I OECD-diktaturet skal alt gøres op i økonomi

Måske ligger OECD ikke, når alt kommer til alt, inde med evnen til at komme med så træfsikre forudsigelser, som de gerne ville. Denne tvivl på OECD's formåen får også næring med kåringen af de danske gymnasier som "verdens bedste", skriver dagens kronikør

OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) skal sørge for at fremme en bestemt politik der vil sikre og forbedre økonomisk og social velfærd.
OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) skal sørge for at fremme en bestemt politik der vil sikre og forbedre økonomisk og social velfærd. Foto: .

OECD ER ET NAVN, der er svært at komme uden om. OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) virker både forførende og tillokkende som reference. Men hvad er egentlig OECD?

Det korte svar handler om, at OECD er en organisation for økonomisk samarbejde og udvikling, der tilstræber at fremme en særlig slags politikker verden over. Politikker, der vil sikre og forbedre økonomisk og social velfærd. Således arbejder OECD blandt andet med at analysere forskellige nationers samfundsmæssige og økonomiske forhold for dels at drage sammenligninger, dels at forudsige fremtidige tendenser.

Og forudsigelser præsenteres i et væld. Nogle gange forekommer deres forudsigelser så overraskende, at man må spørge sig selv, om de besidder nogle kræfter, en indsigt, som vi andre ikke tilnærmelsesvis kommer i nærheden af. I så fald skal der ikke lyde et eneste misundeligt suk herfra. Men en afklaring af, hvordan de har tilranet sig evnen til at komme med så konkrete forudsigelser, vil være yderst kærkommen. Om ikke andet forføres man til at tro på deres forudsigelser, da de har en detaljeringsgrad, som der sjældent er set mage til.

Et eksempel på en af OECD's forudsigelser kunne ugebladet Mandag Morgen levere den 2. februar 2010. Her berettedes om en gennemført OECD-undersøgelse, hvori det konkluderes, at det vil kunne give Danmark en ekstragevinst på cirka 10.100 milliarder kroner i løbet af 80 år, hvis det lykkes at bringe de danske folkeskoleelever op på det niveau, som finske elever befinder sig på.

Den forbløffende kausalitet, OECD er i stand til at opstille mellem danske folkeskoleelevers formåen og Danmarks udsigt til en svimlende økonomisk gevinst er jo intet mindre end revolutionerende. Spørgsmålet er så, hvor meget vi skal lægge i en sådan forudsigelse. Og følgende om alle kræfter så skal mobiliseres og dermed skal sættes ind på at opdrive den økonomiske gevinst, som OECD lægger op til, at vi har i vente.

Skal vi for alvor indrette vores skole efter den finske model? Selvom de finske elever opnår gode resultater målt på en OECD-opfundet samfundsøkonomisk skala, er de finske skoleelever ikke videre lykkelige for at gå i skole. Men nu synes lykke heller ikke være et tema, der passer ind i OECD?s uddannelsesmæssige ligning – medmindre det da handler om den økonomiske af slagsen.

GÅR VI TIL DET LANGE SVAR PÅ, hvad OECD egentlig er, er OECD måske ikke det, som de giver sig ud for at være. Måske ligger OECD ikke, når alt kommer til alt, inde med evnen til at komme med så træfsikre forudsigelser, som de gerne ville. Denne tvivl på OECD's formåen får også næring med kåringen af de danske gymnasier som "verdens bedste".

Diagnosen er mildt sagt lidt overraskende. Det skyldes, at vi efterhånden er vant til, at den danske folkeskoles forskellige sygdomstegn gentagent udstilles af OECD. Ifølge OECD har vi jo ikke andet end en middelmådig folkeskole. Underligt er det bare, at det vel at mærke er den selvsamme folkeskole, som er storleverandør af elever til gymnasierne, der er "verdens bedste".

Denne ærefulde titel, "verdens bedste", har da også fået formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening, Gorm Leschly, til at ytre en stor glæde over den synlige effekt, den danske gymnasiemodel har haft. Selvfølgelig skal Leschly glæde sig over kåringen. Ikke mindst når man tænker på, at der netop i denne tid er lagt op til store besparelser på gymnasieområdet, og at vurderingen som verdens bedste måske kan bruges i strategisk forstand til at undgå besparelser.

OECD's vurdering gøres af Leschly til et håndfast bevis på de danske gymnasiers uovertruffenhed. Det er ikke til at tage fejl af. Ikke desto mindre repræsenterer Leschly en række gymnasier, som ikke tidligere har fået prædikatet som værende kreative og nytænkende. I øvrigt er det heller ikke alle gymnasier, der har ønsket at få det. Nogle lærere og ledere har – selvom det langtfra er alle – decideret beklaget den drejning, gymnasiet har taget med gymnasiereformen, og har ønsket sig tilbage til tiden med den gode gamle traditionelle "fag-faglighed".

Dette forhold genkendes også fra flere nyere forskningsrapporter i gymnasieanliggender. Nu kan man fristes til at kritisere uddannelsesforskningen for ikke at have set, hvor gode, kreative og nytænkende gymnasierne egentlig er. Især når nu OECD jo i stand til at se det.

HVAD FORTÆLLER DET OS? Det fortæller os, at man ukritisk lader sig diktere af OECD's diagnoser. Dermed bliver OECD dagsordensættende for, hvad der betragtes som henholdsvis godt og skidt. Forholder vi os en smule kritisk til OECD's måde at måle denne succes på, er der grund til en vis skepsis.

Jeg vil ikke anfægte, at mange gymnasier og gymnasielærere bidrager til et kreativt, lukrativt og nytænkende læringsmiljø i dagligdagen. Slet ikke. Vi er jo på godt og ondt vidner til, at mange nye spændende tiltag finder vej til gymnasierne i disse år. Nej, jeg vil problematisere det determinerende fokus, der i OECD-vurderingen er på den enkeltes samfundsnytte. Altså på den enkelte elevs bidrag til samfundet sat i forhold til, hvad han eller hun koster det offentlige at uddanne. Jo mere samfundet tjener pr. elev, jo mere succesfuld er uddannelsesfortællingen. Ganske simpel købmandslogik. Især hvis uddannelse kun handler om den enkeltes bidrag til den nationale økonomi og konkurrencekraft. Men gør uddannelse det?

Noget tyder på det. Stort set samtlige uddannelsesmæssige ræsonnementer begrundes inden for en OECD-forankret diskurs. Denne diskurs handler nøgternt set om, at så længe noget/nogen tjener økonomien, er det positivt. Så længe du som individ kan bidrage til samfundsøkonomien, er du et eftertragtet aktiv. Ellers ikke.

Inden for en økonomisk OECD-diskurs er sammenligningssystemer ikke ualmindelige. Således nu heller ikke i uddannelsessammenhænge. Forskellige nationers uddannelsesøkonomiske kapitel sammenlignes i en uendelighed af OECD. Sammenligningsbølgen rammer bredt: Elevers karakter skal offentliggøres på uddannelsesinstitutionernes hjemmesider, så alle kan vurdere såvel den enkelte institutions som elevs formåen. Intet må "skjules" og være privat, hvis det kan tjene økonomien.

Rettes blikket mod "verdens bedste gymnasier" er de som noget historisk nyt på grund af overgangen til selveje i 2007 kastet ud i en åben konkurrence, hvor de skal agere i forhold til en OECD-økonomisk logik og vise deres evne til at bedrive købmandskab. På den institutionelle front sættes derfor mange sejl, ligesom mange fikse idéer og tiltag søsættes for at få eleverne til at præstere godt. Lykkes det, er den institutionelle employability sikret! Lykkes det ikke, ja, så ? Det er ikke let at være en af de elever, der ikke – resultatmæssigt set – ligger godt. Det er jo ikke ligefrem med til at styrke skolens "kasserapport", hvorfor man hurtigt kommer i 'bad standing'.

Aldrig har så mange børn og unge i så lang tid og i så stort et omfang været en del af uddannelsessystemet. Det betyder, at mange af de opdragelses- og socialiseringsmæssige opgaver, der tidligere lå andetsteds, for eksempel i civilsamfundsregi, ganske naturligt rykker over i uddannelsesregi. De nævnte opgaver ophører jo ikke. Skræmmende synes det imidlertid at være, hvis de skal håndteres inden for et OECD-diktatur, hvor alt skal gøres op i økonomiske termer.

Dion Rüsselbæk Hansen er cand.pæd. og ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet