds side. Den kan have smertefulde passager, alt efter hvordan ens liv har været, hvor dybt vi har forbundet os med det livsødelæggende, men intet her er udtryk for straf fra Gud, sker derimod af kærlighed som ”renselse og terapi”, så det onde i mennesket erstattes af de egenskaber, vi ser i Kristus.

Bag det alt sammen ligger Johannesevangeliets definition af dommen i Jesu afskedstale: Dommen er, at ”denne verdens fyrste er dømt” (Joh. 16, 11).

Dommens ”udrensning” gælder altså ikke et antal fortabte mennesker, derimod den onde magt i verden, der vansirer og formørker det, Gud har skabt.

I oldkirken kom det motiv, vi kender som Kristi nedfart til dødsriget eller Helvede, til at spille en afgørende rolle for troen på den universelle magt i Kristus, en magt til også at nå mennesker, som ikke har hørt eller har sagt nej til det kristne budskab.

Derved er de gået glip af meget i deres jordiske liv, men i Kristus er der en magt og vilje til at opsøge og finde og frelse det fortabte.

Det sker ikke ved tvang, men på guddommelige måder, som vi ikke kan gennemskue, for at møde alle og nedbryde spærringer for det, der lyser i Kristus, så det kan kalde på selv den mest forhærdede og i sidste ende lykkes med kaldet og tømme ethvert helvede.

Som jeg forstår det: Det sker ikke ved tvang, men ved kald og forvandlingskraft.

Op gennem kirkens historie, i særlig grad i Vesten, hvor det juridiske begrebssprog som nævnt skubbede det lægelige perspektiv ud i skyggen, opstod der, hvad jeg vil kalde en manglende tro på kaldets styrke, og det gav grobund for et kirkeligt magtsprog, der i stedet satsede på at disciplinere menneskene med trusler om evig fortabelse.

For mig er en anden forståelse af det bibelske budskab mere troværdig, troen på kaldets styrke, kaldet til forløsende forvandling.