Prøv avisen
Kronik

Identitetspolitik mangler en reel modbevægelse - især på landets universiteter

Det er trist at være vidne til identitetspolitikkens voksende magt, især på universiteterne. Denne ældgamle institution, der er selve symbolet på den frie tanke, lader sig tilsyneladende styre af tendenser Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Sigri M. Gaïni, Ph.d.-studerende

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Myten er jo, at de, der kritiserer identitetspolitikken, er fra den politiske højrefløj, men dette må siges at være ”fake news”. Der er masser af venstreorienterede borgere, der er kritiske over for identitetspolitikken, mig selv inklusive, skriver kronikøren

Identitetspolitikken og krænkelseskulturen ser desværre ud til at brede sig mere og mere i Europa (i USA har den varet længe), og vi hører stadig om nye krav om censur på forskellige institutioner, dog især universiteterne.

Der er rigtig mange bekymrende aspekter ved både identitetspolitiken og krænkelseskulturen. Bevægelserne hører sammen, de har den samme oprindelse, og deres åbenbare svagheder kommer tydeligere og tydeligere frem, jo mere bevægelsen breder sig.

Identitetspolitiken har sin oprindelse i socialkonstruktivismen, poststrukturalismen og især postkolonial teori – og kritik. Men hvad der begyndte som en sund og særdeles nødvendig kritik af magtstrukturer og undertrykkelse af Den Tredje Verdens lande samt af alvorlig strukturel diskrimination såsom racisme og sexisme, er med identitetspolitikken blevet forvansket til ukendelighed.

Som med tidligere emancipatoriske idéer i historien er også den postkoloniale nu blevet til en perverteret udgave af sig selv i form af identitetspolitikken.Når idéer dyrkes fanatisk, ender de oftest med at modsige sig selv samt med at overtage rollen, som de oprindeligt kritiserede.

Identitetspolitiken er fyldt med modsætninger og blinde vinkler. Bevægelsen lægger for eksempel meget stor vægt på, at vores køn er socialt konstrueret. Deraf følger slutningen, at man skal kunne ændre køn, både fysisk og lovmæssigt. Man har retten til at omtale sig selv som det køn, som man oplever, at man har.

På samme tid lægger bevægelsen enormt stor vægt på, at man under ingen omstændigheder må udøve, hvad der kaldes kulturel appropriation. Man må for eksempel ikke iklæde sig andre kulturers særprægede tøj, uanset kontekst. Det vil sige, at i dette tilfælde, modsat når det gælder køn, må man ikke bruge socialkonstruktivismen til sin fordel – eller blot til at udtrykke og udleve sin identitet, som man oplever den, for eksempel kan en etnisk dansker sagtens føle sig langt mere hjemme i en fremmed kultur end sin egen – og dermed ønske at iklæde sig denne kulturs tøj og så videre.

Hvis man mener, at køn er socialt konstrueret, og at det er op til en selv at afgøre, hvilket køn man identificerer sig med, burde man vel have samme syn på etnicitet?

Men her er man i grunden havnet i en ufrivillig form for dogmatisk nationalisme: Identitetspolitikken dikterer, at man under ingen omstændigheder må identificere sig med en anden etnicitet end sin egen.

Dette giver for det første ubehagelige associationer til nationalistiske ideologier, der mener at kunne adskille etniciteter skarpt – en påstand, der for lang tid siden er gendrevet af blandt andet genforskere.

For det andet er det en modsigelse at hylde det flydende køn samt den flydende seksualitet og på samme tid forbyde enhver form for flydende kultur eller nationalitet.

Den mest alvorlige svaghed ved identitetspolitikken er de utallige nuancer, som den lukker øjnene for.

Samtidig er det at ignorere nuancerne og i stedet fokusere på en sort-hvid fremstilling af verden netop særkendet ved fundamentalistiske tilgange til idéer.

Nuancerne spejler virkeligheden, og virkeligheden er, at mange er både-og. Selv er jeg for eksempel halvt færøsk, halvt iransk, født og opvokset i Norge med fransk som ”modersmål”. Mine barndomsvenner kommer stort set fra hele verden, og jeg har spist deres mad, lært ord fra deres sprog og nogle gange sågar iført mig deres landes tøj (og vice versa). Dette er det modsatte af racisme.

IdentitetspolitikKen har en rigid fortolkning af nogle teoretiske idéer, der i deres oprindelse var frigørende. Nu er idéerne blevet dogmatiske, og helt almindelige borgere bliver forsøgt behandlet, som var de undertrykkende magthavere. Hvide europæiske og amerikanske borgere bliver set som værende repræsentanter for forgangne koloniherrer. Der er kun plads til det sort-hvide syn på en ekstremt kompleks virkelighed – og det, som denne bevægelse derved gør, er at reducere hvert enkelt menneske til at være et ekko af nogle magtstrukturer.

Mennesket bliver frarøvet sin individualitet og sin originalitet, og det skal finde sig i at blive defineret som bøddel eller offer.

Hvad fortalerne for identitetspolitikken i realiteten gør, er at skabe splid mellem borgere ved at operere med en ”os” og ”jer”-politik. I stedet for at arbejde imod undertrykkelse og diskrimination i fællesskab, udelukker og udskammer de store grupper af mennesker. Samtidig forsøger de – blandt andet gennem større og større krav om censur – at frarøve individer og institutioner deres frihed til at fortolke sig selv og verden nuanceret.

Når de identitetspolitiske kræfter systematisk arbejder med at afskedige professorer og indføre censur på universiteterne og andre institutioner, så vækker dette naturligvis minder om tidligere perioder, hvor lignende tilstande har gjort sig gældende.

Der har med jævne mellemrum været bevægelser, der har villet påtvinge den liberale verden deres ideologier gennem censur og tvang. Fælles for dem er, at de oftest udspringer fra frigørende idéer, der har haft til hensigt at udrydde – eller i hvert fald mindske – ulighed og uretfærdighed. I dette tilfælde postkolonial teori – og kritik.

Problemerne viser sig, som tidligere nævnt, når disse idéer bliver forvrænget til ukendelighed af tilhængere, der for det første dyrker de oprindelige idéer fanatisk og for det andet er blinde for deres egen magtanvendelse.

En magtanvendelse, der blandt andet kommer til udtryk, når bevægelsens repræsentanter forsøger at bekæmpe tanker og idéer, der ikke følger deres verdenssyn, hvor mennesker blot er refleksioner af overordnede magtstrukturer.

Gentagne gange har vi været vidner til, hvordan nye og revolutionerende idéer efter et stykke tid har en tendens til at blive dyrket på en ensporet og ”bogstavtro” måde, således at idéernes ophavsfolk, hvis de stadig er i live, ikke længere genkender fremstillingen af deres egne idéer.

Den identitetspolitiske bevægelse anvender naturligvis hersketeknikker i deres argumentation, på samme måde som tidligere rabiate bevægelser har gjort det: Kritikere bliver udskammet og reduceret for at passe ind i bevægelsens “virkelighed”.

Det er trist at være vidne til identitetspolitikkens voksende magt, især på universiteterne. Denne ældgamle institution, der er selve symbolet på den frie tanke, lader sig tilsyneladende styre af tendenser, der bygger på fanatisme. Det er et nederlag.

Der mangler en reel modbevægelse til den identitetspolitiske bevægelse – en bevægelse, der går på tværs af politisk farve.

Myten er jo, at de, der kritiserer identitetspolitikken, er fra den politiske højrefløj, men dette må siges at være fake news. Der er masser af venstreorienterede borgere, der er kritiske over for identitetspolitikken, mig selv inklusive. Den frie tanke er hverken rød eller blå – den er, hvad der definerer et menneske.