I midten var ordet

»Jeg følte Lede ved den akademiske Tilværelse og ønskede Forbindelse med det folkelige Kulturarbejde«, skrev Julius Bomholt i et tilbageblik i 1935. Det angik hans situation omkring nytår 1921, hvor han som 24-årig stod med en eksamen som cand.theol., som han var overbevist om ikke at ville bruge som flest. Måske efterrationaliserede han lidt og forenklede denne modstilling af det akademiske og det folkelige, men den var både vigtig og tidstypisk. Hos mange højtuddannede var der en interesse for at gå andre og nye veje med deres kvalifikationer; nogle kom fra ikke-akademiske miljøer, for andre var det holdningbårne valg. Bomholt fortæller videre, at han fra Københavns Frue Plads tog ud for at få råd hos en af folkehøjskolens stærke folk, forstander Thomas Bredsdorff i Roskilde, hvorefter han via Askov endte på den socialdemokratiske Esbjerg Arbejderhøjskole. Dernæst fortsatte han dels med stadig flere kontaktflader og centrale placeringer i et udadvendt kulturelt oplysningsarbejde, dels med et politisk liv i Folketinget. Det var fuldt bevidst, at han tegnede et billede af det folkelige kulturarbejde som et spørgsmål om interesser, samtidig med at han selv var i gang med målrettet at realisere sin beslutning fra 1921. 40 år efter den indtog han posten som den første minister i det nyoprettede ministerium for kulturelle anliggender. Vil man se en både reel og symbolsk linje her, er den næppe ubegrundet. Bomholts personlige karriere gennem fire årtier tegner et billede af en tid, hvor det blev muligt at opbygge et offentligt kulturelt arbejde, han var en frontfigur i Socialdemokratiets bidrag hertil. Kulturministeriets forhistorie falder på mange måder sammen med hans virke. Når han som 65-årig opfattede det nye ministerium som en triumf, var det også ud fra forestillingen om, at der var fastholdt en forbindelseslinje tilbage - med et præg, der både var hans og tidens. Et gammelt både politisk og personligt valg indfriet. Siden århundredeskiftet havde der været vækst i folkelig oplysning, mange foreningsdannelser og øget spredning af bøger og skrifter. Omkring 1920 kom der yderligere nyt at pejle efter, love om aftenskole og om folkebiblioteker, en studiekredsbevægelse var i gang, og den traditionelle højskole åbnede sig mod en større horisont end den nationale og nordiske, og inden længe kom både etableringen af AOF og af en statslig radiofoni. Øget geografisk og social mobilitet gav sammen med otte-timersdagen - arbejde, hvile, fritid - store dele af befolkningen gunstigere vilkår uden for arbejdstiden. Nye gruppers livsformer fik større selvstændig tyngde, selvom tiden stadig talte om egentlig »Folkeopdragelse«. Der kom flere facetter i de kulturelle og oplysningsmæssige aktiviteter, andre end dem der hidrørte fra en arvet borgerlig, akademisk (og nationalkirke-kristen) dannelseskultur. Bomholt havde noget at bevæge sig »ud« til, der var plads til hans interesser og holdninger, og han tiltog sig plads. Han udviklede det meste af det, han rørte ved. Studiekredse i litteratur for unge faglærte arbejdere og arbejdsløse i Esbjerg resulterede kort efter i en nytænkt litteraturhistorie; sociologiske synspunkter og omtale af arbejderdigtning udfordrede, hvad der blev doceret i mellem- og gymnasieskole. Et nyt indhold til en ny form. Med kritikvirksomhed profilerede han den samtidsvendte og sociale litteratur og præsenterede tidligt og kongenialt mange af de yngre forfattere, der skulle blive 1930'ernes meget læste (f.eks. Knuth Becker og Leck Fischer). Litteraturområdet var en offensiv for ham selv, og da han kort efter blev hovedanmelder og litteraturredaktør på Social-Demokraten, var det også en strategi for regeringspartiets organ. Gennem ca. 12 år overvågede han flittigt og med tydelig holdning de fleste af de væsentlige forfattere på bogmarkedet. Han blev en autoritet inden for parti og arbejderbevægelse; næppe noget eller nogen, der havde med litteratur at gøre, kom uden om Bomholt. Kombinationen af litterær opinionsdanner og praktisk folketingsmand har ikke været hyppig i Danmark - og i dag vel næsten utænkelig! Ret sent i livet vovede han sig ud som skønlitterær forfatter selv. Befandt han sig ikke i tidens forreste geled, når det gjaldt litterær æstetik og teori, stod han til gengæld for noget andet væsentligt: at litteraturens indhold og spredningen af den var to sider af samme sag. Litteraturkritik uden hensyn til, hvorledes folk fik fat i bøgerne, havde kun lidt mening; der skulle føres bog- og læsepolitik over en bred oplysningsfront, udgivelsesmarkedet skulle tilføres et politisk-samfundsmæssigt perspektiv. Han støttede litterære studiekredse, AOF's udgivelser, folkebibliotekernes udbygning, kampen mod kulørt litteratur, han efterlyste læserundersøgelser og prægede en forestilling om bogens demokrati - det drejede sig om at »hævne en bogfattig Barndom«. »Det er den brede Befolkning, for hvilken Socialdemokratiet er det politiske Udtryk, der i Fremtiden vil blive den bestemmende Faktor for Bogmarkedet«, skrev han stolt i en oversigt i 1939. I årtiet efter gjorde han »den billige bog« til kulturpolitik, bl.a. Fremad Folkebibliotek førte det ud i praksis. Også i Bomholts indsats for radioen var det karakteristisk, at indholdssiden og det interesse-organisatoriske ikke kunne eller måtte skilles ad. Tidligt holdt han - ikke ganske ukontroversielle - foredrag, han troede på den nye genre hørespillet, forfatternes ord-teater med stor rækkevidde, og via Arbejdernes Radioforbund blev han valgt ind på en plads i radiorådet i 1934, da man brød et borgerligt flertal. Fra 1940 og 13 år frem profilerede han rådsformandskabet som en central post i dansk folkeoplysning. Det var foredragsvirksomheden og den faglige og demokratisk orienterede oplysning, der foruden litteraturen og teatret optog Bomholt mest, og noget mindre nyhedsfunktionen og det musikområde, der havde halvdelen af sendetiden. I forlængelse af AOF's linje påbegyndtes radiostudiekredse og de mange grundbøger, idealet var foreningen af det talte og det trykte ord, inspiration fra et radioforedrag skulle vokse over i selvvirksom læsning med brug af folkebibliotekerne. Man talte om Bomholts »højskoleradio« (det var også Jens Rosenkjærs tid - en anden tidligere højskolemand). Dertil blev radioroman- og novelle til som fast institution med succes langt frem, fundamentet under »den litterære radio« i 1950'erne blev her lagt. I efterkrigstiden prægede Bomholt begrebet »den farlige radio«, den aktive og irriterende radio, der skulle bryde vaner og klichéer; han troede på et lødigt stof, som kunne henvende sig til alle; brug af radioen som baggrundsstøj var ham imod. Over for kultur, oplysning og opdragelse stod sensation, sentimentalitet og - nervespændinger, som han kunne finde på at kalde modstykket. »Det er det første Raad: luk Deres Højttaler, ærede Lytter, indtil De i Programmet finder noget af Interesse. Hvis ikke der i en Uges Program er noget af Interesse, skal De tage Deres egen interne Situation op til Undersøgelse«, lød formandsordene i lytterårbogen i 1947, selvbevidst sammenfaldende på egne og institutionens vegne. Det var et fast pædagogisk greb, der skulle få radioens indhold og demokratiske funktion til at hænge sammen. Bomholt tegnede et folkestyret monopol før tv's tid og med kun ét program for hele befolkningen. Det var ham næppe en ukær rolle også iblandet den sympati for grænsebrydende aktivisme, som ikke altid kunne gå i spænd med hans fremskudte officielle position eller med lytterønsker blandt hans primære vælgere. Her blev han en art minister for kulturen. Der synes en glæde hos Bomholt ved at fæste tanke til ord, ord til skrift, skrift til organisering, og organisering til lovgivning på tryk. Han var en gennemgående person i politisk programskrivning på hele kulturområdet i årtier; i de socialdemokratiske platformbøger »Arbejderkultur, Kulturen for Folket og Mennesket i centrum« var der betydelig kontinuitet fra 1932 til 1953. De holdningsændringer og tilpasninger, der var - og som han både dengang og fra en kritisk eftertid har måttet høre for - er hverken uinteressante eller uvæsentlige, men de kan næppe overskygge hans systematiske hovedstrategi: at inddæmme flere og flere livs- og udtryksområder under politisk tænkt organisering - landets kultur skulle i folkelig besiddelse, efterhånden hele folkets. Han talte om »den kulturelle proces« som noget både konkret og materielt - og gerne institutionelt; men i spillet omkring styring og demokrati påtog han sig også rollen som gammeldags opdrager. Hans hu stod til ordene og deres betydning for det enkelte menneske, til litteraturens og foredragets, snarere end eksempelvis filmens og idrættens tradition. I kulturel tænkning prægede han hele tredje-generationen af socialdemokrater, og som minister for området var han ikke blot den første, men også den længst og bredest forberedte. Bomholt inkarnerede processen med taktisk udbygning af oplysningsarbejdet, omformede rammerne og formulerede dem som politik - med en lidt anden profil end den jævnaldrende akademiske politikerkollega Hartvig Frisch blev han institutionernes mand. Han trak den frie danske oplysningstradition ind i statsligt regi. Mellem 1920 og 1960 var der plads til en type som hans, og da der ikke var så mange af slagsen, kom han til at stå centralt. Han efterlader et indtryk af en krævende mand på sine ideers vegne, men også af, at hvad der betød noget personligt, fik en sammenhæng, der bestandig blev bragt ud over ham selv. Ved siden af et materialistisk ståsted, en taktisk evne og en tro på organisering var der også en idealist, som til tider både patetisk og romantisk udstillede sig selv. Flere af de lange linjer hos ham, tillige med de sving, han foretog, og den kritik, han løb ind i som socialdemokratisk kulturfører, havde at gøre med den akademiske uddannelse, han ville distancere sig fra. I hans virke og skrifter ses ikke mange spor af teologen Bomholt; men overført til kulturelle anliggender er der mange spor af den hyrde og »den ældste«, han i skikkelse af pastor og præst ikke ville være. n lektor