Imperialisme på nye flasker

Grundlovens 150 års fest er just overstået og stort set under ledsagelse af den tilvante floromvundne hyldest til demokratiet og menneskerettighederne, som vi anser os for til forskel fra mere tilbagestående folk at være så privilegerede at sidde inde med. Kun to skribenter har mig bekendt dryppet malurt i festbægeret: Poul Erik Søe, der i Højskolebladet erklærer, at vi ikke har demokrati og måske aldrig får det, og Ejvind Larsen, der i Information fortæller den kendte begivenhed i Præstøkredsen ved valget i oktober 1848 til den grundlovgivende rigsdag, hvor folket foretrak den fattige væver og husmand Hans Hansen fra Mern frem for den kendte professor H.N. Clausen, et valg der fremkaldte den beskidte og løgnagtige streg fra intellektuel side, at væveren havde siddet i fængsel for tyveri. Bondevennerne blev bange og fik ham til at trække sig, så han kom aldrig til Christiansborg. vort land bør regeres af »de begavede, de dannede og de formuende«. Ejvind Larsen føjer til - med henvisning til en bog af Lis Togeby om magtfordelingen i Danmark - at Lehmann og den »dannede overklasse« også i dag har sejret over dem nedefra. Den dag i dag er det de intellektuelle, eksperterne og pengemagten, der regerer i vort land. Bistandsklienter, kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, ufaglærte og andre småfolk stødes fortsat ud både politisk, socialt og kulturelt. Det samme gælder i hele den vestlige verden, indbefattet EU og USA. Vor vestlige kultur er individualistisk og liberal i grundholdningen, den hylder det enkelte individs frihed over for staten og det veluddannede og stærke individs ret til økonomisk at realisere sin egeninteresse og kalder disse friheder for grundlæggende menneskerettigheder, som alle folk på jorden burde underkaste sig. Og vil de ikke med det gode, så truer man dem økonomisk og politisk, ja med bomber som på Balkan. Og da nu den »nationale tidsalder« er forbi, og den »globale« er begyndt - som velmenende højskolefolk jo formulerer det - så er tiden for alvor inde til »so oder so« at udbrede vor vestlige kultur med dens markedsøkonomi og individualistiske menneskerettigheder til hele verden. Det er, hvad den globale snak i realiteten handler om. Det folkelige ord »universalitet« går dybere. Det handler om, at da der kun er én sand Gud, så er der også kun én menneskehed, som denne Gud imidlertid gennem historien har udfoldet til en mangfoldighed af menneskelige livsbilleder, som alle de enkelte folk må lære at højagte og glæde sig over. Men ordet Gud er måske blevet tabu i højskoleverdenen? Mange ikke-vestlige kulturer fatter ikke den individualistiske tale om enkeltmenneskets »ret« over for fællesskabet. Stamme- og klankulturer i Afrika, Sydamerika og i store dele af Asien kan overhovedet ikke tænke med enkeltmennesket som udgangspunkt. Det kan man heller ikke i Kina og Indien. Heller ikke det ortodokse Østeuropa med Rusland i spidsen har dette udgangspunkt i sit menneskesyn. Renæssance og reformation er totalt gået dem forbi og er nærmest foragtede kulturstrømninger, som derfor ikke har ændret ved Mir'ens fællesskab hos russiske bønder og slet ikke ved Dostojevskis budskab om det fællesskab i skyld, der er grundlæggende for et sandt menneskeliv. Og var det i grunden ikke noget i den retning, Jesus, Grundtvig og Henrik Ibsen - for nu at nævne dem i samme utrolige åndedræt - forkyndte, når de påstod, at ingen kan blive et sandt menneske - at ingen kan finde »sig selv« - uden i et kærlighedens fællesskab. Når vi nu i vor post-moderne opløsning af alle værdier leder efter identiteten, og når vi nu snakker Europa til overflod, var det måske værd at vende blikket mod dette ortodokse svar. Jamen, fællesskabet skal være frivilligt og ikke påtvunget, indvender vi, og med rette vel nok. Grundtvig troede da også, at en sand og fri folkelig oplysning kunne føre folket ind i et »kærlighedens jorderige«. Men det vil være kortsynet at påstå, at vore egne forfædre, der levede under et tvungent fællesskab, ikke kendte til kærlighedens frihed. Det samme må vel gælde de milliarder, der endnu lever i organiserede fællesskaber. Men nu skal de altså med vold og magt gøres til individualister, der skal indføre markedsøkonomi, alt sammen i menneskerettighedernes »hellige« navn. Den gamle magtpolitiske kolonipolitik påstås afskaffet, men snedigt er den blevet erstattet af en økonomisk og en kulturel imperialisme i menneskerettighedernes navn. Foragten for levende folkeslags egne kulturværdier lyser ud af farisæismen. Den har såmænd også gjort det i den kristne mission, hvor røster som Anne Marie Petersens i Indien og siden Jens Enevoldsens i Pakistan og i dag måske flere andre hører til undtagelserne. Hele forløbet i Kosovo-sagen bæres af denne vestlige farisæisme. Naturligvis er Milosevic en kynisk skurk, der bør standses i sine myrderier. Det ubehagelige er blot, at det NATO, der står for afstraffelsen af hele hans folk, bl.a. tæller et Tyrkiet, hvis behandling af kurderne ligger på linje med, hvad der sker i Kosovo. Og det er en god gammel regel, at man først bør feje for sin egen dør, før man tager fat på andres. Der har ikke for alvor været forsøgt en ligeværdig samtale med serberne, og samtale er vel en hovedsag for ethvert demokrati. Både i dag og ved Første Verdenskrigs udbrud har man præsenteret dem for diktater og ultimative krav om vestmagternes overtagelse af jurisdiktionen i et område tilhørende den serbiske stat. Bag NATO øjner serberne desuden det Tyskland, der mishandlede dem i Anden Verdenskrig, og den romerske kirke, der gennem århundreder har bekæmpet deres egen ortodokse. Tilliden til NATO er derfor meget ringe. I stedet burde der være ført en ærlig samtale i FN-regi, hvori også Rusland og Kina med vetoret kunne deltage. Det blev jo også resultatet til slut, til beskæmmelse for NATO. Hensigten helliger midlet. I menneskerettighedernes hellige navn smadrer man et land og myrder dets indbyggere. Og det ser ud til, at det er netop denne jesuitmoral man planlægger at lægge til grund også for fremtidige aktioner. Og så havner vi ikke blot i en kulturel, men også i en militær vestlig imperialisme. Det er med den dybeste forundring, man ser en anti-militaristisk, pacifistisk, humanistisk, radikal udenrigsminister bakke en sådan politik op. Men når blot den camoufleres som fredspolitik, synes militarismen åbenbart i orden. Camouflage er den imidlertid for en magtpolitisk udbredelse til andre folk af vor vestlige kultur med dens individualistiske markedsøkonomi og menneskerettigheder og for vore snævre økonomiske egeninteresser. Og den danske højskole, hvis adelsmærke var troen på et folkeligt fællesskabs mulighed for at skabe et samfund, hvori man kunne øjne begyndelsen til et kærlighedens jorderige, har i udstrakt grad givet efter for individualismen. Glemt af mange er både Jesu, Grundtvigs og Henrik Ibsens ord om, at ingen bliver sig selv uden i et selvforglemmende kærlighedsfællesskab. I stedet plejer man den enkeltes selvudfoldelse. Og i iveren efter gode statspenge bruger man mange kræfter på at forsikre erhvervsliv og myndigheder om, at højskoleelever netop er ekstra velegnede til at glide ind i det individualistiske markedssamfund. Som om det ikke var opgaven grundlæggende at ændre dette samfund, så alle de små og mindre strømlinede på ligeværdig vis kan få del i livets glæde. Christen Kold var af den grund bange for statstilskud, og jeg er lige ved at tro, at højskolens fremtidsvej må gå over Lønne Højskole, der virker uden statsstøtte. n fhv. højskoleforstander