Imamlovene er gode og rimelige

Meget kritik af imamlovene er hentet fra de vilde postulaters overdrev. Jeg forstår bekymringen, men lovene er nødvendige i kampen mod islamisme, jihad og sharia i det danske samfund – samtidig med at vores udstrakte religionsfrihed fastholdes

Christian Langballe
Christian Langballe. Foto: Steen Brogaard.

I forbindelse med at imamlovene snart indføres, fremkom sognepræst Claus Thomas Nielsen med følgende dom over dem i et læserbrev her i bladet den 19. november:

”Det er altså fra nu af i Danmark ulovligt offentligt at give udtryk for, at man er mere enig med Bibelen end med Folketingets flertal,” og at denne lov er ”et forbud mod amen i kirken, så snart det, der går forud, ikke er i magthavernes smag.”

Det lyder nærmest, som om Folketinget over natten vil indføre et totalitært diktatur, der vil forbyde ”amen” i kirken og den kristne bibel. Det er selvfølgelig argumenter ude fra de vilde postulaters overdrev, hvor personer som Zenia Stampe (R) normalt befinder sig, men overdrivelser fremmer som bekendt forståelse, og jeg forstår godt bekymringen. Den var min egen, da forhandlingerne om imamlovene begyndte, men jeg mener virkelig, at vi fik hegnet tingene ind på en ordentlig måde.

Baggrunden for imamlovene er ganske klar: Ud af islams formørkede lovreligion er der på vestlig grund blevet fremelsket en religiøs og politisk kampideologi af yderst aggressivt og voldeligt tilsnit: Islamismen.

Islamismen knytter an ved to centrale elementer, der befinder sig helt inde ved islams hjerte: Sharia og jihad. Altså sharia, et undertrykkende totalitært system af religiøse love og regler, der snører menneskelivet ind i dyb undertrykkelse. Og jihad, den religiøse og politiske kamp mod de urene og de vantro og for et kalifat eller islamisk tusindårsrige af rene og rettroende.

Islamismen er kendetegnet ved et had til Vesten, hvor den på en gang forpupper sig i Vesten og lever af vestlig velfærd, samtidig med at den opbygger parallelsamfund, der står i modsætning til alt, hvad Vesten står for. Rekrutteringsgrundlaget er potentielt umådeligt stort, da Europa og Danmark har åbnet grænserne for en kolossal muslimsk indvandring gennem årene.

Hvordan islamismen fungerer i praksis, fik vi alle demonstreret med TV 2’s udsendelsesrække ”Moskéerne bag sløret”. Imamen Abu Bilal udtalte blandt andet:

”Hvis en ægteskabsbryder, enten mand eller kvinde, begår hor, så er deres blod halal, og de skal dræbes ved stening. Hvis hun er jomfru, så er straffen piskeslag.” (Jævnfør TV 2’s hjemmeside den 28. februar).

Han udtalte også, at frafald fra islam skal straffes med døden, og at drab på muslimer skal straffes med døden. Man kunne i udsendelserne også se, hvordan foreningsloven blev groft misbrugt til at malke de kommunale kasser for skatteydernes penge – penge, der angiveligt bliver brugt til islamistisk propaganda.

Navnlig i Dansk Folkeparti er vi nogle, der i snart mange år har ment, at islamismen skulle stoppes med alle tænkelige midler, der befinder sig inden for Grundlovens rammer, og da regeringen og et flertal af partier gav os ret, gik forhandlingerne om imamlovene i gang. To afgørende hensyn gjorde sig gældende: Imamlovene skulle befinde sig inden for rammerne af Grundlovens paragraf 67, der handler om religionsfrihed. Det giver umiddelbart sig selv, da alle love skal være i overensstemmelse med Grundloven, men det gælder også helt ned i det indholdsmæssige.

Vi har meget udstrakt religionsfrihed i Danmark, og det har vi som følge af Grundlovens paragraf 67, hvor der står: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning.”

Dog er religionsfriheden ikke ubegrænset, for det lyder nu videre: ”Dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Man kan spørge sig selv, om islamismen forsøger at undergrave den offentlige orden. Det vil jeg mene. Denne begrænsende del af paragraffen er sat ind, for at den offentlige orden og dybest set folkestyret selv kan forsvares.

Et andet hensyn, som vi har taget, er, at det såkaldte decorumkrav eller værdighedskrav, som gælder almindelige sognepræster i folkekirken, er blevet brugt som rettesnor og som ramme for imamlovene. Det var faktisk min egen anbefaling, og min egen holdning er, at decorumkravet kan forstås direkte i forlængelse af Grundlovens paragraf 67, som jeg lige har nævnt.

Præster kan ikke i forkyndelse eller undervisning udtrykkeligt billige, tilskynde eller opfordre til brud på straffeloven. Skulle det ske, ville biskoppen temmelig sandsynligt suspendere præsten fra embedet og i sidste instans ville det ende med en afskedigelse. Hvis præsten som led i en prædiken opfordrer tilhørerne til at gå hjem og banke deres kone eller deres børn, vil det være en opfordring til brud på straffeloven, og det ville være et brud i forhold til det almindelige decorum- eller værdighedskrav, der gælder.

Tænk, jeg har aldrig i min tid som præst ment, at decorum- eller værdighedskravet var en hæmsko i forhold til min forkyndelsesfrihed, selvom det selvfølgelig i en vis forstand har været det. Det er fuldt ud rimeligt, at der gælder nogle særlige standarder for præster, ligesom det gælder dommere og politifolk, og det udtrykker decorumkravet.

Dette krav udstrækkes nu til at gælde alle religiøse forkyndere, og det bliver fremover strafbart som led i religiøs oplæring at billige, tilskynde eller at opfordre til ”terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og bigami.” (Jævnfør L18). Det er ganske rimeligt og læner sig helt op af Grundlovens bestemmelse i paragraf 67 om religionsfriheden og om, at der ”intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.

Imamlovene har haft det klare formål at ramme islamisterne og imamerne. Det har i hvert fald været mit eget sigte. Det er måden, hvorpå en retsstat kan værge sig mod en totalitær krigerisk religiøs ideologi, hvis erklærede mål er at undergrave alt, hvad Vesten står for og indføre et barbarisk og dybt undertrykkende – for ikke at sige menneskeligt nedværdigende og slavelignende – samfundssystem, der minder om Saudi-Arabien, Iran eller Islamisk Stat. Islamismen er så sandelig en pest over Europa.

Man kan så spørge, hvorfor imamlovene er udtrykt i generelle vendinger. Hvorfor udfolder man ikke det problem, som man forsøger at ramme mere eksplicit? Hellere end gerne for mig! Det har været en gylden regel, at lovgivning skal være generel, og at man ikke må diskriminere. Lige meget hvem man taler med af jurister, embedsmænd og politikere, er det en lige så ufravigelig grundregel som folkestyret og retsstaten selv. Det er helt grundlæggende en god grundregel, men indimellem bliver det både krukket og meningsløst.

Det havde selvfølgelig været bedre, hvis man mere bogstaveligt havde adresseret det virkelige problem: Islamismen, sharia og jihad. Det arbejder jeg videre på. Nu fik vi de såkaldte imamlove, hvor intentionen har været den samme.

Jeg mener, at vi inden for de givne forudsætninger har fået nogle gode og ordentlige love. Skulle imamlovene virke imod hensigten, hvilket jeg ikke i min vildeste fantasi kan forestille mig, er der i lovene selv indlagt en bestemmelse om, at de tages op til revision efter en fireårig periode.