Prøv avisen
Kronik

Ikke alle kan komme til orde i Danmark i dag

Sorg: En kvinde ligger en blomst ved kulturhuset Krudttønden. Debatten om ytringsfrihedens brug og misbrug har været aktuel lige siden.

Oven på terrorangrebene i Paris og København har mange vestlige statsledere og politikere hyldet princippet om ytringsfrihed og fremhævet sig som forkæmpere for en sådan. Men når man kigger nærmere efter, så er ytringsfriheden ikke hver mands ret, påpeger dagens kronikør, som også inddrager egne erfaringer

JANUAR OG FEBRUAR har været fyldt med skrækkelige begivenheder i verden. De islamistiske terrorangreb i Paris og København har gjort indtryk, ligesom terrorbevægelserne Boko Haram og Islamisk Stats likvideringer i Nigeria og Mellemøsten har gjort det. Og Vesten benytter anledningen til på ny at forholde sig til de grundlæggende demokratiske principper og værdier. Mange statsledere og politikere har fremhævet ytringsfriheden som et vigtigt princip, som alle er rørende enige om at hylde.

Mens vestlige politikere fremstiller de vestlige demokratier som grundlæggende frie med hensyn til taleretten, så er der grund til at spørge, om det også forholder sig sådan i virkeligheden. Jeg vil gerne kaste lys over den nationale tilstand for ytringsfrihed og taleret.

Hvis vi ser på vores folketingsmedlemmer, er de i dag underlagt en politisk topstyring, som presser de medlemmer, som måtte følge deres samvittighed og melde fra over for topstyringen. Jeg husker for eksempel, hvordan SF's folketingsmedlemmer Özlem Cekic og Lisbeth Bech Poulsen blev trynet for åben skærm, da de under SF's tid i regeringen for et par år siden gjorde opmærksom på, at regeringens politik ikke var i overensstemmelse med den SF-politik, de var blevet valgt til at repræsentere. Jeg husker ligeledes, hvordan førstnævnte blev frataget ordførerposter, da hun havde sagt sin mening - og fik andre ordførerposter igen, da hun havde rettet ind.

Jeg husker også, hvordan henholdsvis folketingsmedlem Uffe Elbæk efter sin udmelding fra De Radikale og folketingsmedlem Eyvind Vesselbo fra Venstre har berettet om lignende tilstande med topstyring i de to partier.

Så i magtens øverste rum i Danmark er taleretten begrænset og topstyret.

I DET OFFENTLIGE DANMARK kan man også risikere meget for at åbne sin mund. For nylig har vi hørt om en kvindelig overlæge, som fik fyresedlen, efter at hun havde udtalt det åbenlyse forhold, at hendes afdeling ikke ville kunne løfte opgaven, hvis sygehusledelsen gennemførte sine planlagte millionbesparelser.

Andre steder hører vi om, hvordan for eksempel embedsfolk, universitetsansatte, socialrådgivere og læger bliver indkaldt til ”kammeratlige samtaler” med ledelsen, hvis de skulle have sagt fra over for uetisk praksis eller andre kritisable forhold. Hvis de ikke retter ind, risikerer nogle af disse ligeledes at blive fyret. Det spiller i den forbindelse ingen rolle, om man er professor eller overlæge. djøf'erne er nemlig ligeglade med viden, erfaring og etik; her er det kun økonomien, der tæller.

Der er også de mennesker, som er i sagsbehandling i det offentlige. Enkelte har fra tid til anden tilladt sig at skrive om det, når uretfærdighederne i det kommunale system bliver dem for store, og retssikkerheden kompromitteres. Nogle af disse er siden af kommunale sagsbehandlere og af politikere blevet mistænkeliggjort for deres skrive- eller taleaktivitet - ”for man kan vel ikke både være syg og kunne formulere sig på én gang”, synes ræsonnementet og argumentationen fra sagsbehandlere og kommunalpolitikere at være. Og hvis man veksler borgernes ytringer til at være et udtryk for arbejdsevne, så kan man true de talende.

Nogle borgere tier herefter for ikke at risikere at miste forsørgelsen eller de sociale jobordninger, de eventuelt arbejder under. Så nej - det sociale Underdanmark har sandelig heller ikke ytringsfrihed om afgørende dele af sit liv, og man kan holde mange uretfærdigheder i det offentlige usagte ved at true de borgere, som er afhængige af selvsamme offentlige sektor.

Og hvad så med alle andre? Når jeg for eksempel selv har indsendt kronikker og debatindlæg til nogle af de store dagblade om den virkelighed, som findes for syge danskere eller danskere med handicap, og når jeg heri har gjort opmærksom på alvorlige og uoverskuelige negative konsekvenser af en del af regeringens reformer, så har man mange steder afvist at bringe dem. Lignende erfaringer har jeg haft med mange andre medier.

AT DET ER BLEVET SÆRLIG SVÆRT at opnå medierepræsentation og synlighed for mennesker med handicap og sygdom, er også konklusionen i en undersøgelse af Ulla Kehlet Nielsen og Amaya Bøgeskov Echeverria. De har lavet en specialeafhandling om repræsentationen af handicap og mennesker med handicap i DR's nyhedsudsendelser i 2010-2011 (Aarhus Universitet 2013). Personer med handicap optrådte kun i 0,47 procent af den undersøgte DR-nyhedssendetid, selvom målgruppen efter et gængs skøn udgør cirka 10 procent af befolkningen.

Fremstillingen var ej heller kvalitativt repræsentativ, men diskriminerede og skabte stereotyper, konkluderede de. DR udgør en betydelig andel af det samlede mediebillede, så undersøgelsen er ikke uvæsentlig som udtryk for en tendens, der ikke ligefrem giver megen taleret og repræsentation til syge mennesker.

MEN HVAD SÅ MED YTRINGSFRIHED i forhold til det, som var udgangspunkt for debatten: det islamistiske angreb på franske borgere?

I Danmark tør ikke mange sige, at islam i sin grund indeholder næring til vold. Selv statsministeren og de fleste folketingsmedlemmer går uden om den varme grød. De anlægger det officielle synspunkt, at terror og islam ikke har nogen sammenhæng med hinanden, og at der udelukkende er tale om enkelttilfælde af islamistisk art, når muslimer myrder andre borgere. De færreste tør benævne det forhold, at islams gud ikke er nogen nådig herre. Hvorfor anfægter det ikke flere?

Mange andre har prøvet at blive (forsøgt) gjort tavse. Og ytringsfriheden er jo aldrig større end de medier og redaktører, som vælger fra og til, og den pris, det kan have at ytre sig på trods af pres om det modsatte. Hvor mange Charlie'er har vi egentlig, når det kommer til stykket, og hvad får de taleret om? Hvilke grupper, hvilke sager og hvilke synspunkter repræsenterer medierne egentlig i dag? Det er i al fald ikke hele spektret af den danske befolkning, vil jeg hævde.

Derfor skal ingen være i tvivl om, at selv hos os i Danmark er taleretten knivskarpt afgrænset og afhængig af magtposition. Og der, hvor den findes, kan den have en meget høj pris, også når det ikke handler om islam. Der er et tavshedens tyranni i det offentlige Danmark - det er ganske enkelt hverdagen, hvis man ikke tjener magthavernes, nyliberalismens og konkurrencestatsregimets interesser. Det er der ikke noget nyt i, men det er der ikke mange, der tør sige.

Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag., forfatter og redaktør af to bogantologier