Idé om strukturel racisme udfordrer tilliden i samfundet

Vi er i fuld gang med at bevæge os fra en forståelse af racisme som noget, der har med afsenderens hensigter at gøre, til alene at være bestemt af modtageren. Den racismeforståelse risikerer at ødelægge den tillid, vi har opbygget til hinanden, skriver ph.d.

Et drab på Bornholm ved dette shelter har sat endnu mere gang i den hjemlige debat om racisme, der genstartede med drabet på amerikanske George Floyd.
Et drab på Bornholm ved dette shelter har sat endnu mere gang i den hjemlige debat om racisme, der genstartede med drabet på amerikanske George Floyd. . Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.

Vi diskuterer i disse dage, om racisme kan være systemisk eller strukturel. Her i avisen kunne man den 25. juni læse en lederartikel, der klart svarede: Nej, vi har ikke systemisk racisme i Danmark. Om lederartiklen var et modsvar til artiklen ”Hvad er strukturel racisme?” bragt i videnskab.dk den 22. juni vides ikke.

I alle tilfælde konkluderer journalisten i den artikel det stik modsatte på baggrund af interviews med to diskriminationsforskere – RUC-professoren Rikke Andreassen og post.doc. ved Aalborg Universitet Mira Skadegård. Konklusionen blev kort og kontant kastet i hovedet på læseren på de første linjer: Ja, vi har strukturel racisme i Danmark. Og det er ifølge Mira Skadegård overhovedet ”et absurd spørgsmål, hvorvidt der findes strukturel racisme i Danmark”. Selvfølgelig gør der det.

Af artiklen hos videnskab.dk kunne man blandt andet lære at skelne mellem ”intentionel” og ”oplevet” racisme, og at strukturel racisme netop er kendetegnet ved ikke at være intentionel, tilsigtet.

Årsagen til, at personer og institutioner gør sig skyldige i racisme, får vi forklaret, består udelukkende i, hvorvidt modtageren oplever sig diskrimineret på baggrund af sin race, og ikke i hvilket omfang afsenderen nærer racistiske forestillinger og intentioner.

Man kunne forstå hvis argumentet for, at ikke-intentionel racisme stadig er racisme, bestod i at påpege diskriminerende strukturer og adfærd som følge af mentale bias og ubevidste generaliseringer på baggrund af hudfarve. Indtil for nyligt har dét vel været skydeskiven for racismedebatten – men under indflydelse af tidens identitetspolitik er det åbenbart ikke længere tilfældet. Den krænkede minoritetsperson ved alene, om racisme har fundet sted, og hvide kan pr. definition hverken sætte sig ind i eller udtale sig om det.

At det er den nye virkelighed hos nogle debattører, kunne man opleve i den fascinerende samtale, der fandt sted i ”en time med Weekendavisen” i forrige uge.

Chefredaktør Martin Krasnik havde inviteret tre unge Black Lives Matter-aktører i studiet til en samtale om racisme. Det blev fortalt, hvordan en repræsentant for systemet, en etnisk dansk kvinde, havde henvendt sig til en af disse unge på engelsk – velsagtens i et velmenende forsøg på at imødekomme en person, der kunne være turist eller nylig tilflytter – og det mindede personen om ”ikke at være dansk nok” i hvide danskeres øjne.

Som konsekvens følte personen sig diskrimineret, og det var nok til at dømme adfærden hos systemets kvinde som racistisk. Misforstået imødekommenhed, jo, måske, men ligefrem racistisk?

Det samme mønster gælder, når en hvid dansker af klodset interesse spørger, hvor en brun dansker oprindeligt kommer fra, om vedkommende er adopteret og så videre. Det er angiveligt udtryk for racisme, hvis det opleves racistisk. For som en af gæsterne hos Martin Krasnik beskrev det: Spørger du sådan, ”så oplever jeg ikke at være dansk nok”.

Etisk set er dette fokus på handlingens eller usagnets udfald et nytteetisk eller utilitaristisk træk, og omvendt er fokus på subjektets motiver eller intentioner for bestemt adfærd eller udsagn afgørende for kantiansk etik. Altså, det er intentionen bag ved handlingen, der er åben for moralsk bedømmelse hos Kant.

Når der i den nye definition om strukturel racisme ikke overhovedet skeles til menneskers intention, så vidner det om en afsked med kantiansk etik, og måske pligtetik i det hele taget. Den affødte effekt bliver, som vi kan se, at handling kan dømmes som racistisk uden at være født af racistisk intention. Er det rimeligt? Er det i virkeligheden et utilitaristisk spor, vi vil følge i samfundsetikken?

Den Store Danske definerer racisme som ”forestillinger om visse menneskeracers overlegenhed over for andre samt de diskriminerende handlinger, der knytter sig til sådanne forestillinger”. Er det rimeligt at racisme-beskylde en hvid person, der ikke nærer sådanne forestillinger om overlegenhed, alene ud fra den krænkedes oplevelse? Racisme er en voldsomt inkriminerende påstand med meget vægtige historiske konnotationer.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at der findes oplevet og endda intentionel racisme i Danmark. Overalt, hvor mennesker er sammen i magtrelationer, vil diskrimination uvægerligt foregå.

Alt for mange danskere med mørk lød lider utvivlsomt under det, og historierne fra ofrene er uundværlige i debatten.

Selvfølgelig skal vi lære af og lade os oplyse af disse oplevelser. Det er i det hele taget godt at etniske eller religiøse minoriteter siger fra over for diskrimination – det er helt efter bogen eller: Grundloven. Men retten til at føle sig krænket kan også overdrives.

Problemet er, at ”oplevet racisme” er et potentielt uendeligt fænomen. Man finder som bekendt gerne det, man leder efter. Men jagten på at være offer kan afføde en generel tillidskrise. Faren er, at det hårdt tilkæmpede tillidssamfund, vi har i Danmark, afløses af en mistro til hinanden. At sidestille ”oplevet racisme” med ”intentionel racisme” stækker modet til at være nysgerrig på hinanden i en multikulturel virkelighed – man kunne jo blive stemplet som racist og sat på hold med nogle af historiens største skurke.

Når vi ikke længere tør bevæge os frem med udgangspunkt i tillid til, at vi hver især har de bedste motiver, mister vi modet til at nærme os hinanden på tværs af race-, sociale- eller religiøse skel.

Vi klumper yderligere sammen med dem, vi ligner, og polariseringen får frie vækstbetingelser.

Ved at insistere på individets eneret til at definere sig racistisk behandlet, opgiver man samtidig interessen for den andens individuelle bevæggrunde, motiver og vilje, ja, alt dét, der netop gør næsten til et individ.