Identitet og islam

Frankrig har en lang og omfattende tradition for indvandring. I tidens løb har landet indoptaget den ene bølge af indvandrere efter den anden. Og det har været en udbredt opfattelse, at selv om det var en lang proces at integrere de fremmede, så var processen nogenlunde til ende med tredje generation. De store integrationskræfter var først og fremmest skolen, men også arbejdspladserne, fagforeningerne, militærtjenesten, kirken m.v. I dag er der tegn på, at situationen er anderledes. I den store indvandrerbefolkning i Frankrig synes forældregenerationen ofte at være bedre integreret end de unge, selv om disse generelt har fransk statsborgerskab som følge af fødsel og/eller opvækst i landet. Hvad sker der blandt disse unge fra indvandrermiljøerne? Hvorfor udviser de ofte en adfærd, der synes at udtrykke en så åbenlys vilje til anderledeshed, at det let fortolkes som modvilje mod integration? Der er givet mange svar, for det skorter ikke på forskning omkring emnet. Navnlig er den franske immigrantforskning blevet intens, efterhånden som islam er blevet stadig mere synlig i gadebilledet og dermed mere og mere nærværende i befolkningens bevidsthed som et nyt og varigt samfundsfænomen. Islam og immigration er blevet to tæt forbundne størrelser i Vesteuropa, og navnlig har der været interesse omkring de unges nyafpudsning af islam. Også i Frankrig har islam været et følsomt emne i indvandrerdebatten, og de franske forskningsresultater er af interesse uden for Frankrigs grænser. Nu er islam jo ikke nogen entydig størrelse, selv om totalmyten islam er sejlivet. Dels er den islamiske verden et sammensat billede, hvad etniske, nationale og geografiske forhold angår. Dels er der en lang række forskellige trosretninger inden for islam selv. Der er både tolerante og intolerante udgaver af islam. Hertil kommer, at det ofte er relevant at spørge, hvad der er kultur, og hvad der er religion i islam. Men denne kompleksitet hindrer ikke, at islam som religion/kultur danner reference, ikke mindst for unge fra immigrantmiljøerne. Og ikke mindst i de senere år er dette blevet iøjnefaldende. Paradoksalt nok udtrykker den nyislamisering, som mange unge fra immigrantmiljøerne bærer til skue, i første række et indre brud mellem generationerne i dette miljø. De ældre generationers islam og de unges islam er ikke identiske. Hos forældrene har islam især været forbundet med en kulturtradition i bredeste forstand, baseret på et fortsat tilhørsforhold til oprindelseslandet, direkte eller følelsesmæssigt (for de franske indvandrere f.eks. en fortsat tilknytning til Algeriet, Marokko eller Tunesien). De unges islam er derimod løsnet fra en sådan tradition af den enkle grund, at de unge er vokset op i europæiske omgivelser. Det, der for en udenforstående europæer kan synes at være en videreførelse af en religiøs og etnisk tradition fra de ældre til de yngre, kan i mange tilfælde dække over et opgør med et familiemønster og en livsstil, dvs. forældrenes, som er blevet stærkt trængt i udlændigheden. Således er det et fremherskende træk i det islamiske immigrantmiljø i Frankrig, at den traditionelle autoritetsstruktur i familierne er blevet kvæstet på grund af de vanskelige forhold, som ikke mindst fædrene er blevet stillet over for. Generelt har fædrene været i en svag social position som fremmedarbejdere, og de har manglet erfaring med at være far i en kernefamilie, som ikke er integreret i det traditionelle islamiske nærmiljø (slægten, klanen, bykvarteret, landsbyen). Det har skabt indre splittelse hos disse fædre og svækket deres selvtillid. Og navnlig har det bragt dem i en problematisk situation over for deres børn, især over for sønnerne. Hertil kommer, at børnene normalt behersker etableringslandets sprog og adfærdsmønster bedre end forældrene. De må ofte være forældrene behjælpelige i samspillet med det omgivende samfund, navnlig i kontakten med myndighederne. Sociologer og psykologer har formuleret det på den måde, at børnene fra immigrantsamfundene ofte må agere »forældre« for deres forældre i samspillet med etableringslandet. Under alle omstændigheder kan forældrene ikke umiddelbart varetage den fulde rolle at indføre børnene i etableringssamfundet og åbne fremtidsperspektiverne for dem i dette samfund. Men børnene har til gengæld ikke et rodfæstet forhold til oprindelseslandets sprog og kultur. De unges islam er ikke båret af et bevidsthedsindhold af religiøse traditioner og sociale normer, som det er tilfældet hos forældrene. De unges islam-dyrkelse må nødvendigvis forstås på baggrund af, at den er indskrevet i etableringslandets kulturelle og sociale landskab. Forskerne understreger, at afstanden mellem generationerne i indvandrermiljøerne generelt er større end afstanden mellem generationerne i det omgivende samfund. Det betyder bl.a., at de unges særstilling accentueres. Thi de unge fra indvandrermiljøerne erkender, at de reelt befinder sig i en særposition i etableringslandet, uanset om de juridisk set er ligestillede med landets hjemmefødte borgere, dvs. via statsborgerskabet. Statistikkerne viser, at det i høj grad er disse unge af anden og tredje indvandrergeneration, der udsættes for marginalisering på arbejdsmarkedet, og erfaringerne fra det daglige siger til fulde, at de ofte mødes af social mistro, ja i nogle tilfælde af en afvisende og måske fremmedfjendtlig holdning fra det omgivende samfund. I en sådan særposition, hvor der hverken eksisterer en levende og organisk forbindelse til oprindelseskulturen eller et stimulerende forhold til det nye lands samfundsverden, bliver identiteten et hvileløst anliggende. Og her kan islam ikke blot fungere som religion, men også tjene som identitetsmarkør. Dette i to retninger: der markeres en særstilling i forhold til det omgivende samfund, og samtidig markeres der et tilhørsforhold til et større fællesskab, dvs. de islamisk troendes fællesskab. Denne identitetsmarkering kan udvise et bredt spektrum. Den kan være udtrykt i en diskret overholdelse af en række islamiske forskrifter og i regelmæssig moskégang, f.eks. hos de forholdsvis vel integrerede muslimer. Men den kan også være udtrykt i en form, der har karakter af protest mod en marginalisering i samfundet. Groft forsimplet kan man sige, at der kompenseres for social udelukkelse ved overdreven islam-dyrkelse. I forbindelse med franske undersøgelser er det således interessant, at unge adspurgte har anført tilhørsforholdet til islam, når de skulle gøre rede for deres identitet; de henviste ikke til det nationale tilhørsforhold. Men hvad er det da, der kendetegner den udgave af islam, som dyrkes af unge, der føler sig fremmede i forholdet til oprindelseskulturen, og som ikke føler sig fuldt anerkendt som medlemmer af etableringslandets samfund? Det er navnlig kendetegnende, at islam antages i en individualiseret form, som radikalt adskiller sig fra de ældre generationers islam-dyrkelse som samfundstradition. Det etniske og/eller kulturelle aspekt er udrenset eller sekundært. Der lægges vægt på konkrete generelle forskrifter for den troende muslims adfærd i det vestlige samfund. Det betones stærkt, hvad der er rent og urent, hvad der er tilladt og ikke tilladt. Selv om de unge muslimer ofte har et tilknytningsforhold til foreninger og sammenslutninger, undertiden med internationale dimensioner, så er det centrale, at religionen bliver et personligt anliggende. De unge muslimer fra indvandrermiljøerne manifesterer deres trosforhold på samme måde, som andre borgere med et andet trosforhold realiserer dette i et sekulariseret samfund. De unge erkender og fuldbyrder i praksis, at deres religion er en religion blandt flere i et fælles politisk samfundsrum. Flere franske forskere har betonet meget stærkt, at der her er tale om et veritabelt udviklingsskred i islam. Dette udviklingsskred, som reelt er en sekularisering, er ikke nødvendigvis indlysende for de omgivende europæere, eftersom vore øjne let bindes af det, der er såre uvant for os i denne religion, bl.a. at selve religionsudøvelsen er stærkt synlig og præget af kropslighed. Endvidere er vi påvirket af en række faktorer, som skyldes de sociale forhold omkring immigrationen, men ikke islam selv (f.eks. ungdomsledigheden med tilhørende rastløshed og eventuel kriminel adfærd i den forbindelse, ofte behandlet med nidkær opmærksomhed af visse massemedier). Og her kan processen være selvforstærkende. Således viser franske forskere, at jo vanskeligere de sociale forhold er for de unge fra indvandrermiljøerne, jo større er risikoen for, at islam udvikler sig til radikal islamisme i disse miljøer. Protesten mod et samfund, der udelukker en, kan som bekendt bestå i, at man antager modsatte værdier. Derfor er integrationsprocessen i høj grad afhængig af, hvordan de konkrete sociale betingelser udvikler sig for indvandrerbefolkningen, ligesom den er betinget af, at der er en gensidig vilje til at forstå den andens anderledeshed. Kun på en sådan baggrund kan den praktiske og formelle forhandling mellem hjemmefødninge og nye landsmænd udvikle sig. Det er en forudsætning for integrationen, at de to parter ikke opretholder stivnede totalmyter om hinanden, om »muslimerne« og »de kristne«. n cand.mag.