Identitet er et fængsel uden udgangsmulighed

Vi tænkte ikke over det i 1990, men der skete noget efter Murens fald. Ideologi blev afløst af identitet. Ideologi hører den kolde krig til, mens identitet hører til globaliseringen, der kom efter. Identitet handler om, hvem vi er, og umuliggør kritik, skriver Hans Hauge

Hans Hauge. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Hans Hauge. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Jeg tog helt fejl, da jeg i 1990 forudsagde, at man i fremtiden ville opfatte identitet som en trussel. Jeg var med til at arrangere to seminarrækker ved center for kulturforskning ved Aarhus Universitet i 1990. ”Identitetens trussel” hed mit foredrag.

En identitet gør, at man kan blive identificeret. Det troede jeg, folk helst ville være fri for. Identiteter fastlægger, og det troede jeg heller ikke, folk gerne ville, men så var det, der skete noget nyt. Identiteterne begyndte at bevæge sig, og det reddede identiteten.

Nu kunne man pludselig sige: ”Identitet er ikke noget statisk,” og intet er værre end noget statisk. Jeg havde ikke taget hensyn til det dynamiske, så der skete lige det modsatte af, hvad jeg havde forudsagt. Alle ville have en identitet og helst flere, hvorved der opstår identitetskøer. ”Man kan sagtens have mange identiteter,” siger de.

Foredragene kom som bog i 1991 med titlen ”Identiteter i forandring”, som jeg redigerede sammen med filosoffen Hans Fink. Andre bidrag handlede om kønsidentitet, national identitet, fiskeres identitet og endog arbejderidentitet. De var alle i bevægelse, og det var fint. Arbejderidentiteten var ved helt at forsvinde. Det var trist.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det var kort efter Murens fald, at disse foredrag blev holdt, og det var på det tidspunkt, at man begyndte at tale om identitet på nye måder.

Hvis identiteten bevæger sig, er den jo ikke identisk med sig selv, og så har den ingen identitet. Men identitet var kommet til at betyde noget andet. Identitet kan være idem – det samme. Det er den gamle. Den nye er identitet som ipse – mig selv. Man begyndte at kunne tale om kollektive identiteter: nationale, etniske, kulturelle og så videre.

Før var identitet individuel, nu kunne en gruppe have en identitet. Det var psykoanalytikeren Erik H. Erikson, der var den første til at udvide identitetsbegrebet. Han var den, som vi knyttede an til i 1990.

Men jeg går lidt tilbage i tid. Jeg opdagede identiteten i gymnasiet i slutningen af 1960’erne. Vi fik identitetsproblemer.

Eksistentialismen kom nemlig hele vejen fra Paris til Hjørring, og vi læste Johannes Sløks ”Eksistentialisme”, hvori der var meget om identitet. Hvem er jeg? Er jeg mig? Findes der ikke noget bag de roller, vi spiller? Er jeg autentisk? Den slags gik gymnasielever op i dengang.

I 1977 var jeg på Studenterkredsens sommermøde på Rødding Højskole. Trods marxismen var eksistentialismen stadig levende i grundtvigske tidslommer.

Provst Vagn Kvist fra Varde holdt foredrag om forfatteren Max Frisch og om identitetsproblemet. K.E. Løgstrup var med og steg op og sagde, at identitetsspørgsmålet var det mest ligegyldige spørgsmål af alle. Løgstrup var jo antieksistentialist. Ingen sagde noget. Vagn Kvist var knust. Johannes Sløk var der, men sagde ikke noget, for han diskuterede af princip ikke med Løgstrup.

Det gjorde stort indtryk på mig, og jeg mistede helt interessen for identitet indtil omkring 1990, hvor identitetsspørgsmålet dukkede op på den nye måde.

Og der var det, at jeg antog, at de fleste helst ville være identitetsløse. Det ville de ikke. Det var helt galt. Alle vil gerne have en identitet, og har de ikke en, opfinder de en. Identitet er jo ikke det samme uforanderlige ( idem ), men mig ( ipse ), der er dynamisk.

Når unge piger går med tørklæde, får de en identitet, og de kan identificeres: ”Se, der går en muslim.” Tatoveringer giver også identitet, eller man får identitet ved at holde med FCK og hade dem fra Brøndby.

Nogle vil have dansk identitet, andre en verdensborgeridentitet. Man løber sig til en identitet. LGBT handler ikke om sex, men om identitet. Grønlændere vil have en ny, det vil sige gammel, identitet som grønlændere og tegner streger i hovedet. Man bliver socialdemokrat, ikke for at kæmpe for noget, men for at få en identitet og kunne sige: ”Jeg er socialdemokrat.” Selv de, der ikke vil have en identitet, tilhører gruppen af identitetsløse.

Identitet er et fængsel uden udgangsmulighed. Man kan sagtens få en ny identitet, men ikke en ikke-identitet. Hvad var det dog, der skete?

Vi tænkte ikke over det i 1990, men der skete noget efter Murens fald. Ideologi blev afløst af identitet. Ideologi hører den kolde krig til, mens identitet hører til globaliseringen, der kom efter. Ideologi og identitet er væsensforskellige. Ideologi handler om, hvad vi tror på. Identitet handler om, hvem vi er. Hvad vi tror på, kan være forkert, eller det kan kritiseres. Det muliggør ideologikritik og religionskritik.

Vi troede i den frie verden på demokratiet, og det var bedre end kommunismen. Derfor skulle børn opdrages i demokrati i skolen. Det var vores ideologi.

Man kunne også om en religion sige, at den var falsk. Kristendommen var sand, mens Østens religioner – de nyreligiøse – var falske. Aarhus-teologen Johannes Aagaard kæmpede mod Østens falske religioner: yoga, meditation, guruer og så videre. Kampen imod ideologien foregik på et dialogcenter. Ingen har fortsat Aagaards enestående indsats. Hvorfor?

Fordi ideologi blev afløst af identitet, og dialog vil ikke ændre nogen eller noget. Den vil respektere. Identiteter skal respekteres og ikke kritiseres. Derefter kunne yogamåtterne brede sig overalt, mens præsterne så måbende til, men de kunne intet sige. Folk lå og fik en bevægelig identitet på måtten – ud over motion.

Islam kom til landet, men igen kunne man ikke kritisere den, for islam er ikke ideologi, men en identitet. Det fandt de ud af på Morgenavisen Jyllands-Posten. Man kan kritisere, hvad du tror, men ikke hvem du er, for det er jo dig. Man kan ikke sige: ”Du har en forkert identitet, få dig en bedre.” Jo, en forbryder kan have en falsk identitet, men det er en anden sag.

Musik handler ikke om musik, men om identitet. Derfor kan man ikke kritisere andres dårlige musiksmag. AGF er ikke en ideologi, men en identitet, og selvom det ser latterligt ud, at ældre mænd går med et AGF-tørklæde, er der ikke noget at gøre. Det er deres identitet, og den kan man ikke tage fra dem.

Ideologi (det, vi tror) kan kritiseres. Identitet (hvem vi er) kan ikke. Politik handler ikke om ideologi, men om identitet, og det hedder identitetspolitik. Politik handler ikke om, hvad du tror, men om, hvem du er.

Man fordeler sig ikke efter holdninger, men efter identiteter. Enhedslisten er ikke marxistisk, men identitær. Det værste ville være, hvis også kristendommen blev en identitet. Så er den ikke sand længere.

Man må håbe, at gudstjenesten bliver det sted, hvor forkyndelsen fjerner ens identitet, så man frisat kan forlade kirken.