Prøv avisen
Kronik

Efter 10 år i fastgroet forhold: Rutiner er ikke undergangen

Maria Johansen, Cand.mag. i kultur og formidling og den ene halvdel i et fastgroet parforhold på 10. år

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Tak, fordi I lærte mig, at det ikke er farligt at gro fast og gro sammen. Dette er en hyldest til min farmor og farfar og en hyldest til en tid, hvor kærligheden besejrede de forhindringer, som havde gjort det nemmere at gå hver til sit, skriver dagens kronikør

Der var engang i en lille provinsby uden for København to ganske særlige mennesker, som havde været ungdomskærester og nu var ægtefolk. Senere kunne de tilføje forældre, kolleger og forretningspartnere på listen over roller, men mest af alt var de en enhed – et tomandshold og et makkerpar, som aldrig lod nogen eller noget komme imellem dem, heller ikke deres børn.

Deres symbiotiske forhold har, lige så længe jeg kan huske, været årsag til en blanding af forundring og beundring hos mig.

Denne kronik er ikke blot en hyldest til dem, men en hyldest til en tid, hvor kærligheden besejrede livets besværligheder, kedsomhed og enhver forhindring, som havde gjort det nemmere at gå hver til sit.

Vi kender det godt: Dagligdagens trummerum. Rutinerne tager over, dagene skal indrettes, så vi får mest muligt ud af vores sparsomme tid. Effektivitet er yndlingsordet, for med effektivitet frigives ekstra tid, og enhver ved, at tid er blevet vores mest værdifulde valuta.

Derfor kan det sommetider være svært at genkende tirsdag fra onsdag, for effektivitet blomstrer under rutiner, og pludselig stopper vi op og tænker, hvad skete der med os? Hvor blev kærligheden af? Hvad med nærheden, vi’et, symbiosen, spontaniteten?

Vi mærker efter, for det er sundt at mærke efter. Det er vigtigt at evaluere på sig selv, på livet, på parforholdet, og det er jo aldrig lige så godt, som alle de andres. Sådan har det måske altid været. Har græsset nogensinde været grønnest på min side?

Nej, det er jo ikke sådan, ordsproget lyder. Og netop nu lever vi i en tid, hvor den største værdi består af det immaterielle stof, tiden, som overstiger en hvilken som helst materiel valuta og har fået tillagt så stor værdi, at den ikke engang kan købes for penge længere.

Så vi minder dagligt os selv om de gyldne læresætninger om, at vi skal leve i nuet, vi skal gribe dagen, vi skal mærke, at vi lever – hele tiden. For tiden kommer aldrig tilbage.

Og så… går vi fra hinanden. For et forhold baseret på rutiner og vaner er ikke tiden værd. Heller ikke selvom rutinerne er bygget op på et fundament af års kendskab og vanerne skabt under symbiotiske tilstande, hvor vi har ændret, formet og skabt på ny i fællesskab.

Så vi flygter fra de kvælende rutiner. Det må ikke blive kedeligt, og det må ikke være spild af tid. Kan vi stadig mærke hinanden? Hvor blev spontaniteten af? Er vi groet fast? spørger vi os selv.

Dét var parret i provinsen i allerhøjeste grad. Faktisk var de ikke bare groet fast, de var groet sammen. Af egen fri vilje, lod det til.

Den daglige gåtur til Brugsen medførte de samme indkøb som ugen før, og de samme spørgsmål, ”skal vi købe hakkekød i dag, far?”, blev besvaret med de samme gryntende lyde og nikkende bevægelser som dagen før. Og når indkøbene var ovre, tog ”far” indkøbsposen i den ene hånd og ”mors” hånd i den anden, og sammen slentrede de tilbage til Brunebanke, hvor det igen var blevet tid til at tænde transistorradioen og en smøg og vente på, at kaffen blev færdigbrygget, præcis som dagen før.

Der var altså ikke megen spontanitet at spore hos parret i provinsen – ingen overraskelser, men heller ingen brok over hverdagens banale trivialitet.

Kærligheden var ikke storbyrejser, diamanter eller fine middage, og forholdet blev ikke udsat for komparative analyser eller terapeutiske forløb.

Var de mon lykkelige? De spildte i al fald ikke kræfter på at måle og veje deres forhold eller dets succes. Lykken var ikke et emne. Rutinen var succesen. De indgroede vaner var måske lykken.

To individer var groet fast og groet sammen og havde opnået symbiose. Hvad andre havde, og hvad andre gjorde, var ikke væsentligt.

Det var ikke, fordi deres liv var problemfrit. Der var meget at se til med fem børn og en virksomhed. Indimellem var pengene små, og tiden knap. Men deres største styrke lå i gentagelsen af i går og i beslutningen om at elske hinanden livet ud.

Rutinen og vanen udgjorde fundamentet, så de – uanset hvilke forhindringer der måtte dukke op – vidste, hvor de havde hinanden, og hvad de kunne forvente af deres partner.

Så når jeg ser artikler, der fortæller mig, hvordan jeg kan teste, om vi er kørt fast i parforholdet, når jeg kan bruge Facebook og Instagram til at sammenligne min partners gøren og laden med alle de andres, når jeg pludselig bliver grebet af en ”har vi mistet det, vi var engang?”, besvarer jeg roligt spørgsmålet med et ja, for vi har fuldstændig mistet det, vi havde engang.

Væk er nyforelskelsen, forblindelsen, ekstasen, men væk er også usikkerheden, forbeholdene og tvivlen. Det, der står tilbage, er en uendelig lang liste af vaner, rutiner og betingelsesløs kærlighed – den kærlighed, som kun kan opstå, når to mennesker gror fast og gror sammen.

Og jeg er ikke bange for stilstanden eller for at gro fast. Et træ har brug for stærke rødder for at leve, og parret i provinsen lærte mig at slå rod og elske betingelsesløst – også når det bliver kedeligt og trivielt.

Så hvorfor stresser vi rundt for at leve i nuet og for at leve hver dag, som var det den sidste? Og hvem har bestemt, at det at leve dagen, som var det den sidste, nødvendigvis betyder, at der skal ske noget helt spontant og ekstraordinært?

På min sidste dag vil jeg nyde den tryghed, der er at finde i de vaner og rutiner, vi har brygget på i mange år. Jeg vil tage dig i hånden og gå den tur, vi har gået tusindvis af gange, og jeg vil glæde mig over, at parret i provinsen har lært mig, at livets gaver også kan være de vaner og rutiner, som får os til at gro fast og gro sammen.

Jeg vil nyde, at vi har skabt den symbiose, som ikke er så moderne at indgå i i dag.

Måske er tid blevet en ubetalelig markedsværdi, men betyder det virkelig, at den konstant skal strækkes til det yderste og fyldes med det ene actionmættede eventyr efter det andet? Nej, det tror jeg ikke.

For dér på gåturen med dig i hånden mindes jeg parret i provinsen og husker på, at tiden måske nok er væsentlig, men størst af alt er kærligheden.

Kære farmor og farfar, tak, fordi I lærte mig så meget om at elske.

Tak, fordi I lærte mig, at vaner og rutiner ikke er et forholds undergang.

Tak, fordi I lærte mig, at det ikke er farligt at gro fast og gro sammen.

Jeg er sikker på, at I er genforenet i det hinsides, for størst af alt var jeres kærlighed.