Idolerne på grønsværen

I 1950'erne sad præsident Eisenhower ved roret i Det hvide Hus, og jeg sad på skolebænken i Notmark på Als og læste i smug nogle af de første deciderede tegneseriehefter herhjemme. Jeg kunne forstå, de i alt væsentligt var »Made in USA« - de kom altså fra Eisenhowers land. Jeg tænkte, at han da måtte være en sjov fætter, siden han kunne udsende den slags »comic strips«, betydeligt sjovere end vor egen statsminister - hvad var det nu, han hed? - som kun udsendte sur pligtlæsning. Massekulturens mytologiske helte og heltinder, fra Batman til Superman, fra Tarzan til Jane, havde større visuel gennemslagskraft på vore barnesind end Gorm den Gamle og Svend Tveskæg, selvom disse to danskerkonger efter sigende havde levet og stredet til den store guldmedalje i den forhistoriske virkelighed. Men de var ikke tegneseriefigurer, hvis bedrifter man kunne følge fra uge til uge i farver. De var kun navne i historielærerens mund. I landsbyens første klasser bar jeg øgenavnet - eller kælenavnet - Hopalong Cassidy, en dengang aktuel tegneseriefigur og filmhelt, som bekæmpede skurke i Det vilde Vesten. »Hej Hopalong«, sagde vennerne, når vi mødtes, og jeg gjorde ikke noget for at bedyre, at jeg for pokker da hed Knud. Der var mere prestige i det andet navn. Tiden gik. Radio, film, tv, plader og cd'er holdt deres indtog i ens tilværelse. De amerikanske præsidenter kom og gik, men når de sad i sadlen, havde de mange og store ord at sige til resten af verden. Under deres forskellige regimer blev verden gradvist mindre takket være kommunikations- og samfærdselsmedier - på godt og ondt må man sige - og vi i den lokale verden begyndte så småt at udskifte lokal nærsynethed med global fjernsynethed, for at sige det kort. Så kan man diskutere, hvad der er bedst og værst. Via medierne fik vi hele tiden at vide, at virkeligheden, den store, grumme, skønne, sande, poetiske virkelighed, altid var et andet sted end lige netop der, hvor vi befandt os. Oftest var den et eller andet sted i USA, hvorfra drømmebilleder og skræmmebilleder, musik og muzak, helte og skurke i stadigt stigende grad og i stadigt rappere tempo oversvømmede resten af verden. Men massekulturens helte og heltinder fra den anden side af Atlanten var unægtelig idoler ud i det blå for os placeret i en lokal, landlig virkelighed anno 1950'erne. De rimede ikke rigtigt med vore daglige erfaringer i arbejde og leg, med vore fodboldkampe på grønsværen f.eks. Derfor blev sportens og i særdeleshed fodboldens forbilleder hentet i den nationale liga. Den gamle »Idrætsparken« har i så henseende direkte og indirekte virket opdragende på mange, også på de af os, der end ikke havde sat vores ben på parkens tribuner. Men vi fik den så at sige ind gennem ørene via radiotransmissionerne fra fodboldlandskampene, og når »Idrætsparkens« navn nævnes for os, der var børn dengang, så forbinder vi den uvægerligt med Gunnar Nu's stemme. Næppe nogen sinde vil en sportskommentator opnå samme næsten mytiske statur, som blev ham til del, der er ganske enkelt flere om buddet i dag. Men topsport dengang for os i provinsen, det var næsten synonymt med »Idrætsparken«, som var lig med Gunnar Nu, som var lig med fodboldlandsholdet. Og den årlige landskamp mod svenskerne, altid svenskerne, arvefjenden som de kaldtes, blev aflyttet af os, som var blågule i hovederne af græmmelse, når de tævede vores hold, og det skete tit, alt for tit. »Idrætsparkens« marathonkampe, som tilsyneladende blev spillet af halvguder, gav selvfølgelig også inspiration til os puslinge, når vi skulle udfolde os i det lokale. For selv om Notmark på Als ikke er verdens navle, så følte man helt ud i fingerspidserne og fodboldstøvlerne, at den lokale ære måtte forsvares, når en kamp på hjemmebane mod et udenbys var på trapperne. Selv i en lille krop kan der banke et stort hjerte for de lokale farver. Ja, måske er patriotismen mest ægte og uspoleret der, senere bliver den let til selvgodhed i dybe lænestole. På bagsiden af fortidens havregrynspakninger var der tegnede billeder af alle første divisions spillere i hel figur, lige til at klippe ud og sætte på korkpropper, sådan at man kunne opstille hold mod hinanden på stuegulvet - f.eks. AGF mod AB. Bag på hver pakke var der seks spillere fra et hold, og man havde sit hyr med at få hele første division samlet, men jeg tror nok, jeg klarede det - ikke mindst takket være den flinke lokale købmand, som tog mig med ud i lageret, hvis han ikke lige havde netop de spillere fra det hold stående på butikshylden, som jeg manglede. Jo, jeg har rodet i købmandens havregrynslager og triumferende fundet de resterende seks spillere fra Køges førstedivisionshold frem. Netop Køge var af en eller anden grund meget svære at få fingre i, kan jeg huske, der var rift om dem blandt kammeraterne. Og spillernes autografer! Det var min sidekammerat i skolen, som først fandt ud af det der med at skrive til spillerne for at bede om deres billede med autografer. Jeg fulgte efter og har da stadig nogle af den tids fodboldstjerners signaturer liggende: Henning Enoksen, Tommy Troelsen, Henry From, sådan hed nogle af topspillerne dengang. Der var noget at leve op til. Jo, dengang i 1950'erne var livet lutter lagkage, når man havde en bold i hænderne eller på tæerne. Det kunne være så svært at skille sig af med den efter en hård dags kamp - hvor vi havde vundet - at man tog den med i seng om aftenen. Bolden og jeg var kærester, ingen tvivl om det, og når man har det rigtigt godt med hinanden, så er det svært at være fra hinanden om nætterne. Næh, en bold i favnen under dynen, det må være noget af det længste, som en dreng i en vis alder kan gå i retning af inderlighed. Men bolden kan også berede en smerte. Jeg vågner ikke badet i sved om natten, når jeg drømmer om et mål, et selvmål faktisk, som var lige ved at sætte en stopper for min plads på holdet som målmand - men det er ikke langt fra. Jeg er nødt til at bekende: Det var en kamp på hjemmebane mod nabobyen. Vores hold var faktisk ret overlegent, og alle spillerne opholdt sig det meste af tiden oppe ved modstandernes mål, så man havde ikke meget at lave som målmand, og det var jo både godt og ondt. Man stod og lænede sig op ad den ene målstolpe, mens man tyggede tyggegummi. Ret kedeligt faktisk. Selvfølgelig var det godt, at vores hold var i offensiven, men...jo, man ville kort og godt gerne have nogle skud på mål, sådan at man kunne »ligge vandret i luften« og vise publikum, at man ikke bare stod der for sjov. Endelig dumpede der så en bold uden adresse ned på vores banehalvdel. Backen opsnappede den, og det var meningen, at han ville returnere, men jeg gjorde tegn og fagter til, at han skulle lægge tilbage til mig, for at jeg dog kunne få lov til at røre bolden. Det gjorde han så, en langsomt trillende bold, som ikke var til at gå fejl af, men jeg skulle absolut spille primadonna og klovn for at påkalde mig opmærksomhed, så jeg kastede mig meget dekorativt efter den, men jeg kastede mig for langsomt - og bolden trillede lige så stille ind under mig og over målstregen. Pinligt, mere end pinligt, selvmål, definitivt selvmål, og der var ikke noget at gøre ved det. Men hvad ville man i det øjeblik ikke have givet for, at tiden kunne blive skruet tilbage i slowmotion. Sådan kan det gå, når der går for meget show i spillet - eller når man bare har efterlignet nogle stjerners ydre attituder, og det var vist meget almindeligt dengang. Ak, ak og ve. Den gamle »Idrætsparken«, hvor vi fandt vor barndoms idoler på grønsværen, er efter ombygning bare døbt »Parken«, og man aner nye triumfer i fremtiden på det stadion, som er bygget for fremtiden. Men den nationale idrætslige fortid skal også med, og i den »Hall of Fame«, der er indrettet i tilknytning til stadion, får minderne lov til at passere revy. Her er der buster af vores topnavne inden for diverse sportsgrene gennem tiderne, fra Paul Elvstrøm til Morten Olsen, fra Lis Hartel til Lene Køppen, og her er deres rekvisitter udstillet i montre. Se bare, sønnike, se bare, datter, kan nutidens og fremtidens fædre og mødre sige til deres unger i opdragende øjemed: Med disse fodboldstøvler scorede Knud Lundberg utallige mål, og her er hans skrifter om sportens helsebringende funktioner, og med denne ketsjer slog Kurt Nielsen nogle ordentlige smash. Gak i nu hen og gør ligeså og helst bedre, og lad os se jeres navne stavet i neon og jeres buster udstillet til al folkets hyldest og andagt. I disse år får idrætten virkelig det kulturhistoriske blå stempel. Den er ikke længere bare at betragte som folkets hobbyvirksomhed, rekreation og anledning til fanatisme for hooligans. Nej, det er lige så fint at være topscorer på fodboldlandsholdet som at være anerkendt romanforfatter eller maler. Og det er ikke nødvendigvis at snobbe nedad. Sportens store mænd og kvinder gennem tiderne har også sat en æstetisk og etisk standard, som rakte ud over det rent tekniske og fysisk krævende ved deres discipliner. De har givet tilskuerne oplevelser af stor skønhed og fair play, af artistisk styrke og menneskelig integritet, og derved har sporten, hvor den har fungeret bedst, været bredt opdragende uden at prædike. Sporten i det moderne liv er måske med hensyn til almen respekt og folkelig yndest ved at nå samme status som i det antikke Grækenland. Men der mangler unægtelig den storladne metafysiske dimension i dag, som der var over sportsudfoldelserne dengang. Det er ikke til gudernes ære, der løbes hurtigt, springes langt, spilles dygtigt med bold, men det er ofte til pengenes ære, til mammon, og jo større publikum, des flere penge er der til og i sporten. Fladt og endimensionelt, kan man sige, men tidens idræt må nødvendigvis spejle tidens samfund og omvendt. n forfatter